Smag dig til en karriere i restaurationsbranchen
The Host - festival er en event for alle, der elsker gode fødevarer og brænder for at give andre kulinariske oplevelser.
Går du og drømmer om at gøre din interesse for god mad og godt værtskab til en karrierevej? Så kan du nu deltage i en job- og karrierefestival for restaurationsbranchen tirsdag den 25. februar klokken 10.00-12.00 på Aalborg Streetfood.
Her kan du blandt andet møde dygtige kokke fra en række af byens førende restauranter og høre mere om, hvad det kræver at arbejde i et ambitiøst køkken. Du kan også spørge Mikele Volpi fra SanGiovanni, hvordan du laver den perfekte pizzadej.
Arrangementet er åbent for alle, der er nysgerrige på en job- eller karrierevej inden for restaurationsbranchen.
"Vi er en branche, som forener store oplevelser med godt håndværk. Det vil vi gerne vise på en anderledes måde, derfor har vi netop lavet det som en festival, hvor du kan få lov til at dufte, smage og røre ved forskellige madvarer - og lege kok for en dag," fortæller Birgitte Wad fra brancheorganisationen Danmarks Restauranter og Caféer (DRC).
Aalborg Streetfood danner den perfekte ramme om festivalen, hvor en DJ vil sætte stemningen. Der vil være en quiz med præmier på højkant og de besøgende vil også få en gratis goodiebag med en masse lækre sager, de kan tage med hjem.
For alle uanset alder
Festivalen er åben for alle uanset alder. Arrangørerne håber, at både helt unge, der skal ud at have deres første job eller uddannelse, vil kigge forbi - samt voksne, der overvejer et karriereskifte.
"Vi kan jo se, at mange danskere følger med i forskellige programmer som for eksempel MasterChef og Den store bagedyst. Vi vil gerne vise, at uanset alder er der mange muligheder for at gøre det at skabe og servere kvalitetsfødevarer til en karrierevej," siger Birgitte Wad.
Uden for det officielle program holdes der om morgenen et arrangement for 8. klasses elever fra Aalborg Kommunes folkeskoler.
Mød restauranter og uddannelsesinstitutioner
På festivalen vil besøgende kunne møde følgende restauranter og caféer: SanGiovanni, Restaurant Meat, Penny Lane, Mad Med Mest/Jespers Storkøkken, Restaurant Pingvin, SlagterCarlsen/Vestre Bådelaug, KaffeFair, VM Madhus og Det Tredje Sted.
Derudover vil Aalborg TECHCOLLEGE give indblik i mulighederne for uddannelse.
Bag arrangementet står Danmarks Restauranter og Caféer (DRC), Jobcenter Aalborg, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Børn og Unge - Aalborg Kommune, AB Catering og PFA.
Arrangementet er gratis og kræver ingen tilmelding.