Sex i øjenhøjde: Unge snakker med yngre unge om seksuel sundhed
MMindre akavet og man risikerer ikke at møde ”sexlæreren” på gangen bagefter. I over to år har Aalborg Kommune tilbudt en anden slags seksualundervisning til folkeskoleeleverne. Samspillet mellem sundhedsplejersken og de unge ”Sexualister” bliver taget godt imod af eleverne på Sofiendalskolen i Aalborg.
”Kan man nå at gøre noget, hvis kondomet springer?” Sundhedsplejersken Christina Johansen stiller et åbent spørgsmål ud i 8. klassen på Sofiendalskolen. 10 sekunders stilhed – mindst. Hvem vinder krigen? Christinas tålmodighed eller klassens generthed? Christina Johansen er superrutineret – hun venter – og en pige midt i en klynge på fire piger mumler lavmælt ”fortrydelsespiller”
”Det er nemlig rigtigt. Nødprævention og herunder fortrydelsespiller er en mulighed” siger Christina Johansen til klassen.
Vi er på besøg hos en 8. klasse på Sofiendalskolen, hvor de i dag har de første fire timer fyldt ud med Aalborg Kommunes seksualundervisningsmodel: morgentimerne er med sundhedsplejersken Christina, der har sin faste gang på skolen og som eleverne møder til hverdag. Og så er formiddagstimerne fra 10-12 sammen med Sexualisterne.
”Seksualundervisning er meget vigtigt. Jeg synes, det er vigtigt, at børnene allerede i de små klasser lærer deres krop at kende og lærer at reagere, hvis noget føles forkert. Jeg synes den her nye tilgang er rigtigt god. Jeg kommer med den fysiologiske del og fortæller om den uønskede graviditet og kønssygdomme eksempelvis. Lektionerne flyver af sted og jeg når ikke at komme ind på den mere følelsesladede del, så der er det godt af få Sexualisterne på banen. De har ikke så meget lyst til at spørge mig: Øh Christina, gør det ondt første gang? Det kan de lettere få sig selv til at spørge nogle der er yngre”, siger Christina Johansen, sundhedsplejerske på Sofiendalskolen.
Christina slæber en sæk fyldt med kondomer ind i klassen. Der fnises lidt rundt i krogene, men generelt vil de unge 14-15 årige elever gerne deltage i undervisningen. Christina når også at fortælle de unge om reglerne omkring aborter inden hun sender eleverne til frikvarter. I frikvarteret giver hun en overlevering om klassen til sexualisterne. Der er nemlig meget stor forskel på de enkelte klasser.
Ung-til-ung er troværdigt og åbner op for flere emner
Vi skifter gear… og jargon. Underviserne er nu Sexualisterne, Alberte og Agnes og sproget bliver lige lidt mere bramfrit og løssluppen og lidt mere direkte end i de to forrige timer. Alberte og Agnes beder klassen om at rejse sig op og stille sig i midten af klasseværelset. De skal lege ”enig eller uenig”.
”Det er fucking akavet at snakke om sex med sine forældre”
Endnu et hvem-blinker-først-game udspiller sig. Drengene kigger på hinanden, nogle fniser. Enkelte placerer sig hurtigt i enig-rækken. Pigerne flytter sig i små grupper eller par. Det er tydeligt, at de fleste ikke har lyst til at vælge først eller alene. Agnes og Alberte spørger nogen om, hvorfor de har valgt som de gør. Eleverne svarer. Tilliden mellem de nye unge Sexualister og eleverne er hurtigt etableret.
”Det gør rigtigt meget, at de ved, at det ikke er særligt mange år siden, vi sad hvor de gør. Vi kan tale samme sprog”, siger Alberte og bliver straks suppleret af sexualistmakkeren:
” Der er intet der bliver akavet, måske også fordi de ved at de ikke møder os på lærerværelset bagefter eller på gangene på skolen. Vi kan få snakket om det og så er det mere lukket ned bagefter og ufarligt fordi vi er fremmede”, siger Agnes.
Det er okay ikke at vide noget, men vi åbner for snakken
Alberte og Agnes viser en video på skærmen i klassen der handler om samtykke, hvor den sidestiller forspillet til sex med spørgsmålet: Do you want a cup of tea? Hvis de siger nej, så acceptér det. Eleverne griner og det er let for Alberte og Agnes at snakke om samtykke-emnet bagefter. På samme måde får de nogen gange åbnet op for snakken om kønnene:
”Det er vigtigt nu, især fordi vi har SoMe. Vi er blevet mere opmærksomme på overgreb og samtykke, og det er mega vigtigt, at det ikke bliver ved med at være et problem. Vi skal lære unge mennesker, at hey, det er sådan her det er. Det behøver ikke være en skræmmehistorie, men vi bliver nødt til at være opmærksomme på, at der er noget der hedder samtykke. Jeg tror det er vigtigt, at der kommer nogen og sætter ord på det fortæller Alberte.
”De klasser, vi kommer ud til, er vidt forskellige steder i forhold til, hvad der fylder hos dem. Vi får tit en god overlevering af sundhedsplejerskerne. Nogle gange fylder graviditet meget, andre gange er det noget andet. Snakken om kønnene kommer vi også ind på nogle gange. Før i tiden, var læringen om andre seksualiteter noget, der måske fyldte 30 sekunder, hvis det overhovedet var der. Vi forsøger at åbne op for det, og gøre det mere normalt at snakke om det. Det skal stadig være okay ikke at vide noget om det, men vi åbner for snakken, fortæller Agnes.
Og også pornobranchens indflydelse bliver bragt op som emne i klassen. Blandt andet via ”sexbarometeret” hvor eleverne skal rangere forskellige sextyper. Der bliver fneset i krogene. Pigerne hvisker til hinanden og smiler, mens et par drenge grinende gemmer ansigterne i deres hoodies. Det er stadig akavet, men de deltager og er med på seksualisternes undervisning.
Formiddagen med seksualundervisning er ovre for 8. klassen, vi besøger. Flere piger snakker videre med Alberte og Agnes efter timerne og en dreng drister sig til at evaluere overfor reporteren:
”Det er vildt godt med den her ung-til-ung undervisning. Det gør det lettere at stille spørgsmål, når man ved at man ikke skal ned til sundhedsplejersken senere”.
Alberte og Agnes evaluerer efterfølgende med Signe Grøn, der er koordinator for Sexualisterne i Ung Aalborg:
”De unge mennesker har behov for at vide, hvad det vil sige at putte et kondom på…”. Sundhedsplejerskerne er yderst vigtige, men der er også brug for, at der er nogle unge der siger: “Vi synes også det her er svært…” Og de har brug for at vide, at man ikke forventer, at være færdigudviklet ift. til sin seksualitet, når man er i den alder. Sexualisterne kan tage de emner op, der er relaterbare for alderen – her er det vigtigt, at man er på bølgelængde, for at den samtale kan rykke noget. Vores erfaringer er overvejende positive for den her model og skolerne efterspørger ofte om de også kan få Sexualisterne ud i 9. klasse. Og så er er det essentielt, at de her timer ligger i forlængelse af hinanden – det giver simpelthen bedre snakke, slutter Signe Grøn.
Fakta:
Aalborg Kommune ændrede for to år siden deres tilbud til seksualundervisningen i folkeskolerne. Fra udelukkende at være noget skolens sundhedsplejerske stod for supplerer man det nu med besøg i 8. klasserne af Sexualisterne, som er UngAalborgs ung-til-ung tilbud. Her er der er fokus på ”de bløde emner” og rig mulighed for at stille spørgsmål til unge i øjenhøjde.
Indhold i Sundhedsplejens undervisning:
Rammer og spilleregler ifm. undervisningen
Kroppen
Prævention/Forebyggelse af uønsket graviditet
Kønssygdomme
Den første gang
Indhold Sexualisternes undervisning:
Grænser/samtykke
Følelser, flirt og afvisninger
Sex kan være mange ting
Normer / Kønsroller
Anonyme spørgsmål (Eleverne skriver spørgsmål på en seddel til Sexualisterne, og de svarer på dem i plenum)
Kontakt
Sundhed og Kultur
Danmarksgade 17 9000 AalborgRing til os
99 31 19 55Skriv til os
Husk at skrive sikkert, hvis du deler følsomme eller fortrolige oplysninger.