Skip til hoved indholdet

Vilja fra 5. klasse holder tale til Børnenes Nytårstale

Mød Vilja. Til daglig går Vilja i 5. klasse på Bundgaardsskolen. Og så har hun holdt tale til Børnenes Nytårstale, som blev sendt på TV2 Play. Det er altså mega sejt! Vi har derfor spurgt Vilja lidt ind til, hvordan det var at være en del af Børnenes Nytårstale.

Hvordan var det at skrive talen?

Jeg synes, det var nemt, det kom ligesom bare flyvende. Vi fik ro til at skrive oppe på skolen i et mødelokale. Vi var omkring 9 kammerater, der sad og skrev hver vores tale, fortæller Vilja.

Hvad har du lagt vægt på i talen?

Jeg har haft meget fokus på skolen, fordi det er her, man er allermest. Det har været vigtigt for mig at sige, at alle er perfekte, som de er, fordi jeg selv har haft problemer med det. Også har jeg skrevet om klimaet, fordi det er noget, jeg kigger på hver dag, når jeg går til og fra skole og i skolegården, når jeg leger. Der er meget skrald, som ikke er godt for naturen. Det er vigtigt for fremtiden, at det kommer til at blive bedre.

Hvordan har det været at være med i TV?

Det har været en rigtig fed oplevelse. Det har været fedt at blive udvalgt, fordi jeg rigtig gerne vil dele mine meninger ud, og det var fedt at prøve at være på tv Ham, der kom og filmede fra TV2 Play, var virkelig sød og gav nogle gode idéer. Det har også været fedt at fortælle sin familie om det. Så det har bare været en rigtig god oplevelse.

Hvilke oplevelser har du haft med det?

Et af mine emner var så godt og vigtigt, at produktionen også lavede et indslag i Go’morgen Danmark om retten til at dyrke ens hobby. Her brugte de min tale.

Har du nogle gode råd til de voksne og andre?

At de voksne lytter mere, og de tager det seriøst, når børn taler, for det er vigtigt og nogle gange handler det om vores fremtid.

Hvad skal vi voksne gøre for at gøre det godt for børnene?

De voksne skal blive bedre til at hjælpe børnene med at overholde aldersgrænserne for sociale medier, for eksempel Youtube og andre sociale medier, fordi børn hurtigt kan føle sig udenfor eller blive afhængige af dem. Der kan også være ting i apps, som ikke er gode for børn at opleve.

Hvad laver du i din fritid Vilja?

I min fritid går jeg til sjipning. Jeg er i gang med mit fjerde år. Jeg går på et konkurrencehold, hvor jeg selv er med til at finde de sange, jeg skal sjippe til, og lave de programmer jeg skal bruge til konkurrencerne.

Vi sjipper enten alene, to eller tre sammen. I enkeltmandstov eller to store tove. Vi sjipper både speed, hvor vi skal lave så mange hurtige løft, som man kan på bestemt tid og freestyle. Der er mange søde venner.

Ellers kan jeg også godt lide at lege med mine venner fra skolen og bage. Jeg elsker at lave kyskager og pandekager og nyder at spise det bagefter, slutter Vilja.

Se Viljas tale, som udkom på TV2 Play sammen med andre taler den 1. januar 2025

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang