Ukrainske venner på besøg for ungeinspiration
Aalborg har fået besøg af sin ukrainske venskabsby Mykolaiv. Til trods for krig i Ukraine er delegationen kommet til Aalborg for at blive inspireret af, hvordan Aalborg inddrager de unge i fremtidens beslutninger og for at høre om og opleve fritids- og foreningslivet i kommunen.
Aalborg Kommune har i dag fået besøg af en delegation fra Mykolaiv. Trods krig og mange unge, der flytter væk fra byen, så forsøger de stadig at skabe fællesskaber og fremtidshåb i den ukrainske by.
"Vi har åbnet et ungecenter, hvor der hver uge er besøg af cirka 200 unge mennesker, der kommer for at hygge sig men også for at få gratis psykologhjælp i en svær tid. Andre kommer for at spille lidt guitar eller holde en event, som vi hjælper dem med.Vi oplever ofte at strømmen går i byen, og så har vi en generator, så mange unge kommer også ned for at være i centeret, når det sker. Så det er blevet et vigtigt samlingssted," fortæller Yelyzavota Kyrychenko, der er chefkonsulent i ungeafdelingen hos Mykolaiv.
Aalborg Kommune blev i maj 2023 venskabsby- og kommune med Mykolaiv, der ligger i det sydlige Ukraine. Det er anden gang, at Aalborg får besøg af en delegation fra Mykolaiv.
Der er igangsat fem fælles projekter, der skal køre i 2024 og realiseres med støtte fra Udenrigsministeriet (Ukrainefonden) og Komponent. Formålet med projekterne er, at Aalborg Kommune bistår Mykolaiv Kommune med inspiration, viden, venskab og kompetencer, der kan hjælpe Mykolaiv Kommune med at genopbygge deres by og kapacitet, udvikle det lokale folkestyre og levere en bedre service til deres borgere. En slags kommune til kommune sparring.
En af udfordringer i Mykolaiv er, at mange virksomheder er lukket pga. bombardementer, og det betyder, at mange unge flytter væk.
"Vi har et ungdomsråd med 19 unge i Mykolaiv, og vi har fået oprettet et ungdomscenter, som de unge er glade for som samlingssted. Vi gør, hvad vi kan for at få dem til at blive, men det er en hård tid, vi gennemgår. Selvom der er krig, så er fællesskaber stadig meget vigtigt, og vi glæder os til at blive inspireret af Aalborg til, hvordan vi kan gøre de unges liv bedre og få til dem til at blive i Mykolaiv trods svære vilkår," fortæller leder af Mykolaivs Youth Policy Department, Arsen Hasparian.
Børn og unge er fremtiden
Aalborg Kommune er glade for at være en del af projektet og for at støtte Mykolaiv.
"Børn og unge er fremtiden, uanset om man bor i Ukraine eller Danmark. Trods krig så er fællesskab og fælles aktiviteter stadig noget, der glæder i alle aldre. I Aalborg gør vi meget for at involvere unge tidligt i beslutningsprocesser, så de får oplevelsen af, at det giver mening at engagere sig i demokratiet og være med til at forme fremtiden. Det sker blandt andet via vores ungebyråd, ungeklimaråd og som Børnevenlig Kommune. Det betyder, at deres stemmer bliver hørt, og de oplever reel involvering," fortæller borgmester Lasse Frimand Jensen.
De næste dage skal delegationen blandt andet besøge Game Street Mekka, Aalborg ungdomsskole Blok X, Vestre Fjordpark, fodboldklubben Freja og ud og gå med Midtbysjakket.
Baggrund
Aalborg Kommune får i dagene d. 20.-21. august 2024 besøg af en samlet delegation fra Mykolaiv med fagrepræsentanter fra deres "Youth policy department", og 6 repræsentanter fra det de kalder Active Youth, som altså repræsenterer ungdommen.
De fem nuværende samarbejdsprojekter er: Ungepolitik og demokratisk dannelse Energi effektivisering i Mykolaiv (ved Aalborg Forsyning), Kommunal erhvervsudvikling og investeringsfremme i Mykolaiv, Udvikling af bynære havne- og kystarealer og den kommunale rolle i byplanlægningen, Digitalisering af offentlige administrative services til borgere og digital inklusion
Kontakt
Økonomi og Erhverv
Boulevarden 13 9000 AalborgRing til os
99 31 16 66Skriv til os
Husk ikke at dele følsomme eller fortrolige oplysninger via mail.