Kommunernes Internationale Miljøorganisation får ny base i Aalborg
Aalborg Kommune er valgt til at overtage driften af KIMOs internationale sekretariat fra 2025. Kommunernes Internationale Miljøorganisation er et netværk af europæiske kommuner, der kæmper for at forbedre vores hav- og kystmiljøer.
Det internationale sekretariat for KIMO (Kommunernes Internationale Miljøorganisation) skal fremover ligge i Aalborg. Det står klart efter dagens bestyrelsesmøde i KIMO, der markerede afslutningen på en længere ansøgningsproces, hvor medlemskommunerne har kunne melde sig på banen som ny base for sekretariatet.
Her faldt valget altså på Aalborg Kommune, der fra 1. januar 2025 skal varetage sekretariatsfunktionen for organisationen, der er et netværk mellem mere end 80 europæiske kommuner, som sammen kæmper for sundere have, renere strande og blomstrende kystsamfund.
”Vi glæder os til at overtage stafetten fra gode kollegaer på Shetlandsøerne, som har haft den siden 1990, og sammen med medlemmerne udvikle samarbejdet over de næste år, så vi kan styrke indsatsen for renere kyster og havmiljøer,” lyder det fra Daniel Borup, bestyrelsesmedlem i KIMO Danmark og byrådsmedlem i Aalborg Kommune, der fik overleveret opgaven på dagens bestyrelsesmøde i Harlingen, Holland.
I KIMO arbejder medlemskommunerne løbende på at finde, implementere og dele positive løsninger, der kan være med til at tackle de udfordringer, som havmiljøet står overfor.
”KIMO er et vigtigt forum, når det kommer til at bevare og forbedre vores hav- og kystmiljøer. I Aalborg Kommune er vi stolte af at være med i samarbejdet, og jeg er beæret over, at vi nu kan støtte endnu mere op om det gode arbejde, der finder sted i netværket. Det har aldrig været vigtigere, at vi tager opgaven omkring vores hav- og kystmiljøer seriøst og finder løsninger på de problemstillinger, vi står overfor i dag,” siger Anna Aaen, rådmand for Klima og Miljø i Aalborg Kommune og bestyrelsesmedlem i KIMO Danmark.
Om KIMO
Kommunernes Internationale Miljøorganisation er et netværk af europæiske kommuner, der arbejder sammen for sunde have, rene strande og blomstrende kystsamfund. Med over 80 medlemskommuner i ni lande repræsenterer KIMO mere end syv millioner borgere i Europa.
KIMO blev grundlagt i Danmark i 1990, men det internationale sekretariat har siden grundlæggelsen været placeret på Shetlandsøerne nord for Skotland.
Kontakt
Klima og Miljø
Stigsborg Brygge 5 9400 NørresundbyRing til os
99 31 20 50Skriv til os
Husk at skrive sikkert, hvis du deler følsomme eller fortrolige oplysninger.