Ingelise og Kurt mødte hinanden i dansen og er nu kærester
Ingelise Jensen og Kurt Olsen mødte hinanden på Fyensgadecentrets aktivitetscenter og er nu kærester; Og de er vilde med dans
Det er fredag eftermiddag. I Fyensgadecentret spiller husorkestret Konfetti op til dans. Blandt deltagerne til det velbesøgte arrangement er Ingelise Jensen og Kurt Olsen
"Vi er begge miljøskadet af Fyensgadecentret. Vi elsker stedet, og kendte hinanden en lille smule fra tidligere, men det var her Ingelise og jeg for et års tid siden begyndte at gå hånd i hånd. Og det er jo ikke nogen dårlig ting at gøre. Jeg havde været enlig i mange år. Skal jeg være ærlig havde jeg ikke drømt om, at jeg skulle få en ung kæreste igen", siger 86-årige Kurt Olsen med et stort smil.
To år yngre Ingelise Jensen lægger ikke skjul på, at hun er vild med både dans og Kurt.
"Vi har det rigtig rart sammen, og nyder vores otium. For mig betyder dansen meget. Det er god hjernegymnastik og er med til at holde kroppen i form," siger hun.
Men det er ikke kun dansen, der binder duoen sammen.
"En gang om ugen går vi begge til yoga her på Fyensgade-Centret. I det hele taget har vi kun gode ting at sige om aktivitetscentret. Det knalddygtige personale sørger for, at vi har det rart, og det er også en god ting at møde ligesindede på vores egen alder", siger Kurt Olsen, der to-tre gange om ugen er bruger af aktivitetscentrets veludstyrede faciliteter: "Jeg er med i en mandeklub, som tager os med på ture. Herudover benytter jeg centrets kreative rum, når jeg maler."
Mens Kurt Olsen primært kommer i Fyensgadecentrets aktivitetscenter, går Ingelise Jensen også til dans på Aktivitetscenter Smedegården og i Omnihuset.
"Aktivitetscentre er et fantastisk tilbud til seniorerne. Det er gratis at deltage på et hold. Jeg håber virkelig, at endnu flere får øjnene op for de arrangementer, som bliver tilbudt", slutter Ingelise Jensen
Der er åbent hus på aktivitetscentrene den 5. oktober klokken 10 - 14.
For mig betyder dansen meget. Det er god hjernegymnastik og er med til at holde kroppen i form
Ingelise JensenOm aktivitetsdagen
Lørdag 5. oktober 2024 klokken 10-14 slår vi dørene op på Aalborg Kommunes aktivitetscentre og byder dig velkommen til en dag med samvær, fællesskab og inspiration.
Aktivitetscentrene er et gratis tilbud til pensionister i Aalborg Kommune, hvor du kan møde nye mennesker, skabe nye relationer og have et aktivt seniorliv.
Du er velkommen til at tage familie og venner med og sammen opleve en dag fyldt med muligheder.