Skip til hoved indholdet

”Under Åben Himmel”: Kunst og kultur møder smukke naturperler

I nyt mobilt koncept samarbejder Aalborg Kommune med lokale byer om at skabe gratis kulturelle eftermiddage ved kommunens mange skønne og for nogle ukendte naturperler. Første event er i Hammer Bakker lørdag 31. august.

Fællessang ved Klitgaard Fiskerleje? Børnestomp i Hammer Bakker? Folkemusik i Dokkedal en lun sensommerlørdag? Eller hvad med et historisk tilbageblik ved Teglværkssøerne?

Aalborg Kommune rykker nu kulturen ud på smukke steder i kommunens landdistrikt med fire sensommerevents – ”Under Åben Himmel”. Aalborg Kommune kommer med noget af programmet, men målet er også at initiere og inspirere det lokale kulturmiljø:

”Vi glæder os til se de her gode kulturelle eftermiddage løbe af stablen. Vi ved, at der findes sunde og mangfoldige kulturelle miljøer i vores landdistrikt og her forsøger vi at give en platform for dem at stå på. Vi håber også at kunne styrke frivilligheden og give lokale arrangører og kulturforeninger muligheden for at hverve nye kunder og medlemmer. Og så ønsker vi også at sætte spot på og åbne folks øjne for de mange smukke kroge og naturperler, som findes i Aalborg Kommune. Vi håber, vi kan lokke ikke bare de lokale med, men folk fra hele kommunen til hygge og kultur”, siger Jes Lunde, rådmand i Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune

Fast program plus den lokale kultur

”Under Åben Himmel” har tre faste indslag med på plakaten

  • Fællessang med Anne-Marie Hassing (kendt fra blandt andet Neighbours & Friends, Sommersang i Mariehaven med mere)
  • Musikalsk børneunderholdning, blandt andet børnestomp med Linette Riber
  • Folk- og country-koncert med Kathrine Schmidt

Aalborg Kommunes mobile batteri-trailer leverer grøn strøm til alle arrangementerne, og er en af grundene til, at man kan komme ud i nye kroge af landdistriktet med kulturelle events.

”Vi synes selv, at vi kommer med et godt og varieret program, hvor der er noget for de fleste aldersgrupper. Og så håber vi, at de lokale kunstnere griber chancen og byder sig til med spændende ting til programmet. Vi har lavet konceptet for at det skal udvikle sig undervejs og finde nye former, styret af de lokale. Og vi tror det bliver hjulpet godt på vej af at vi bringer kulturen ud i nye rammer, hvor kultur- og naturoplevelsen kan gå op i en højere enhed”, siger Morten Koppelhus, kulturchef i Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune

I udgangspunktet er der ikke nogen begrænsninger i de lokale indslag. Det kan eksempelvis være lokale kor, musikere o.lign, der giver et nummer. Det kan også være en forfatter, der fortæller om en bog. Eller, det kan måske være en historiefortæller, en komiker eller tryllekunstner. Det kan også være små museer, gallerier, lokalhistoriske arkiver, der vil vise deres billeder, plancher og artefakter og fortælle om deres virke.

Datoerne og naturperlerne for sensommerens fire events i år er :

  • Sulsted Kirkeplads i Hammer Bakker lørdag 31. august klokken 13.00 – 16.00
  • Fiskerlejet i Klitgaard lørdag 7. september klokken 14.00 – 18.00
  • Kirkegårdspladsen i Dokkedal lørdag 14. september 13.00 – 16.00
  • Teglværkssøerne ved Gandrup søndag 15. september klokken 13.00 – 16.00

Læs mere om begivenhederne på: Aalborg Kommunes Landdistrikt 

Et af de første steder der får besøg af ”Under Åben Himmel” er Klitgaard Fiskerleje, og her glæder man sig til at være vært for en hyggelig eftermiddag:

“Som repræsentant for lokalområdet er jeg meget begejstret for, at Aalborg Kommunes Kulturafdeling indlemmer de helt små lokalområder i det efterhånden flotte kulturudbud, der er i landdistriktet.  Jeg håber, at arrangementet i Klitgård kan være medvirkende til at styrke fællesskabet lokalt, men også at det alsidige program vil tiltrække publikum fra et større område.  Programmet, der veksler mellem professionelle aktører og lokale aktiviteter, synes jeg giver mulighed for en unik oplevelse for alle uanset alder. Mit største ønske med arrangementet er, at der kommer rigtig mange gæster og at vi lokalt får lyst til, på eget initiativ, at lave lignende arrangementer i fremtiden”, siger Flemming Midtgaard repræsentant og frivillig til ”Under Åben Himmel” i Klitgaard.

Kontakt

Kultur

Danmarksgade 17 9000 Aalborg

Ring til os

99 31 41 53

Skriv til os

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang