Nu kommer der kunst på Plusbussens stationer
Stationerne langs Plusbussens rute bliver nu udsmykket med kunstværker. Første værk bliver installeret ved Gigantium.
Torsdag den 22. august lander det første af foreløbig tre store kunstværker til Plusbussens stationer. Det er kunstneren Lea Gulditte Hestelunds værk ”Beboerne”, der indtager Gigantium Station. Beboerne er 7 væsener, der tager ophold i området mellem stationspladsen og selve Gigantium. Værkerne er 40 cm. høje og 120 cm. lange, skabt i gummi i forskellige farver. Gæster i alle aldre kan bruge dem til at sidde eller kravle på og tanken er, at de skal inspirere til pause og samtale og måske kalde et lille smil frem.
”Jeg har bestræbt mig på, at de skulpturelle væsener, som udgør installationen Beboerne, udstråler en åbenhed; at de kan synes både fremmede, tiltalende og legende på samme tid. Hver især performer de bevægelse. Det ligner, at de selv netop har sat sig eller er på vej et nyt sted hen. Derved inviterer Beboerne de besøgende til også at sætte sig ned - alene eller sammen med andre, på vej til eller fra en given aktivitet”, siger Lea Gulditte Hestelund, kunstneren bag værket ”Beboerne”
Kunstneren vil torsdag den 22. august være til stede på stationspladsen fra 10.30 – 17.30 og personligt sikre sig, at værkerne bliver sat op, som hun har tænkt sig. Hun står naturligvis til rådighed for pressen.
Aalborg Kommunes Kunstudvalg har fra starten arbejdet på tværs af forvaltningerne og tæt sammen med bygherrerne og sekretariatet for Plusbussen samt Statens Kunstfond. Tanken var – og er – at Plusbussen ikke bare er en bus, men et led i byudviklingen og en bestræbelse på at øge sammenhængskraften i Storaalborg. I denne bestræbelse hænger kunst og infrastruktur sammen, som man også ser det flere steder i verden, fx København og Bergen.
”Det er almindeligt anerkendt, at kunst giver inspiration og fremmer livsglæden. Som kommunalt kunstudvalg arbejder vi for at fremme kunsten i Kommunens offentlige rum, overalt hvor det giver mening. Der er selvfølgelig et langt større behov, end vi har resurser til at imødekomme, men med kunst på Plusbussens stationer, kan vi virkelig gøre en forskel for de mange”, siger Hans Henrik Henriksen, formand for Aalborg Kommunes kunstudvalg
Aalborg Kommunes Kunstudvalg har arbejdet med Kunst til Plusbussen siden 2019 og har med støtte fra Statens Kunstfond fået udarbejdet 5 skitseforslag til udvalgte stationer. Det er dog endnu ikke lykkedes at finde finansiering til alle de planlagte værker. Beboerne på Gigantium Station bliver realiseret med støtte fra Det Obelske Familiefond og Statens Kunstfond.
Medio september bliver kunstværk nr. 2 installeret på Vestbyen Station. Det er værket City Quilt, af kunstnerduoen Bank & Rau. Værket består af en 11 meter lang keramisk frise på muren under jernbanebroen. Til foråret installeres et gennemgående kunstnerisk element på alle stationerne på ruten, udarbejdet af kunstneren Tina Maria Nielsen.
Kontakt
Kultur
Danmarksgade 17 9000 AalborgRing til os
99 31 41 53Skriv til os
Husk at skrive sikkert, hvis du deler følsomme eller fortrolige oplysninger.