Skip til hoved indholdet
    Hjem Nyheder Skoleelever udfordrer forfatterne på Aalborgs biblioteker

Skoleelever udfordrer forfatterne på Aalborgs biblioteker

De etablerede navne på bogryggene på bibliotekerne i Aalborg får nu selskab af nye talenter, når lokale skoleelever træder ind i forfatterrollen og får deres egne bøger på hylderne på kommunens biblioteker.

I løbet af foråret har 450 elever i hele kommunen deltaget i Forfatterspirer, som er et læse- og skriveprojekt for 0., 1. og 2. klasse, som handler om at kaste sig ud i at skrive og fortælle. Stavningen er ikke så vigtig, for eleverne bliver hjulpet på vej af en app, som kan oversætte børnestavning til mere gængs retstavning. Og så er det jo kun modet og fantasien, der sætter grænser for, hvad en bog kan handle om.

Ahmed har eksempelvis været på månen, mens Naja har lavet en faktabog om mennesker. Og det er bare 2 ud af mere end 500 bøger, som børnene har skrevet.

OG for det ikke skal være løgn, så bliver bøgerne printet og får en rigtig ægte stregkode bagpå, og så kan man låne dem på flere af kommunens biblioteker og skolebiblioteker (PLC).

I går blev en del af bøgerne præsenteret på bogmesse på hovedbiblioteket, hvor bibliotekschef Kristine Nygaard holdt åbningstale, flere elever læste op, og så var der naturligvis lidt snacks til de dygtige forfattere.

Projektet har været en del af undervisningen i indskolingen og børnene har gjort brug af læringsværktøjet "Skriv og Læs”, som er et digitalt program designet til at inspirere børn til at skrive deres egne historier. 

”Det fede i det her projekt er, at børnene ikke behøver at have styr på alle aspekter af skrivning og stavning for at være med. Det handler mest om at få ideerne og kaste sig ud i fortællingen, og så hjælper værktøjet med resten,” siger projektleder Rikke Lübæch Christensen fra Børn og Unge i Aalborg Kommune.

Mere mod på skrivning og læsning

Målet med projektet er at vække børnenes interesse for både skrivning og læsning. Ved at lade dem skrive deres egne bøger får de en følelse af selvstændighed og kreativitet, allerede før de har helt styr på alfabetet. Dermed håber man med projektet at give børnene endnu mere lyst til læsning og skrivning og vise dem, at man kan komme langt og lære meget ved at prøve sig frem.

Man lærer simpelthen så godt ved at prøve sig frem, og så bliver eleverne stolte af deres bøger, når de ser dem færdige. Tænk, at man som 6-9-årig kan skrive sin helt egen bog og ovenikøbet få den til udlån på et ægte bibliotek. Det er altså noget, der giver motivation.

Lærer Stine Kjær fra Seminarieskolen i Aalborg.

Så kom bare an, Strid, Gitte Løkkegaard, og alle andre børnebogsforfattere!

Om Skriv og Læs

Der bliver også afholdt bogmesser på lokale skolebiblioteker på hovedbiblioteket, Svenstrup Bibliotek, Vejgaard Bibliotek og Trekanten.

Børnenes bøger er blevet skrevet og illustreret af dem selv ved hjælp af 'Skriv og læs'-programmet, som er udviklet af Janus Madsen, tidligere lærer i Odense. Programmet giver eleverne mulighed for at skrive på deres eget sproglige niveau, hvorefter læreren kan "oversætte" det til konventionel skrivning. På den måde bliver det ikke kun lettere for læserne at forstå teksten, men det giver også eleverne mulighed for at lære og udvikle deres skrivefærdigheder.

I flere af bøgerne står både den oprindelige tekst med børnestavning og den "oversatte" tekst nedenunder.

Kontakt

Børn og Unge

Godthåbsgade 8 9400 Nørresundby

Ring til os

99 31 40 00

Åbningstider

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang