Samling af Aalborg Kommunes rusmiddelbehandlingstilbud i ét fælles hus, centralt i byen
Rusmiddelafsnittets aktiviteter er nu samlet i nyrenoverede lokaler i Rantzausgade.
Den centrale placering af de nye lokaler er ikke tilfældig. Placeringen i midtbyen gør det lettere for alle at møde op, især med offentlig transport. Det fjerner en væsentlig barriere for at søge behandling, og det er en stor gevinst for arbejdet med rusmiddelbehandling.
Tidligere var Rusmiddelafsnittets forskellige behandlingstilbud spredt ud over flere adresser i Aalborg, hvilket ikke altid gjorde det nemt at navigere i.
Nu er både visitation og ambulante behandlinger samlet under samme tag.
Bedre overgange mellem de forskellige behandlingstilbud
Alle trin i behandlingsforløbet, lige fra den første kontakt i visitationen til ambulant behandling, substitutionsbehandling, efterbehandling og vores aktivitets- og samværstilbud på Café VæXt, er nu samlet i Rantzausgade 8 i Aalborg.
De nye lokaler er ikke bare lokaler. Det er et moderne, effektivt og indbydende sted, som er designet med fokus på at skabe det bedst mulige miljø for behandling.
Hvert år søger omkring 1.500 borgere behandling, og 900 er løbende i behandling hos Rusmiddelafsnittet.
Behandlingstilbud i Aalborg Kommunes Rusmiddelafsnit
Rusmiddelafsnittet tilbyder behandling til borgere fra 12 år og op efter med problemer med eller overforbrug af alkohol, stoffer og-/eller anabolske steroider.
Tilbuddene er:
- Visitation (Rådgivning og visitation)
- Anonym rådgivning og anonym ambulant behandling
- Døgnbehandling
- Efterbehandling efter døgnophold
- Særlig indsats til unge mellem 12-17 år
- Ambulant behandling
- Substitutionsbehandling
- Børn-, unge-, forældre- og pårørendegrupper
- VæXt – en café for tidligere misbrugere