Industrien
Analyse fra BusinessAalborg tager temperaturen på Industrien i Aalborg. Analysen ser blandt andet på udvikling i antal virksomheder, beskæftigelse, uddannelse, international arbejdskraft og sammenligner Aalborg med de øvrige store danske kommuner.
5 hurtige fakta om Industrien i Aalborg
- 536 industrivirksomheder
- 13.930 jobs i industrien (3. største branche i Aalborg)
- 18 procent af alle jobs i den private sektor er i Industrien
- 18 procent af alle jobs er besat af internationale medarbejdere
- 24 procent af virksomhederne har kun én ansat
13.930 jobs i Industrien
Antallet af jobs i industrivirksomheder i Aalborg faldt fra 2008 til 2013. Siden 2013 har antallet af jobs i Industrien været stigende frem til 2019, dog med et mindre fald i 2018.
I årene 2020 og 2021 faldt antallet af jobs, hvorefter antallet af jobs igen har været stigende. Ved udgangen af 2. kvartal 2024 var der i alt 13.930 jobs i industrivirksomheder i Aalborg.
12 procent af samtlige jobs i Aalborg, uanset sektor, er inden for Industrien. Dermed er Industri den 3. største branche målt på antal jobs i Aalborg. Industrijob udgør 18 procent af samtlige jobs i den private sektor i Aalborg.
Figur: Udvikling i antal jobs inden for Industrien 2008-2024 (målt i 2. kvartal)
1.685 flere jobs på fem år
Siden 2019 er der skabt 1.685 nye jobs i industrivirksomheder i Aalborg. Det svarer til en vækst på 13,8 procent.
Industri i Aalborg har antalsmæssigt den 3. største jobvækst sammenlignet med alle andre brancher i Aalborg i perioden 2019-2024.
Den største jobvækst i faktiske tal i perioden er, som det ses af figuren, sket indenfor Videnservice, som har skabt 1.833 nye job. Dette svarer til, at branchen er steget med 38,7 procent.
Videnservice har dermed også den største procentvise stigning i jobvækst blandt brancherne.
Den næststørste stigning i faktiske tal er sket inden for Sundhed og socialvæsen, som har skabt 1.819 flere jobs i den 5-årige periode. Dette svarer til en procentmæssig stigning på 8,4 procent.
Figur: Udvikling i antal jobs fordelt på brancher
Industriens udvikling sammenlignet med andre store kommuner
Jobvæksten i industrivirksomhederne i Aalborg er i perioden 2019-2024 på 13,8 procent. Industribranchen i Aalborg har dermed en mere positiv udvikling end i de øvrige seks store kommuner. Udviklingen er også mere positiv end landsgennemsnittet.
Aarhus og København har haft en vækst på henholdsvis 11,9 procent og 10,2 procent i antallet af industrijobs i perioden.
Esbjerg og Randers har haft en vækst på henholdsvis 8,9 procent og 5,1 procent, mens Odense har haft et fald på 0,3 procent.
Branchens gennemsnitlige jobvækst for hele landet er på 9,6 procent i perioden.
Figur: Udvikling i antal jobs i Industrien i landets største kommuner
Industriens udvikling i Nordjylland
Aalborg er central i forhold til industribranchen i Nordjylland. Aalborg har en mere positiv jobvækst end de øvrige nordjyske kommuner.
I de øvrige nordjyske kommuner faldt antal jobs i Industrien med 2,5 procent i perioden 2019-2024. I Region Nordjylland samlet set steg antal jobs med to procent.
Figur: Udvikling i antal jobs i Industrien i Nordjylland
Portræt af aalborgensiske medarbejdere i industrien
Kønsfordelingen for aalborgensere i industrivirksomheder er stabil over tid. Over de sidste 10 år har kvinder udgjort 22-23 procent af de beskæftigede aalborgensere i Industrien.
I 2023 udgør kvinderne 31 procent af de beskæftigede i branchen med en lang videregående uddannelse, mens kun 17 procent af de faglærte i branchen er kvinder. 24 procent af de ufaglærte aalborgensere i branchen er kvinder.
Figur: Mænd og kvinder i Industrien
Uddannelsesbaggrund
38 procent af aalborgenserne i industrivirksomheder i 2023 har en erhvervsfaglig uddannelse. Uddannelsessammensætningen er ændret fra 2013 til 2023. Andelen i branchen, som er ufaglærte eller erhvervsfagligt uddannede er faldende, mens andelen med mellemlang eller lang videregående uddannelse er stigende. Andelen med kort
videregående uddannelse er stabil.
Det faktiske antal af erhvervsfagligt uddannede er stigende fra 2013-2023, mens andelen af erhvervsfagligt uddannede i den samlede beskæftigelse i branchen er faldende.
Der har været en tilgang i antal beskæftigede inden for branchen. Samtidig har uddannelsessammensætningen ændret sig fra 2013-2023:
- Andelen med grundskole som højeste uddannelsesniveau er faldet fra 22 procent til 15 procent.
- Andelen med gymnasiale uddannelser er steget fra seks procent til syv procent fra 2013 til 2023.
- Andelen med erhvervsfaglig uddannelse er faldet fra 46 procent i 2013 til 38 procent i 2023.
- Andelen med korte videregående uddannelser er stabilt på otte procent
- Andelen med mellemlange videregående uddannelser er steget fra otte procent til 11 procent fra 2013 til 2023.
- Andelen med lange videregående uddannelser er fordoblet fra 10 procent til 20 procent.
Figur: Medarbejdere i Industrien - udviklingen i deres uddannelsesmæssige baggrund
Aldersfordeling
I perioden 2013-2023 er der ansat 2.967 flere aalborgensere i Industrien. Det svarer til en vækst på 29 procent. Alderssammensætningen for de beskæftigede aalborgensere i industribranchen er ændret. Der har været fald i antallet af under 20 årige, og i antallet af 40-49 årige. Alle øvrige aldersgrupper har haft vækst i faktiske tal.
Figur: Aldersfordeling af medarbejdere i Industrien, uanset uddannelsesmæssig baggrund
Der er samlet sket en vækst i antallet af erhvervsfagligt uddannede aalborgensere i Industrien på 352 personer fra 2013 til 2023. Der har været vækst i nogle aldersgrupper og tilbagegang i andre. Den største vækst er sket for 55-59 årige, mens den største tilbagegang er sket for de 45-49 årige. Alt andet lige vil der ske forskydninger i alderssammensætningen over tid. Der vil således inden for syv år ske en afgang fra branchen på ca. 400 faglærte, da de når pensionsalderen.
Siden 2013 er det samlede antal aalborgensere med en erhvervsfaglig uddannelse, uanset branche, steget med to procent.
Figur: Aldersfordeling for medarbejdere i Industrien med erhvervsfaglig uddannelse
Internationale medarbejdere i Industrien
18 procent af de 13.239 jobs i Industrien i Aalborg er besat af udenlandske statsborgere. 2.353 udenlandske statsborgere har arbejdet i Industrien i Aalborg i løbet af 2023.
Dette tal dækker over samtlige udenlandske statsborgere, der har haft lønindtægt fra en eller flere industrivirksomheder i Aalborg Kommune i løbet af 2023. Omregnet svarer det dog kun til 1.330 fuldtidsbeskæftigede.
Ud af samtlige 16.048 udenlandske statsborgere, der arbejder i Aalborg i løbet af 2023, er 14,7 procent beskæftiget i Industrien.
Figur: Udvikling i internationale medarbejdere i Industrien
Den største gruppe af udenlandske statsborgere i Industrien i Aalborg er fra Polen, i alt 573 polske statsborgere i løbet af 2023. Det svarer til 24 procent af samtlige udenlandske statsborgere i Industrien.
10 procent af de udenlandske statsborgere i Industrien er fra Rumænien, mens seks procent er fra Tyskland.
De tre største nationaliteter udgør således 40 procent af samtlige udenlandske statsborgere i Industrien i Aalborg.
Figur: Top-10 over udenlandske nationaliteter i Industrien
Virksomheder i Industrien
Der har i perioden 2013 til 2016 været et fald i antal virksomheder i Industribranchen, efterfulgt af en stigning i 2017 og 2018. Fra 2019 til 2023 har antallet af virksomheder været svingende, lavest i 2019 og 2021. I 2023 var der 536 industrivirksomheder i Aalborg. I forhold til 2019 er der således sket en stigning på to procent.
Målt over de seneste fem år (2019 til 2023) er der blevet 11 flere virksomheder i Aalborg inden for Industrien.
Figur: Udvikling i industrivirksomheder i Aalborg
Branchen, hvor der over fem år er sket størst stigning i antallet af virksomheder, er Erhvervsservice (188), mens Offentlig administration, undervisning og sundhed tegner sig for næststørst stigning i antal virksomheder (158). Branchen Offentlig administration, undervisning og sundhed indeholder virksomheder
inden for den offentlige såvel som den private sektor. I bund ligger Landbrug, skovbrug og fiskeri, hvor der over 5 år er blevet 25 færre virksomheder.
Figur: Udvikling i antal virksomheder fordelt på brancher
Industrien som branche dækker over underbrancherne:
- Føde-, drikke- og tobaksvareindustri
- Tekstil- og læderindustri
- Træ og papirindustri, olieraffinaderier m.v.
- Kemisk industri
- Medicinalindustri
- Plast–, glas– og betonindustri
- Metalindustri
- Elektronikindustri
- Fremstilling af elektrisk udstyr
- Maskinindustri
- Transportmiddelindustri
- Møbel og anden industri
- Råstofindvinding
- Energiforsyning
- Vandforsyning og renovation
Størrelse og alder
I 2023 er der 18.342 industrivirksomheder på landsplan. I Nordjylland er der 2.417 virksomheder i Industrien, heraf har Aalborg de 536 virksomheder. Sammensætningen af virksomhedsmassen viser, at Aalborg har lidt færre små og flere store virksomheder end på landsplan og i Nordjylland.
Ud af Aalborgs 536 industrivirksomheder har 153 virksomheder (29 procent) kun én ansat. Sammenlagt har 11,4 procent af industrivirksomhederne i Aalborg 50 eller flere ansatte.
Størrelsesfordelingen i Aalborg er i branchen relativt stabil set fra 2019-2023.
På landsplan har 32 procent af virksomhederne kun én ansat, mens 7,8 procent af virksomhederne i branchen har 50 eller flere ansatte.
Figur: Industrivirksomheder efter størrelse - Aalborg sammenlignet med Region Nordjylland og landsplan
Industrivirksomheder i Aalborg er i gennemsnit 13,7 år gamle. Den gennemsnitlige virksomhedsalder i den private sektor i Aalborg er til sammenligning 12,1 år. Den højeste gennemsnitlige virksomhedsalder findes inden for de primære erhverv (23,5 år), mens den laveste findes inden for Kultur og fritid (7,8 år)
Aldersfordelingen på virksomheder i Aalborg viser, at industrivirksomheder er lidt ældre end virksomheder i de øvrige brancher i den private sektor. 23 procent af industrivirksomhederne i Aalborg er 20 år eller derover. Der er dog også mange unge industrivirksomheder. 24 procent af industrivirksomhederne i Aalborg er under tre år.
Figur: Gennemsnitsalder for virksomheder afhængig af branche
Kontakt
BusinessAalborg
Boulevarden 13, 2. sal 9000 AalborgRing til os
99 31 15 70Skriv til os
Husk ikke at dele følsomme eller fortrolige oplysninger via mail.