Skip til hoved indholdet

Kære forældre, ved I nok om Puff bars, snus og vaping?

Aalborg Kommune og Kræftens Bekæmpelse inviterer til gratis informationsaften om de mange nikotinprodukter, der især florerer blandt ungdommen. Det foregår i Gigantium torsdag 7. november.

Puff bars, vapes og snus er alle produkter, der ligner og smager som slik, men som er fyldt med nikotin og mange andre skadelige ingredienser. For unge er produkterne desværre også mere tilgængelige end nogensinde før – ofte kun få klik væk på eksempelvis de sociale medier.

For at sætte spot på emnet inviterer Aalborg Kommune og Kræftens Bekæmpelse torsdag 7. november kl. 19.00 i Gigantium til en gratis informationsaften for alle interesserede, men særligt målrettet mod de unge teenageres forældre:

”Vi må erkende, at vi i de seneste år har set en stigning i de unges brug af alternative nikotinprodukter. Vi kan også se, at der kommer flere og flere produkter på markedet, som ikke ret mange kender skadevirkningerne af. Derfor håber vi, at mange forældre vil dukke op og få god information omkring det og ikke mindst værktøjer til at kunne tage emnet op derhjemme, Torben Krogh Kjeldgaard, Sundheds- og forebyggelseschef i Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune.

Forældre spiller vigtig rolle

Programmets hovednavn er Jakob Kragelund, DR-vært og journalist, som med baggrund i Kontant-programmerne ”Puff bars – Nikotin til børn” og ”Afhængig af snus” vil give et indblik i nikotinindustriens nye ”guldæg” og udbredelsen blandt unge. Derefter er der besøg af ”Snusdrengene” - Frederik Vestbjerg og Jeppe Olsen - to unge foredragsholdere - den ene tidligere afhængig af snus, som i øjenhøjde med de unge kan fortælle om en kultur, hvor snus fylder mere og mere, og som de unge i stigende grad helt ukritisk bruger. Derudover er der også oplæg fra Kræftens Bekæmpelse og sundhedsplejersker fra Aalborg Kommune, som vil forsøge at klæde forældrene på til at kunne tage snakken om emnet med de unge derhjemme.

”Vi er meget interesseret i at få mere viden ud og mere fokus på de her nye snusprodukter. Der er mange myter omkring, at de ikke er så farlige som cigaretter og disse misforståelser skal vi have manet i jorden. I Aalborg Kommune har vi rigtig god dialog med ungdomsuddannelserne i forhold til problematikken, men vi vil også meget gerne have forældrene med på banen – så vi kan få de rigtige budskaber ud omkring nikotinprodukterne. De ER skadelige og meget, meget afhængighedsskabende. Og vi ved også, at de unges hjerne ikke er færdigudviklet, og at nikotinpåvirkning øger risikoen for koncentrationsbesvær, angst og depression – både på den korte og lange bane, siger Matias Gjerløv Hartmann, projektleder i ”Fælles om ungelivet” i Aalborg Kommune.

Du kan tilmelde dig til Temaaftenen i Gigantium her

Udover informationsaftenen for forældre er der i disse uger også særligt fokus på at informere de unge. Sammen med sundhedsplejerskerne fra Aalborg Kommune holder ”Snusdrengene” oplæg på en række ungdomsuddannelser for at gøre de unge opmærksomme på konsekvenserne ved brug af nikotinprodukter og hvor, man kan få hjælp, hvis man ønsker at stoppe.

Kontakt

Sundhed og Kultur

Danmarksgade 17 9000 Aalborg

Ring til os

99 31 19 55

Skriv til os

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang