Skip til hoved indholdet
    Hjem Om kommunen Politikker, strategier og planer Strategi for Kunstfonden

Strategi for Kunstfonden

  • Titel: Strategi 2020 for Aalborg Kommunes Kunstfond.
  • Vedtaget: 28. oktober 2020 af Sundheds- og Kulturudvalget.

Aalborg Kommunes Kunstfond

Aalborg Kommunes Kunstfond er kommunens rådgivende organ vedrørende kunstnerisk kvalitet og nytænkning. Fonden har til formål at indkøbe kunst samt støtte kunstprojekter i kommunen.

Placeringen af værkerne skal ske i offentlige anlæg og institutioner, eller hvor borgerne ofte færdes

Fonden har sekretariat i Sundhed og Kultur, men samarbejder med andre forvaltninger og afdelinger, først og fremmest Park & Natur, Plan & Udvikling samt AK bygninger. Fra 2021 har Aalborg Kommunes Kunstfond 875.000 kroner om året til rådighed. Beløbet prioriteres til støtte af nye kunstprojekter eller indkøb af nye værker. Aalborg Kommunes Kunstfond arbejder på at forhøje beløbet via strategiske partnerskaber og samarbejder.

Ved større projekter, i forbindelse med nybyggeri, renovering og byudvikling, ønsker Kunstfonden, at der, som i sammenlignelige kommuner, prioriteres en procentdel af håndværkerudgifterne til kunst


Forord

Formandens forord

I Aalborg Kommunes Kunstfond arbejder vi for kunstens tilstedeværelse i alle dele af kommunen, og vi har fokus på både kunstnerisk kvalitet og nytænkning. Derfor har vi udviklet denne strategi, som præsenterer visioner og retningslinjer for fondens arbejde i de kommende år. Strategien er underbygget af en række gode eksempler, både lokale, nationale og internationale, som kan tjene til inspiration.

Vi vil sikre, at alle har mulighed for at tage del i diskussionen om kunst i det offentlige rum samt, at borgere, virksomheder, institutioner og professionelle grupper inspireres til på egen hånd at initiere kunstprojekter med Aalborg Kommunes Kunstfond som sparringspartner.

Strategien følges op af en handlingsplan, som skal spille sammen med Aalborg Kommunes Kulturpolitik og understøtte fast praksis i forbindelse med kunstinitiativer i det offentlige rum. Handlingsplanen udarbejdes umiddelbart efter vedtagelse af den samlede Kulturpolitik for Aalborg Kommune. Den angiver, hvordan vi konkret vil agere i forhold til borgere, interessenter og samarbejdspartnere.

I vores arbejde med strategien har vi afholdt en workshop med en række aktører og interessenter. Her blev der indsamlet mange gode og visionære inputs samt konkrete ideer til tiltag på området. Materialet har vi samlet i en idébank, som vi løbende vil besøge og udvikle. På workshoppen fornemmede vi både en idérigdom og et stort engagement – vi ser frem til at mødes på kryds og tværs i nye sammenhænge i årene, der kommer.

Og til alle, der støder på Aalborg Kommunes Kunstfonds arbejde for første gang: Vi håber, vi på de følgende sider kan inspirere til nye initiativer og samarbejder og vil glæde os til at drive processerne frem sammen med jer.

Michael Mansdotter
Formand for Aalborg Kommunes Kunstfond

Rådmandens forord

I 2020 lancerer vi i Aalborg Kommune både en ny Kulturpolitik og en ny strategi for Aalborg Kommunes Kunstfond. Det gør vi for at prioritere og fokusere indsatsen, så vi bedst muligt støtter og udvikler, der hvor det giver mest mening lige nu.

Fælles for Kulturpolitikken og Kunstfondens strategi er et fokus på vækstlaget. Her gælder det for billedkunsten som for andre kunstformer, at når vækstlaget skal op på et niveau, hvor det i større omfang kan danne grobund for professionelle aktører, så skal der drejes på flere håndtag samtidig.

Det handler blandt andet om fysiske faciliteter samt muligheder for uddannelse og inspiration. Her kan kommunen bidrage med bedre rammer, men udviklingen sker i et samspil med uddannelsesmiljøet og kunstnerne selv.

Som en af landets største kommuner har Aalborg Kommune mange politikker og strategier, og de griber ind i hinanden. Det omfatter også Aalborg Kommunes Kunststrategi, der udover Kulturpolitikken også må sammentænkes med kommunens planer for byggeri og byudvikling. I de kommende år vil Aalborg Kommune bygge flere institutioner og stå i spidsen for store anlæg som for eksempel Plusbussen. Her er det væsentligt, at Aalborg Kommunes Kunstfond i sin strategi lægger op til, at kunst skal prioriteres i tide, så den kan integreres og medtænkes i selve byggeriet og ikke blot hæftes på som pynt efterfølgende. Det giver mulighed for at involvere borgere og brugere i processen og resulterer i sidste ende i en større kunstnerisk værdi.

Mads Duedahl
Rådmand for Sundhed og Kultur

Uggerhalne Skulpturfestival

Kunst styrker Landsbyfællesskabet, Uggerhalne Skulpturfestival

I Landsbyen Uggerhalne har en håndfuld borgere taget initiativ til en årlig skulpturfestival, der udspiller sig langs hele hovedgaden og involverer de lokale husejere, der lægger haver, hegn og gavle til kunstværkerne. Sommeren igennem kan borgerne se værkerne blive til og give en hjælpende hånd, hvor der er brug for det, og da de fleste værker bliver stående, er der i stigende grad også noget at komme efter for Nordjyllands turister.
Kunstner: Roland Nielsen. Chauffør: Julian Magri


Fra industri til viden, kunst og kultur

Aalborg var engang byen med de rygende skorstene fra produktion af tobak, kul, sprit og cement. I 1970' erne begyndte udviklingen fra industri- til videns- og kulturby med åbningen af Aalborg Universitet og Aalborg Kunstmuseum.

Udviklingen tog fart i 90'erne og 00'erne, hvor især omdannelsen af de store havne- og industriområder inde i byen kom i fokus. I 2006 blev Aalborg Kommune kulturarvskommune, og byen fik herefter nye markante kulturbygninger såsom Utzon Center, Musikkens Hus og Aalborg Universitets City Campus,Create. Det gamle, nedlagte kulkraftværk, Nordkraft, blev omdannet og i 2009 indviet som byens største kulturcenter med en bred vifte af tilbud til borgere og besøgende; herunder Kunsthal Nord, der rummer både kunstnerværksteder, uddannelser og udstillinger med den nyeste samtidskunst.

Aalborg Kommune og Aalborg Kommunes Kunstfond har i de senere år taget en række initiativer til kunst i det offentlige rum. Der er blandt andet skaffet midler til Jeppe Heins spejlinstallation, Reflecting Frequences, der var på plads, da Musikkens Hus blev indviet, og i samarbejde med Statens Kunstfond er et skulpturelt udsigtstårn af FOS rejst i den nye Vestre Fjordpark.

I 2015 - 16 blev der, også i samarbejde med Statens Kunstfond, realiseret 3 kunstværker i kommunens landdistrikter. De mange gavlmalerier i byen er også støttet af Aalborg Kommunes Kunstfond.

Det sidste skud på stammen er den argentinske kunstner, Tòmas Saracenos ambitiøse storværk i glas, Cloud City foran den gamle spritfabrik – der ide kommende år forvandles til det internationale kunstcenter, Artcenter Spritten.

Og udviklingen fortsætter. Lige nu gennemføres byudviklingsprojekter på strækningen fra væddeløbsbanen i Vest til det nye universitetshospital i Øst.  Her er visionen at lade kunsten bidrage aktivt til nye, levende byrum med kunst i forbindelse med realisering af det nye Plusbusprojekt.

Aalborg Kommunes Kunstfond arbejder også for, at kunst kommer til at indgå i den nye bydel Stigsborg, hvor der i tilknytning til de mange nye boliger blandt andet skal opføres et børne- og ungeunivers med skole, børneinstitutioner og fritidsanlæg.

Samtidig vokser nye initiativer frem og skaber rum for vækstlaget og den eksperimenterende kunst. Initiativtagerne kommer ofte fra den voksende gruppe af unge kunstinteresserede, der kommer til Aalborg på grund af byens særlige uddannelsestilbud. Omdrejningspunktet er Aalborg Universitets City Campus, Create, der som noget helt unikt i dansk kontekst samler tværfaglige studier inden for arkitektur, design, medier og kunst. Her udbydes også Kunst og Teknologi-uddannelsen - en bacheloruddannelse, der udforsker forholdet mellem kunst og teknologi udfra både en praktisk og teoretisk vinkel. Det er en stærk profil, der tiltrækker studerende fra både ind- og udland. I Musikkens Hus hører konservatoriets og universitetets musikuddannelser til, mens nabobygningen, Nordkraft, huser Aalborgs Kulturskole med blandt andet Aalborg Talentakademi. For billedkunst, musik og teater. Derudover har Kunsthal Nordi 2019 lanceret Kunstpionererne – en 2-årig uddannelse i kunstformidling.

Aalborg er med andre ord ved at udvikle sig til en dagsordenssættende kunst- og kulturby. I forbindelse med en undersøgelse fra 2018 foretaget af analysefirmaet Epinion, pegede 34 procent af de adspurgte borgere på, at kulturen er den enkeltstående faktor, som de værdsætter mest ved at bo i kommunen. Kunst og kultur er blevet en naturlig del af Aalborgs identitet og fælles fortælling.

Stedmarkør i landskabet - Vestre Fjordpark Aalborg 2018

'The Interior of Ines' i Vestre Fjordpark i Aalborg er realiseret i samarbejde mellem Aalborg Kommunes Kunstfond, Sundheds- og Kulturforvaltningen og By- og Landskabsforvaltningen i Aalborg Kommune, Sifa og Statens Kunstfond.

Tårnet er en hybrid mellem kunst og arkitektur og er med sin skulpturelleudformning og miks af mange forskellige materialer et nutidigt bud på et klassisk udkigstårn. Tårnet fungerer som et nyt samlingssted, der forener kunst og funktionalitet i en andeledes form for naturoplevelse.
Kunstner: FOS, Thomas Poulsen.


Vision og praksis

Vores vision

Aalborg Kommunes Kunstfond vil sikre, at alle borgere til enhver tid har mulighed for at møde kunsten og den kunstneriske proces i bygninger og byrum i hele kommunen. I en kulturby som Aalborg skal kunsten være en naturlig del af byens rum. Den skal være tydeligt til stede og give borgere i hele kommunen mulighed for at opleve og engagere sig i kunst på højt niveau. Den skal manifestere sig i sundhedshuset, skolen, arbejdspladsen og centralt på byens torv - eller i periferien, hvor dens tilstedeværelse overrasker.

Ikke bare i Aalborg by, men også i forstæder, landsbyer og landdistrikter. Aalborg skal have en innovativ og eksperimenterende satsning på kunst i det offentlige rum, som involverer borgerne i udviklingen og indbyder til refleksion, kritik og debat, og samtidig medvirker til at skabe tilhørsforhold og nye perspektiver for hverdagslivet.

Kunsten skal så vidt muligt tage udgangspunkt i det konkrete sted eller den konkrete sammenhæng, den tænkes ind i. På den måde bliver den et berettiget element i de fysiske omgivelser og relevant for de borgere, som værket skal dele hverdag med. Aalborg Kommune ønsker at arbejde med stedsspecifik kunst i al dens mangfoldighed, både de midlertidige projekter og den permanente bygnings- og byrumsintegrerede kunst.Aalborg skal styrke sin position som kunstproducerende by og kommune gennem et bæredygtigt vækstlag. Der skal derfor arbejdes aktivt med byens platforme – både med omfang og niveau af de uddannelser, som byen tilbyder, men også med de faciliteter og støtteordninger, som Aalborg og resten af kommunen stiller til rådighed for det kreative felt.Aalborg Kommune skal både tiltrække og udvikle talentmassen og være i stand til at holde på den efterfølgende.To fokusområderAalborg Kommunes Kunstfond har i sit strategiarbejde 2 fokusområder: Kunst i det offentlige rum og Kunstuddannelse, miljø og vækstlag. Det første område skal sikre, at alle til enhver tid har mulighed for at møde kunsten og den kunstnerisk proces i bygninger og byrum i hele kommunen og ikke mindst, at der undervejs i udviklingen af konkrete projekter er fokus på kvalitet og nytænkning. Det andet område skal sikre et bæredygtigt kunstnerisk vækstlag gennem kunstuddannelserne i Aalborg samt udviklingen af attraktive fysiske rammer, som talentmassen kan udvikle sig under. I det følgende udfoldes visionerne inden for de 2 områder.


 

Kunst, leg og læring

Kunstprojektet Wunderkammer af kunstnergruppen Konvoj er skabt specifikt til den bæredygtige børnehave, Bakkelandet, i Karolinelund i et samarbejde mellem Aalborg Kommunes Kunstfond og Statens Kunstfond. Med inspiration fra Statens Kunstcirkulære blev det under rammesætningen for kunstprojektet besluttet at afsætte 1,5% af håndværkerudgifterne til kunst. Efterfølgende blev der udskrevet en skitsekonkurrence blandt flere inviterede kunstnere. Kunstnergruppen Konvoj vandt med deres forundringskamre, der vækker børnenes nysgerrighed både inde og ude.


Kunst i det offentlige rum

Kunst i det offentlige rum er en betydningsfuld ressource i vores hverdagsliv – både som individer og som en del af et større fælleskab. I det offentlige rum kan kunsten pirre vores sanser og intellekt; den kan skabe nye stimulerende rum, både fysiske og mentale. Den kan involvere, engagere og udfordre samfundets strukturer og konventioner.

Kunsten kan også markere steder og skabe identitet. Det midlertidige kunstprojekt kan undersøge og udfordre nye eller eksisterende byrums potentialer, for eksempel ved at skabe mødesteder, hvor borgerne inviteres ind i diskussionen. Den permanente kunst kan skabe og forankre unik identitet på pladser, i bygninger, kvarterer og andre by- og landskabsrum – med tilhørsforhold og fælles fortælling som resultat. Både det midlertidige og permanente kunstprojekt er derfor højaktuelle i forbindelse med byudvikling. Både i større skala og initiativer i mindre lokalsamfund.

Fra soklen og ud i virkeligheden

Kunstnere i dag interesserer sig i højere grad for de omgivelser, kunsten indgår i, end tidligere. Ikke mindst i det offentlige rum. Her var kunsten tidligere adskilt fra omgivelserne – i byrummet typisk hævet på en sokkel eller som ”plop-art”, skabt i kunstnerens atelier uden omtanke for stedet og brugerne, og placeret mere eller mindre tilfældigt efterfølgende.

Der er mange kategorier indenfor kunsten i dag, og grænserne er flydende, men man kan overordnet tale om, at kunsten i det offentlige rum i højere grad er stedsspecifik – den forholder sig enten til stedets fysiske forhold som natur, arkitektur, materialer, funktioner og/eller til historiske, kulturelle, sociale og politiske aspekter.

Publikums rolle i kunsten har også ændret sig. Fra en ”nok-se-ikke-røre”-situation på afstand af værket, bliver vi i dag ofte deltagere i kunsten. Enten ved at blive inviteret til fysisk interaktion med det færdige værk eller ved at medvirke i selve skabelsesprocessen. I de tilfælde kan kunsten igangsætte sociale processer og skabe platforme for møder og udveksling mellem mennesker. Denne type kunst kan være midlertidig, proces-orienteret for eksempel gennem politisk prægede aktioner eller socialt arbejde.

Hvad enten kunsten består af midlertidige, processuelle eller permanente værker er den blevet en oplagt medspiller i udviklingen af de miljøer, vi deler i hverdagen.

'Breathe with Me' in Central Park, September 25-27, 2019, New York City.New York City.
An art project by Jeppe Hein and ART 2030,
Kunstner: Jeppe Hein. Copyright Jeppe Hein.

Kunst i nybyggeri og byudvikling

Når Aalborg Kommune bygger nyt og udvikler i byer eller i landdistrikter, vil Aalborg Kommunes Kunstfond arbejde for at sikre den kunstneriske dimension. Vi vil inspirere til en fast praksis med fokus på kvalitet og kontinuitet, både i processen og i prioritering af midler. Kunstfonden vil derfor arbejde for, at der i forbindelse med nybyggeri og byudvikling afsættes 1,5% af håndværkerudgifterne til kunst. Ved større projekter skal de kommunale midler søges øget gennem partnerskab med fonde, private såvel som offentlige. Aalborg Kommunes Kunstfond vil desuden arbejde for, at modellen formidles til andre aktører, så samme praksis følges, når private bygherrer, boligforeninger og investorer bygger nyt til kommunens borgere.

Aalborg Kommunes Kunstfond vil i de kommende år reservere en del af sit årlige budget til igangsættelse af stedsspecifikke kunstprojekter. Det kan for eksempel ske i form af skitseprojekter til de mest centrale byggerier og anlægsprojekter, hvor skitserne efterfølgende kan bruges i kontakten til fonde og andre samarbejdspartnere, der kan bidrage til projekternes realisering. Bygningsintegreret kunst kræver samarbejde på tværs. Fonden vil derfor bruge ressourcer på etablering og facilitering af nye netværk, hvor kommunens aktører sammen kan udvikle vision og praksis i forbindelse med den kunstneriske dimension i nybyggeri og byudvikling.

Indkøb af værker

Aalborg Kommunes Kunstfond har siden sin etablering løbende givet støtte til indkøb af kunstværker til det offentlige rum – byrum, skoler, institutioner, forvaltninger med mere – ligesom fonden selv har erhvervet kunst af markante, professionelle danske samtidskunstnere, både fra den etablerede scene og fra vækstlaget. Fremover vil Aalborg Kommunes Kunstfond bestræbe sig på, at indkøb af værker understøtter visionen og strategien. Fokus vil primært være på bygningsintegreret kunst i de store kommunale byggerier og anlæg, der netop nu er under planlægning, sekundært på indkøb af kunstværker udvalgt til de nye institutioner, da der fortsat er gode grunde til, at kommunens kunstfond fra tid til anden køber værker, som har kunstnerisk kvalitet og fleksible anvendelsesmuligheder og derfor kan cirkulere imellem forskellige skoler, offentlige kontorer, sundhedshuse med mere. Selvom vi i de kommende år i højere grad vil have fokus på kunst, der skabes til stedet, vil vi fortsat indkøbe eksisterende værker til kommunens institutioner og arbejdspladser.

Det sociale kunstprojekt - Kunst i Værebro Park, 2018

Kunst i Værebro Park er søsat som et socialt kunstprojekt. 4 kunstnere er udvalgt til dagligt at arbejde i området i tæt samspil med beboerne.

Kunstnerne har base i en nedlagt Nettobutik. Kunstnernes tilstedeværelse i området øger synligheden af deres arbejde og knytter både dem og deres projekter tættere til stedet og beboere. Kunstnerne gør på forskellig vis brug af brugerdrevne processer og tager udgangspunkt i dagligdagen i Værebro Park. For eksempel har Karoline H. Larsen i dialog med de omkringliggende institutioners pædagoger, skabt en kunststi, der skal få børnene til at opdage og aktivt indtage området med krop og sanser.
Kunstnere: Javier Tapia, Karoline H. Larsen, Heine Thorlauge Mathiasen og Jesper Aabille.


Den gode proces

  • Step 1: Organisering

      • Kunstudvalg med relevante aktører nedsættes.
      • Tilknytning af AAKK og /eller kunstfaglig rådgiver.

  • Step 2: Opgavebeskrivelse
      • Mulige placeringer for kunst.
      • Kunstnerisk tilgang/proces.
      • Grader af bygningsintegration.
      • Økonomi og egenfinansiering og involvering af fonde.
      • Model for tildeling af opgave (for eksempel konkurrence/pitch/open call).
      • Tidsplan.

Step 3: Kunstnervalg/skitseproces

      • Kunstfaglig rådgiver præsenterer mulige kunstnere.
      • Kunstnere(e) udpeges af kunstudvalg.
    • Skitsefase ved direkte tildeling
      • Skitsefase (vejledende 3 måneder).
      • Skitsepræsentation.
      • Godkendelse af skitse med/uden tilretning.
    • Skitsekonkurrence
      • Udarbejdelse af konkurreceprogram.
      • Invitation og fælles briefing af kunstnere.
      • Skitsefase (vejledende 3 måneder).
      • Skitsefremlæggelse.
      • Bedømmelse og tildeling.

  • Step 4: Projektering
      • Indgåelse af kontrakt.
      • Videreudvikling af skitse til realiserbart projekt.
      • Eventuelt indarbejdelse af skitse i hovedprojekt (ved bygningsintegration).
      • Eventuelt indhentning af myndighedsgodkendelser.

  • Step 5: Realisering
      • Realisering af kunstprojekt.
      • Afleveringsforretning.
      • Indvielse.
      • Formidling til brugere og den brede offentlighed.

Kunst som byudviklingsstrategi, 'Re-sources', Bergen 2019

Bergen Kommune arbejder strategisk med kunst og kultur som centrale elementer i byens udvikling. Ved ethvert kommunalt nybyggeri eller større renoveringsprojekt afsættes 1 % af byggesummen, dog max 3 millioner kroner til kunstneriske formål, og ved ethvert byggeri er der en fast procedure for nedsættelse af et kunstudvalg bestående af kunstfaglige eksperter, bygherrer og brugere.

-Det er en vigtig præmis for kulturbyen Bergen, at kunsten og kulturen skal kunne opleves i offentlige bygninger og byrum og dermed være en del af bergensernes dagligliv. Kunstnerisk udsmykning og kunst i offentlige rumbevirker, at folk møder kunst, der hvor de færdes, og det gør kunsten relevant for brede publikumsgrupper i hele byen, Kulturarenaplan 2019-2030, Bergen Kommune.
Kunstnere: Thomas Nordström og Annika Oskarsson, Bergen 2019.


Kunstuddannelse og vækstlag

Det er væsentligt for en kultur- og vidensby at være en kunstproducerende by. Et professionelt, kunstproducerende vækstlag inden for billedkunst, musik, film, teater, performance etc. kan skabe værdi for byens borgere og tiltrække opmærksomhed udefra. Et levende, kreativt miljø, der eksperimenterer og udvikler nyt, gør det samtidig attraktivt at bosætte sig eller starte erhverv i en by eller et område.

Netværk og dialog

Aalborg Kommunes Kunstfond vil arbejde for et styrket samarbejde imellem Aalborg Kommune, Aalborg Universitet, kunst- og kulturinstitutioner, erhvervsliv og boligforeninger i udviklingen af uddannelsesområdets og vækstlagets rammer og vilkår. Fonden vil her arbejde målrettet med følgende

indsatser:

  • Styrkede uddannelsestilbud
  • Platforme for udvikling og formidling
  • Udveksling mellem kunst, uddannelse og forskning
  • Det internationale udsyn

Styrkede uddannelsestilbud

Aalborg Kommunes Kunstfond vil arbejde for at styrke uddannelserne inden for de kunstneriske områder. Kunst og Teknologi har siden 2008 tilbudt en bachelorgrad i form af en hybrid mellem en skabende kunstuddannelse og en universitetsuddannelse med anvendelse af teknologi i den kunstneriske praksis. I lighed med Aalborg Universitets øvrige uddannelser tager Kunst og Teknologi afsæt i den problembaserede læringstilgang og projektarbejde ”ud af

huset”. Det skaber et dynamisk miljø med mange aktører, der kan udvikle og samarbejde på tværs – og de studerende bliver samtidig en del af den kunstneriske talentmasse, der bidrager aktivt til Aalborgs kunst- og kulturliv. I dag må de studerende på Kunst og Teknologis BA-uddannelse imidlertid søge ud af byen, hvis de ønsker en kunstnerisk kandidatgrad.

Aalborg Kommunes Kunstfonds vision er, at der i samspil med Aalborg Universitet kan tilbydes uddannelsesmuligheder, der gør det attraktivt for de studerende at færdiggøre deres uddannelser på kandidatniveau, hvilket muliggør, at de på et højere niveau kan bidrage til yderligere udvikling af Aalborg som kultur- og vidensby.

Platforme for udvikling og formidling

Aalborg Kommunes Kunstfond vil arbejde for, at vækstlaget i og udenfor uddannelsesinstitutionerne opdyrkes gennem en bred vifte af udfoldelsesmuligheder. For det første i form af tilbud om flere permanente værkstedsfaciliteter, hvor der kan udvikles, eksperimenteres og søges fællesskab. For det andet i form af udstillingsplatforme, hvor kunstnere og kreative kan møde samarbejdspartnere og publikum.

Derudover vil Aalborg Kommunes Kunstfond i samarbejde med kommunen og erhvervslivet arbejde for, at nedlagte industri- eller butikslokaler, som i perioder står tomme, for eksempel i forbindelse med byudviklingsprojekter, udnyttes til midlertidige faciliteter.

Udveksling mellem kunst, uddannelse og forskning

Aalborg Kommunes Kunstfond vil arbejde for udveksling og samarbejde mellem kommunens uddannelsesinstitutioner og danske og udenlandske kunstnere, for eksempel i form af artists in residency-programmer. Hvor viden og nytænkning er i højsædet, kan kunsten bidrage med eksperiment, inspiration og refleksion. I videns- og læringsmiljøet kan den kunstneriske praksis udfordre den kreative tanke. Den kan stimulere miljøet ved at behandle, undersøge, forklare eller udfordre det konkrete fagområde eller forskningsfelt, ligesom den kan anvendes som en del af metoderne i kreative udviklingsprocesser.

Det internationale udsyn

Aalborg Kommunes Kunstfond vil arbejde for en større udveksling med det internationale kunstmiljø, for eksempel i form af workshops, artist talks med videre, med det mål at højne niveauet i det lokale kunstliv og på de kunstneriske uddannelser. Denne udveksling kan understøttes af for eksempel rejsestipendier samt etablering af art hubs eller artists in residency-programmer i relevante miljøer.

Netværk for kreative - Aalborg Surreal

Aalborg Surreal har sit udspring i bacheloruddannelsen Kunst & Teknologi på Aalborg Universitet. Foreningen har en vision om at pleje lokale, originale kunstnere, primært indenfor visuel kunst og performance, og knytte bånd imellem byens kreative miljøer. Med det formål arrangerer de udstillinger og events med et surreelt islæt.


Aalborg Kommunes vil arbejde for:

  • Større samarbejde mellem kunstuddannelserne i Aalborg Kommune.
  • Udbygningen af kunstuddannelserne på både bachelor- og kandidatniveau i samarbejde med Aalborg Universitet. 
  • Initiativer, der gavner vækstlaget inden for de kunst- producerende miljøer i Aalborg, for eksempel tilbud om værkstedsfaciliteter, platforme for udstillinger og events, artists in residency-programmer samt mulighed for anden udveksling på tværs af by- og landegrænser. 
  • Kontinuitet i tilbud og støttemuligheder til både vækstlag og etablerede kunstnere i kommunen. 
  • Netværk og initiativer på tværs af kommune, institutioner og private aktører.
  • At sætte fokus på kunst i det offentlige rum, både i den tætte by, på havnefronter, ved kultur- og sportsanlæg, i landsbyer og i det åbne land.
  • Kvalitet og kontinuitet i realiseringen af kunstværker i det offentlige rum. 
  • Den stedsspecifikke kunst i al dens mangfoldighed – både i form af midlertidige projekter og som permanente værker.
  • Udvikling af handlingsplaner for, hvordan kunsten tænkes ind i nybyggeri, renoveringer og byudvikling i hele kommunen.
  • Øremærkning af 1,5% af håndværkerudgifterne til kunst i forbindelse med nybyggeri, større renoveringer og byudvikling – i både offentligt og privat regi.
  • Finansielle partnerskaber, der kan sikre kunstens realisering på et tilfredstillende niveau.
  • Formidling, der gør kunsten tilgængelig, så flest mulige borgere kan få glæde af den.


Kontakt

Kultur

Danmarksgade 17 9000 Aalborg

Ring til os

99 31 41 53

Skriv til os

Telefontider

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang