”Tæt og tør”- hjemmeside hitter
Digital platform om ufrivillig vandladning eller afføring hos børn oplever stor succes. Hjemmesiden gør viden tilgængelig for både familier og eksperter om udfordringerne, som op imod 20 procent af startende folkeskoleelever døjer med.
Mellem 4 og 5 elever i hver børnehaveklasse har ikke helt styr på vandladningen eller at gå på toilettet, og faktisk er det tæt på 5 procent af eleverne, der stadig døjer med problemet i 6. klasse. Det resulterer i både praktiske og mentale udfordringer for både barn og voksne i de danske børnefamilier. Tidligere har det været svært at finde hjælp, vejledning og nyeste viden om emnet, men for snart to år siden blev hjemmesiden tætogtør.dk sendt i luften, som en del af en digital platform, der proaktivt skal hjælpe børnefamilier af med uheldene tidligere, med gode råd og samtidig samle nyeste viden fagfolk imellem. Den digitale platform har haft over 120.000 besøgende siden åbningen og der er registreret flere positive effekter:
”Vi er meget glade for at hjemmesiden er så velbesøgt. Det viser noget om behovet og det er dejligt, at vi er med til at hjælpe børnefamilierne med et redskab, hvor de kan søge tips, så vi forhåbentligt kan hjælpe børnene tidligere. Og så har vi fået etableret et rigtigt godt samarbejde mellem Børne- og Ungeafdeling på Aalborg Universitetshospital og sundhedsplejerskerne fra både Aalborg og Jammerbugt og ikke mindst skabt et forum for videndeling”, siger Jes Lunde, rådmand i Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune
Tydelige positive effekter
Projektet ”tæt og tør” er udviklet i et samarbejde mellem Børne- og Ungeafdelingen på Aalborg Universitetshospital, sundhedsplejersker fra Aalborg og Jammerbugt kommune, samt praksiskonsulenter fra Nord-Kap kvalitetsenheden læger i almen praksis i Nordjylland. Formålet er at reducere antallet af børn og unge med behov for et hospitalsforløb og i det hele taget støtte forældrene i at hjælpe børnene så hurtigt som muligt med at blive renlige. Og tilbagemeldingerne er gode:
”Første år efter vi har startet Tæt og Tør-projektet har der
været 18% færre henviste
børn med inkontinens til Børne- og Ungeafdelingen. Desuden er der nu et
hurtigere og bedre patient-flow, idet de fleste henviste børn medbringer
væske-vandladningsskemaer
og allerede har afprøvet relevante tiltag. Det er vi meget glade for”, siger
Søren Hagstrøm, professor fra børneafdelingen på Aalborg Universitetshospital.
Og sundhedsplejerskerne kan også tydeligt mærke forskel:
”Vores sundhedsplejersker får langt flere henvendelser fra både forældre, dagtilbud og skoler vedrørende børn med inkontinens. Der er også større efterspørgsel på mere undervisning og information fra sundhedsplejen. Så ”Tæt og tør” har haft stor effekt. Vi oplever også selv en langt større professionel sikkerhed om emnet ligesom vi kan hjælpe børnene tidligere og mere effektivt med nyeste viden, fortæller Helga Bohm, faglig konsulent i sundhedsplejen i Aalborg Kommune
Håber på at nedbringe renlighedsalderen – til tidligere niveau
”Tæt og tør”-projektet står overfor at skulle finde en fremtidigt driftsorganisering i 2025. Men de helt konkrete mål for sundhedsplejerskerne har de allerede fokus på.
Erfaringer fra dagtilbud viser, at der igennem de sidste mange årtier er set en tendens til at børn bliver ældre og ældre, inden de lærer at gå uden ble og i stedet bruge potte eller toilet. Præcise danske data mangler, men svenske tal fra 1971 viser, at børn dengang var renlige, når de var i gennemsnit ca. 2,2 år. I 2005 var dette steget til 3,5 år De skandinaviske lande plejer at ligne hinanden i den type data. Den alder vil sundhedsplejerskerne i Aalborg gerne have ned igen:
”Børn udvikles og modnes gennem hele opvæksten. Når det handler om at begynde at øve renlighedsprocessen, er 20 måneders alderen generelt et godt tidspunkt at gå i gang. Det skal naturligvis ske på en tryg og rar måde ligesom alt andet børnene skal lære. I projekt Tæt og Tør har vi en tiltro til, at når børnene kommer tidligt i gang vil børnene og forældrene ofte kunne spares for større udfordringer senere. Vi har i øjeblikket stort fokus på at få udbredt opdateret viden om børns renlighedsproces og inkontinens. Ikke kun via hjemmesiden. I Sundhedsplejen tilbyder vi Tæt og Tør-undervisning i alle daginstitutioner og på alle skoler de næste to år”, fortæller Helga Bohm
På hjemmesiden tætogtør.dk findes viden og gode råd til forældre om at komme rettidigt og godt i gang med at øve barnet i at bruge potte eller toilet. Derudover er forældrene altid velkomne til at kontakte sundhedsplejen, hvis der er brug for mere specifik og individuel vejledning.
Om Tæt og tør
Tæt og tør er skabt i et samarbejde mellem forældre til børn med inkontinensudfordringer, Børne- og Ungeafdelingen på Aalborg Universitetshospital, Jammerbugt og Aalborg Kommuners sundhedspleje, dagtilbud og skoleområde, praktiserende lægers kvalitetsorganisation NordKAP samt Kommunikation og Kvalitetsudvikling og Arbejdsmiljø i Region Nordjylland.
Hjemmesiden er én ud af flere aktiviteter under projektet ’Hjælp til børn og unge med inkontinens – en digital transformation i det tværsektorielle felt’, som Region Nordjyllands Innovationspulje har givet penge til at støtte.
Undersøgelser viser, at cirka 20 % af børn i 0. klasse i Nordjylland (Aalborg Kommune og Jammerbugt Kommune) lider af inkontinens. 4,5 % er stadig inkontinente, når de starter i 6./7. klasse.