Skip til hoved indholdet

Nyt tilbud: Døgnåbne mobile biblioteksvogne fra biblioteket

I februar 2025 afløses Aalborg Bibliotekernes bogbusser af tre selvbetjente vogne, som kommer til at stå i ca. to døgn ad gangen på udvalgte holdepladser.

Det er et nyt, døgnåbent tilbud, som fremover skal stille bøger og andet biblioteksmateriale til rådighed i kommunens landdistrikter.

Vognene kommer til at holde tre steder hver – ni steder i alt:

  • Nordenfjords i Vadum, Sulsted og Vester Hassing
  • Syd-øst for fjorden i Mou, Klarup og Gistrup
  • Syd-vest for fjorden er der holdepladser i Visse, Frejlev og Sønderholm

Hvad kan man i biblioteksvognene?

Biblioteksvognene er indrettet i såkaldte mandskabsvogne, som du måske kender fra byggepladser. Der er reoler, et par siddepladser, udlåns- og afleveringsautomater, automatisk lys inde og ude, varme og ikke mindst vinduer, så der kan komme dagslys ind.

Du har mulighed for at hente reserveret biblioteksmateriale, finde nogle af de nyeste udgivelser, låne udvalgte børnebøger og gå på opdagelse i relevante temaudstillinger.

Aalborg Bibliotekerne forventer, at vognenes åbningstid bliver en fordel for dem, der skal have passet lån og aflevering af biblioteksmateriale ind i en tætpakket kalender.

”Hvor bogbusserne hidtil har haft stop af relativt kort varighed hvert sted, kommer de nye biblioteksvogne til at være til stede og døgnåbne i to døgn på hver holdeplads. I en travl hverdag forventer vi, at det kan give flere mennesker mulighed for at benytte tilbuddet i et tidsrum, der passer ind i deres liv,” fortæller bibliotekschef Kristine Nygaard.

Hun understreger desuden, at Aalborg Bibliotekerne ønsker, at borgerne oplever biblioteket som andet og mere end fysiske rammer og materialer.

”Det er vigtigt for os, at vi bliver ved med at være en aktiv del af stærke og bæredygtige lokalsamfund, og det skal de nye biblioteksvogne understøtte. Hvordan vi ellers kan bringe bibliotekstilbuddet ud i alle hjørner af kommunen, skal vi finde ud af sammen med borgerne,” forklarer bibliotekschefen.

Alle opfordres således til at komme med deres gode forslag til, hvordan bibliotek og lokalsamfund kan samarbejde nu og i fremtiden.

Personale til stede under opstarten

Bibliotekets personale er til stede på biblioteksvognenes holdepladser i startfasen for at hjælpe brugerne godt i gang, og derefter er det meningen, at man skal betjene sig selv.

Derudover har man også stadig mulighed for at besøge sit nærmeste bibliotek og bruge det digitale bibliotek med eReolen, Filmstriben og meget mere som supplement til vognene. Man kan også fortsat få hjælp og vejledning telefonisk og pr mail.

For borgere der ikke selv kan komme i biblioteksvognen eller på et af kommunens biblioteker på grund af alder, langvarig sygdom eller et handicap, findes der også ordningen ”Biblioteket kommer”, som man kan søge om at komme med i.

”Biblioteksvognene er selvbetjente, og vi håber, man vil hjælpe hinanden i lokalsamfundene – hvis en nabo har brug for hjælp til at hente noget i vognen, eller en fra kortklubben skal have assistance til at installere Biblioteket-appen. Jeg bor selv i en lille by, og her oplever jeg, vi er gode til at hjælpe hinanden med stort og småt for eksempel via den lokale facebookgruppe. Jeg forventer, at det også vil gøre sig gældende på holdepladserne,” forklarer Martin Schmidt-Nielsen, der er projektleder på bogvognsprojektet.

Suppleres af bogbilen

Som supplement til de nye biblioteksvogne er det planen, at 11 byer får et ugentlig besøg af bogbilen, som også kommer med reserveret materiale og et lille udvalg af bøger til både voksne og børn.

Det drejer sig om Tylstrup, Vestbjerg, Dall Villaby, Ferslev, Nøvling, Kongerslev, Grindsted, Langholt, Gandrup, Ulsted og Hou.

Hvorfor sker ændringerne?

Det sker på baggrund af en politisk beslutning i forbindelse med budgetforliget for 2024-2027, hvor Aalborg Bibliotekernes bogbusser lukker og afløses af et selvbetjent tilbud – biblioteksvognene.

Du kan finde information om de nye biblioteksvogne på aalborgbibliotekerne.dk/biblioteksvogne

Hvad sker der og hvornår?

22/12-24 Bogbusserne går på juleferie og kører igen fra den 6. januar

31/1-25 Bogbusserne kører deres sidste tur

Uge 9, februar 2025: De nye biblioteksvogne og den nye bogbilsrute tages i brug

Kontakt

Kultur

Danmarksgade 17 9000 Aalborg

Ring til os

99 31 41 53

Skriv til os

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang