DinFremtid - Tilbud og aktiviteter din virksomhed kan bidrage med
Adopter en skoleklasse
Når I som virksomhed åbner dørene for børn og unge, er I med til at sikre fremtidens arbejdskraft og inspirere nutidens børn og unge til en fremtid indenfor jeres fag og branche. I bliver synlige i lokalsamfundet, er med til at danne tætte relationer til den lokale skole, og hvem ved, måske møder I jeres kommende lærling og medarbejder.
Som virksomhed har I mulighed for at adoptere en skoleklasse, som I samarbejder med over en periode. Det vil sige, at I får glæde af og udvikler en tæt relation til de samme elever over en årrække. Når I adopterer en klasse, vil planlægningen foregå i tæt samarbejde med skolelæreren, hvor fag og læringsmål løbende tænkes ind i samarbejdet.
At adoptere en skoleklasse vil give jer muligheden for at vise jeres virksomhed og arbejdsområde frem. Samtidigt vil I bidrage til at eleverne på en ny og spændende måde kan arbejde med deres fag og læringsmål. Jo flere aspekter af hverdagen på jeres arbejdsplads I kan vise frem, jo bedre. Det vil nemlig give den enkelte elev flere indgangsvinkler til, hvordan en arbejdsdag kan forløbe, og dermed udvide deres horisont i forhold til fremtidigt uddannelses- og karrierevalg.
Sådan kan det være at adoptere en skoleklasse
I vil i samarbejde med Aalborg Kommunes erhvervsplaymaker og skolen udarbejde et forløb, der bedst viser jeres virksomhed frem for eleverne, og samtidigt fremmer de læringsmål, den pågældende klasse har.
Det vil typisk være et længere forløb med flere besøg, men det er op til jer og skolelæreren at aftale præcis hvordan, og hvorledes besøgene skal tilrettelægges. Det vil dog være en fordel at have nok besøg til at vise flere aspekter af jeres dagligdag frem til skoleklassen, så de kan få et dybere indblik i, hvorfor et arbejdsområde som jeres kan være en spændende karrierevej at søge.
Andre initiativer, som vi udvikler eller skræddersyer i fællesskab
Partnerskabet, DinFremtid – Skaber vi sammen, bestræber sig altid på at have de bedste læringsmuligheder for Aalborg Kommunes børn og unge. Derfor er vi altid interesserede i at udvide vores katalog af initiativer, der kan åbne unges øjne for fremtidige uddannelses- og karrieremuligheder.
Har du en idé, eller arbejder du med en indsats, der også gavner dette formål, må du endelig gerne kontakte Aalborg Kommunes Erhvervsplaymaker.
Børn og unge i specialklasser
Ønsker I som virksomhed at gøre en indsats for børn og unge med særlige behov, er det også muligt at åbne sin virksomhed for en specialklasse eller specialklasseelev.
En specialklasse, eller elever i almindelige klasser med specielle behov, kræver særlige hensyntagen eller støtte. En specialklasse indeholder elever med fysiske og/eller psykiske handicap, hvorimod elever med særlige behov kan henvise til andre udfordringer, som eksempelvis elever der er vurderet ikke-uddannelsesparate, eller elever der ikke trives med boglig undervisning og savner mere praktisk orienteret undervisning.
Det I kan tilbyde en specialklasse, er dog i høj grad det samme, som en ordinær folkeskoleklasse: klassebesøg, adoption af klasse og åben virksomhed for forældre. Det samme gør sig gældende, hvis det er en enkelt specialklasseelev, eller en elev med specielle behov i en almindelig folkeskoleklasse – Erhvervspraktik, fritidsjob og deslige. Den eneste forskel er, at eleverne selvfølgelig har nogle særlige behov, der kan være forskellige fra klasse til klasse og elev til elev. Derfor vil et forløb med en specialklasse indebære en ekstra indsats for at skræddersy forløbet i samarbejde med læreren.
Deltagelse som dommer i innovations-/entreprenørskabs- og iværksætterkonkurrencer
Vil du opleve børn og unge præsentere forskellige løsninger på samfundet små og store udfordringer? I løbet af året afholder Aalborg Kommune forskellige events og arrangementer. Disse involverer ofte innovations-, entreprenørskabs- og iværksætterkonkurrencer. Konkurrencerne er med til at bane vejen for den næste række af nytænkende og nyskabende unge.
For at give de bedste forudsætninger til læring og udvikling, ser vi gerne, at lokale virksomheder sender deres dygtige fagfolk og entreprenører ud til sådanne konkurrencer som dommere. Ikke alene får I og de unge muligheder for at sparre med hinanden – I kommer også til at kunne inspirere de unge til at søge muligheder inden for jeres arbejdsområde og virksomhed. Og hvem ved, det kan være, at det næste gennembrud inden for jeres felt ligger og gemmer sig i hovedet på en ung med en drøm.
Vores forventninger til dig som dommer
Som dommer skal du afsætte ca. fire timer til et arrangement. Det er frivilligt, og du bliver derfor ikke kompenseret for din tid, men du skal vide, at vi sætter stor pris på din ekspertise. Du skal kunne give eleverne konstruktiv og kvalificeret feedback under hensyn til deres alder og du skal have en interesse i at opleve børn og unges løsninger på samfundets udfordringer.
Sådan bliver du dommer
Vi afholder mange forskellige events og arrangementer, så hvis I kan sætte tid af, samt har interesse i at stille op som dommer til en konkurrence, så kontakt Aalborg Kommunes Erhvervsplaymaker for at høre om kommende muligheder. Som udgangspunkt forpligter du dig kun som dommer til ét event/arrangement. Vi kontakter dig i god tid forud for et arrangement for en dialog om dine muligheder, og ved hvert event/arrangement udarbejdes en guide med bedømmelseskriterier mm., som du får tilsendt forud for afviklingen.
Erhvervspraktik
Erhvervspraktik er en uge hvor unge i 8. og 9. klasse har mulighed for at afprøve og blive klogere på en branche og en arbejdsplads.
Erhvervspraktik er ligeledes et udstillingsvindue for jeres virksomhed. Det er god eksponering i forhold til rekruttering, fordi de unge gennem erhvervspraktik får lov til at blive klogere på arbejdsopgaverne hos netop jer, og samtidig får I også mulighed for at få et ungt blik på jeres virksomhed. Derudover er I også med til at skabe værdi for lokalsamfundet, når I som virksomhed stiller jer til rådighed for lokale skoler og dermed bidrager til, at de unge kan se en karrieremæssig fremtid i området.
Sådan kommer du godt i gang med erhvervspraktik
Hvis I ønsker at invitere 8. eller 9. klasses elever i erhvervspraktik, har vi i Aalborg kommune etableret en erhvervspraktikportal hvor vi formidler mulige erhvervspraktikker mellem virksomheder og elever.
Erhvervspraktikportalen kan sammenlignes med et mini-Jobindex, hvor eleverne selv kan finde praktikker og kontakte de virksomheder, de er interesserede i. Eleverne har som udgangspunkt mulighed for praktik året rundt, hvilket giver stor fleksibilitet for jer, da I selv bestemmer, hvilke uger det er muligt at være i praktik hos jer i.
Det er ganske gratis for jer at være synlige på portalen. Ved at være det har I mulighed for allerede på forhånd at have afstemt med mulige erhvervspraktikanter, hvilke interesser jeres virksomhed henvender sig til, hvilke arbejdsopgaver praktikanten kan stifte bekendtskab med, og hvilke tidspunkter på året det er muligt.
Kontakt os, så opretter vi jer!
Du kan se erhvervspraktikportalen på hjemmesiden AabenAalborg
Fleksjob
Hvis I mangler en medarbejder til at arbejde deltid, eller som kan hjælpe med at løse både små og større opgaver i jeres virksomhed, kan I med fordel overveje at ansatte en medarbejder i fleksjob. Når I ansætter en medarbejder i fleksjob, får I nemlig en fleksibel medarbejder og en arbejdskraft, der passer til jeres virksomheds behov.
Fleksjob er en ordning for borgere, som på grund af en varig og væsentligt begrænset arbejdsevne ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår. I et fleksjob tages derfor hensyn til, at medarbejders arbejdsevne er begrænset og i udbetalingen skelnes mellem timetal og effektiv arbejdstid. Det vil sige, at du kun betaler for det arbejde, der udføres, og kommunen udbetaler et tilskud til lønnen, der kompenserer for den nedsatte arbejdsevne.
Medarbejderen ansættes på samme vilkår som alle andre medarbejdere. Du skal altså ikke bruge mere tid på administration, end du skal for dine øvrige medarbejdere.
Der findes fleksjob inden for alle brancher. Borgere i fleksjob kan arbejde med det fag, de er uddannet til, et de har erfaring med fra tidligere eller skifte fag og bruge erfaringer på nye måder.
Fritidsjob
Du kan, som virksomhed, ansætte en ung person, i alderen 13-18 år, til at løse en bestemt type af opgaver.
Der er mange gode grunde til at ansætte en fritidsjobber i jeres virksomhed. Selvom det for mange unge er deres første job, og de måske ikke har nogen tidligere erfaring, er der stadigvæk god mulighed for gensidig udvikling. Mange unge er taknemmelige for at få tilbudt et job, og det viser sig i deres gåpåmod og engagement i virksomheden. Med en fritidsjobber har I samtidig chancen for at sikre jer specialiseret arbejdskraft. Oplæringsprocessen og kompetence tilpasningen har stor betydning for den unges udvikling.
Regler for arbejdskraft under 18 år
Som arbejdsgiver er det dit ansvar at sørge for, at de regler og love, der er for ansættelse af medarbejdere, bliver overholdt. Der gælder særlige regler for ansættelse af unge under 18 år.
Læs om reglerne for ansættelse af unge under 18 år på Arbejdstilsynets hjemmeside
Der er blandt andet regler for, hvilke opgaver man må arbejde med, og hvor lang tid ad gangen man må arbejde. Hvis jobbet involverer arbejde med kemikalier eller særligt og/eller stort udstyr, kan du se en liste over stoffer og materialer unge ikke må arbejde med.
Se liste over materialer, som unge ikke må arbejde med på Arbejdstilsynets hjemmeside
Se liste over arbejdsprocesser og udstyr unge ikke må arbejde med på Arbejdstilsynets hjemmeside
Vi anbefaler at enhver arbejdsgiver sætter sig ind reglerne, og søger muligheden for at få en ung i arbejde, da det giver både den unge og virksomheden gode fremtidsperspektiver i form af henholdsvis arbejdsmarkedserfaring og potentiel fremtidig rekruttering af den unge.
Juniormesterlære
I et forsøg på at fremme interessen og mulighederne for at komme ind på en erhvervsuddannelse, er det blevet besluttet, at man vil tilbyde folkeskoleelever et mere varieret og praktisk undervisningsforløb. Det skal give eleverne mulighed for en alternativ afslutning på folkeskolen. Dette kaldes juniormesterlære.
Elever i juniormesterlære vil i 8. og 9. klasse blive tilknyttet en lokal virksomhed eller et praktisk undervisningsforløb på f.eks. en erhvervsuddannelse. På en almindelig uge vil 1-2 dage af elevens skolegang foregå som praktisk forløb ude på lærepladsen. Enhver elev i folkeskolen skal tilvælge ordningen med samtykke fra forældrene. Skolelederen vil få mulighed for at tilrettelægge ordningen – blandt andet hvilke dage den praktiske undervisning skal foregå. Ligeledes er det skolelederens ansvar at holde opsyn med forløbet.
Eleverne i juniormesterlære vil stadig skulle leve op til kravene for læring i fagene dansk og matematik, mens andre traditionelle skolefag vil blive undervist i reduceret omfang. Dette er med henblik på, at eleverne specifikt kan tage en afgangseksamen fra folkeskolen i juniormesterlære, hvilket giver adgang til erhvervsuddannelserne (uden EUX). Dette skal gøres muligt ved at lave en målrettet ændring af adgangskravene til fordel for eleverne i juniormesterlære.
Juniormesterlæreordningen er stadig et nyt initiativ, og derfor vil der blive lavet en evalueringen fem skoleår efter initiativet er sat i værk, hvor eventuelle justeringer og yderligere implementeringsforslag vil blive drøftet. Derfor ser vi gerne, at jeres virksomhed vil stå til rådighed for 8. og 9. klasses elever, som ønsker at have deres praktiske undervisning hos jer. Det vil også give os bedre muligheder for at finde ud af, om der skal laves justeringer i fremtiden. Hvis I gerne vil tilbyde juniormesterlære, kan I kontakte Aalborg Kommunes erhvervsplaymaker.
Klassebesøg
Klassebesøg er jeres mulighed for at invitere en skoleklasse tæt på jeres dagligdag og derved være med til at inspirere de unge på deres uddannelses- og karrierevej.
Ved at åbne dørene for eleverne i folkeskolen via klassebesøg, får eleverne mulighed for, gennem virksomhedsforløb, at se og forstå, hvordan skolens fag bruges i de lokale virksomheder samt få indblik i virksomhedens forskellige jobfunktioner og arbejdsopgaver. Måske I endda møder jeres kommende medarbejder.
Det praktiske
Klassebesøg kan foregå i klasseværelset eller i jeres virksomhed. Det er op til jer. Formålet og fremgangsmåden er den samme. Klassebesøg kan gennem en rundvisning i jeres virksomheden og præsentation af jeres virksomhed målrettet eleverne give eleverne indblik i forskellige jobfunktioner og arbejdsopgaver. Der kan med fordel være en praktisk opgave til eleverne. Eleverne vil efterfølgende koble undervisningen til jeres virksomhed. Et klassebesøg varer typisk to til fem timer afhængigt af om det foregår i klasseværelset eller i virksomheden.
Virksomheden har mulighed for at bestemme hvilke årgange, der samarbejdes med. Dette kan være af hensyn til virksomheden og/eller arbejdsopgavernes karakter.
Sådan tilbyder I klassebesøg
I Aalborg Kommune udbydes alle virksomhedsbesøg på AabenAalborg, hvor vi gratis formidler alle skole-virksomheds-samarbejder.
Læs mere på AabenAalborgs hjemmeside
Kontakt os endelig, hvis jeres virksomhed ønsker at tilbyde klassebesøg.
Lærling/elev
Som virksomhed har I mulighed for at tilbyde elever, der er i gang med en erhvervsuddannelse, en lære- eller elevplads. På den måde, er I med til at introducere erhvervslivet og give den praktiske undervisning og oplæring, det kræver for, at eleven eller lærlingen kan færdiggøre den erhvervsuddannelse, de ønsker at gennemføre. For jer, som virksomhed, er det en god mulighed for at udbrede kendskabet til jeres branche og sikre kvalificeret, fremtidig arbejdskraft uddannet specifikt til jeres virksomhed.
Som virksomhed, er det jer, der i samarbejde med skolen, planlægger praktikforløbet, så målene for uddannelsen bliver mødt, og eleven opnår den erfaring og de kompetencer, der er nødvendige for at blive uddannet inden for faget.
Der gælder særlige regler ved ansættelse af lærling/elev, og hvordan jeres virksomhed bliver godkendt som oplæringsvirksomhed, samt andre virksomheders erfaringer med lærlinge/elever.
Læs om gode råd og regler om ansættelse af elever på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside
Mini-skills
Det er Aalborg Kommunes og DinFremtids målsætning at øge interessen for erhvervsfaglige uddannelser og generelt udvide folkeskoleelevers horisont for, hvilke muligheder de har inden for karriere- og uddannelsesvej. Én af de metoder, der vil blive taget i brug for at nå den målsætning er at afholde et event kaldt ”Mini-Skills”. Her får en lang række virksomheder mulighed for at vise deres håndværk frem til folkeskoleelever. Virksomhedernes rolle kommer til at indebære korte præsentationer og opsatte opgaver, hvor grupper af folkeskoleelever kan komme hen til en virksomheds stand, og prøve en 20-minutters opgave inden for den branche virksomheden repræsenterer.
Alle typer af virksomheder kan deltage i Mini-Skills – Jo flere, jo bedre. En bred vifte af virksomheder vil give eleverne mulighed for at få indblik i de mange arbejdsområder, som findes i Aalborg Kommune. Vi håber, du har lyst til at vise vores nysgerrige folkeskoleelever, hvorfor lige netop det, I laver, er spændende.
Hvis din virksomhed er interesseret i at deltage som udstiller, anbefaler vi at have en elev/lærling med ved standen, da mødet med en ung, der også er i faget kan virke inspirerende for eleverne – derfor anbefaler vi også, at eleven/lærlingen deltager aktivt i præsentationen.
Mini-skills som koncept er stadig under udarbejdelse, så der tages forbehold for ændringer i formatet. Aalborg Kommune sender mere information ud, når planlægningen af eventet er mere fastlagt.
Snusepraktik
Det er i Aalborg Kommune besluttet, at elever på 7. årgang hvert år i uge 23 skal i én dags snusepraktik. Målet er, at eleverne får et indblik i, hvad I som virksomhed beskæftiger jer med, og hvilke muligheder der kan være inden for jeres branche, fagområde og virksomhed. Derved vil de blive introduceret til et nyt syn på, hvilke uddannelses- og karriereveje de kan tage.
Snusepraktik er én dag, hvor en eller flere elever følger en såkaldt Snusevært rundt i jeres virksomhed. En Snusevært er en eller flere af jeres medarbejdere, der f.eks. gennem rundvisning og kort præsentation af jeres virksomhed giver eleverne mulighed for at “snuse” og stifte bekendtskab med forskellige jobfunktioner og arbejdsopgaver. Der kan med fordel også være nogle specifikke opgaver, eleven skal løse eller bidrage til, så de kan blive yderligere inspireret til at søge ind i jeres branche.
Det vil sige at Snusepraktik er jeres mulighed for at få løst enkelte opgaver og udbrede kendskabet til jeres virksomhed og branche med henblik på fremtidig rekruttering af elever, lærlinge og medarbejdere.
Unge på kanten
Unge på kanten er unge mennesker under 30 år der, grundet komplekse sociale og psykiske udfordringer ikke er en del af fællesskaberne på uddannelserne, i civilsamfundet og på arbejdsmarkedet. Unge på kanten af samfundet kan risikere at komme til at leve et liv som udsatte. Aalborg Kommune vil gennem DinFremtid hjælpe disse unge mennesker med at bryde fri af den negative spiral, de er endt i, så de kan komme tilbage til deres skoleliv eller arbejdsmarkedet.
Din virksomhed kan gøre en stor indsats ved at tilbyde en af disse unge et praktikforløb, et fritids- eller et fleksjob. Ved at give en ung på kanten en mulighed, bliver din virksomhed en læringsarena, hvor I viser dem, en vej de kan tage, så de bevæger sig væk fra kanten og ud i livet.
Job og Velfærd, Børn og Unge, og AabenAalborg, står altid klar med rådgivning og hjælp til at skabe de bedste muligheder for både din virksomhed og den unge.
Åben virksomhed
Åben virksomhed for unge og forældre er et åbent hus-arrangement, hvor I, som virksomhed, inviterer børn og unge og deres forældre på besøg. De unge og deres forældre får på den måde indblik i, hvordan I arbejder samtidig med, at I er med til at gøre jeres fag og arbejdsplads attraktiv for de unge – og måske også for deres forældre.
Forældre er en vigtig sparringspartner for de unge i forhold til uddannelses- og karrierevalg. Gennem Åben Virksomhed får I mulighed for at være med til at udvide forældrenes horisont, så de er bedre klædt på til at tage dialogen med de unge om deres valg.
Det praktiske
Åben virksomhed kan afvikles på forskellige måder. I skal i samarbejde med skolen finde ud af hvilken måde, der passer bedst til jer. Arrangementet kan afvikles på følgende måder:
- Elever og forældre kommer ud i samlet flok til jeres virksomhed, eller på skolen hvor I kommer ud til dem.
- Forældrene møder op på virksomheden forlængelse af et klassebesøg for de unge.
- I kan koordinere med andre virksomheder i området, så klassens elever og forældre kommer rundt til flere på samme dag.
- Lave en eftermiddag/aften kun for forældrene.
Åben virksomhed varer typisk 1-3 timer og bør afvikles på et tidspunkt, hvor flest mulige forældre har muligheden for at deltage. Åben virksomhed kan afvikles en eller flere gange i løbet af et år. Det er helt op til jer. Antallet af deltagere afhænger af faciliteterne hos jer. Virksomheden udpeger en kontaktperson, som Aalborg Kommunes Erhvervsplaymaker kan kontakte. Kontaktpersonen er ansvarlig for, at kollegaer og relevant personale i virksomheden deltager i Åben virksomhed.
Hvis I har spørgsmål eller ønsker at tilbyde Åben Virksomhed for unge og forældre, kontakt Aalborg Kommunes Erhvervsplaymaker.
Kontakt
Erhvervsplaymaker Thomas Overgaard
Ring til os
+45 93 52 00 66Skriv til os
Husk ikke at dele følsomme eller fortrolige oplysninger via mail.