Skip til hoved indholdet
    Hjem Nyheder Spørgsmål og svar vedrørende branden ved Løvvangskolen og de berørte områder (opdateres løbende efter behov)

Spørgsmål og svar vedrørende branden ved Løvvangskolen og de berørte områder (opdateres løbende efter behov)

Her giver vi svar på spørgsmål vedrørende branden ved Løvvangskolen. Vi opdaterer løbende, hvis vi får flere spørgsmål og svar herpå.

Det markerede område på kortet er særligt påvirket af branden, og her kan der forekomme asbest. Området er afspærret og borgere bedes holde sig fra området. Skadesservice står for oprydning.

Det markerede område på kortet er særligt påvirket af branden, og her kan der forekomme asbest. Området er afspærret og borgere bedes holde sig fra området. Skadesservice står for oprydning.


Hvilke områder er påvirket af branden?

På det vedlagte kort er området, der er særligt påvirket af branden, markeret. Her er der risiko for at finde materiale indeholdende asbest. Området er afspærret og borgere bedes holde sig fra området. Skadesservice er rekvireret til at rydde op på området. Imens oprydningsarbejdet står på, vil området være afspærret, og der vil løbende blive patruljeret.

I området øst for Løvvangskolen kan der være askenedfald og brændt materiale fra røgfanen. Området strækker sig fra skolen, henover Centralkirkegården og videre forbi Nørresundby Gymnasium. Ved vores besigtigelser har vi kunne konstatere, at koncentrationen af nedfald bliver mindre, jo længere fra skolen, man kommer. Dog har vi fundet særligt stor koncentration i området lige efter Centralkirkegården. Formentligt fordi røgfanen har taget et dyk her, der har forårsaget mere nedfald.

Vi har taget flere prøver at nedfaldet i området øst for Løvvangskolen. Her har vi ikke kunne konstatere asbest.

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg har fundet nedfald i min have/på min grund?

Har du fundet stykker af brændt materiale eller aske på din grund, skal det samles i en pose til restaffald og smides i containeren til restaffald. Derefter vaskes redskaber og overflader med sæbevand.

Hvis der er tale om store mængder nedfald, der kræver professionel oprydning, anbefaler vi, at du tager snakken med dit forsikringsselskab.

Kan jeg spise mine frugter og grøntsager fra haven?

Har du oplevet nedfald af aske eller andet brændt materiale i din have, er anbefalingen fra Fødevarestyrelsen, at du skyller dine frugter og grøntsager grundigt, inden de spises. Er grøntsagerne/frugterne svære at skylle ordentligt, så lad være med at spise dem, hvis du vil være på den sikre side.

Kan mine børn lege i haven?

Ja, det kan de godt. Vi anbefaler dog, at du vasker legetøj, redskaber og overflader med sæbevand, hvis du har oplevet nedfald på din grund. Det er samme anvisninger, vi har givet til kommunens institutioner i de berørte områder.

Hvordan foregår oprydningen af det særligt påvirkede område ved Løvvangskolens grund?

Oprydningen går så småt i gang flere steder omkring og indenfor det afspærrede område ved Løvvangskolen. Oprydningen starter udefra og ind. I første omgang starter man med at opsamle og fjerne de små fragmenter af asbestholdigt materiale, der måtte være, samt større brændte materialer i arealet omkring skolen. Under hele oprydningsarbejdet følges anvisninger og vejledning fra miljømyndighederne, Arbejdstilsynet, Nordjyllands Politi og Nordjyllands Beredskab nøje, så alt går forsvarligt til.

Hvordan har I sikret jer, at der ikke er asbestforurening udenfor det afspærrede område?

Normalt ved brand foretager vi en visuel besigtigelse for at sikre os, at der ikke er sket en spredning af materiale, der kan indeholde asbest. Dette har vi naturligvis også gjort ved denne brand. Det betyder, at vi har været ude i områderne, der er påvirket efter branden, for at se hvilket materiale, der er blevet spredt for eksempelvis røgfanen. Her har vi ikke set noget bekymrende i forhold til asbestforurening udenfor det afspærrede område ved Løvvangskolen.

Som noget ekstraordinært har vi i tilfældet med denne brand taget prøver af nedfalden aske og brændt materiale i området øst for Løvvangskolen. Her har ingen af vores prøver vist tegn på asbest.

Hvorfor det store fokus på asbest?

Asbest er rigtig farligt for os alle i forhold til at få det i luftvejene. Det skal håndteres korrekt, så man skal i den forbindelse vide, hvad man laver. Derfor har det været vigtigt for os at finde ud af, om der var risiko for, at det var spredt til borgernes haver. Det har heldigvis ikke vist sig at være tilfældet. Havde der været tale om spredning af asbest, ville der være særlige anvisninger til, hvordan borgerne skulle forholde sig til nedfaldet.

Hvad med PCB?

I forhold til PCB har vi også taget prøver for dette af askenedfald. Vi har kun fundet det påvist i en enkelt prøve, hvor koncentrationen var så lille, at det brændte materiale, der indeholdt PCB, kan afleveres til restaffald på lige fod med andet restaffald. Derfor er det vores vurdering, at der ikke er grund til bekymring.


Kontakt

Klima og Miljø

Stigsborg Brygge 5 9400 Nørresundby

Ring til os

99 31 20 50

Skriv til os

Telefontider

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang