Historisk milepæl: Byggeriet af Kunsthal Spritten og Cloud City i Aalborg går nu i gang
Nu bliver byggeriet af Danmarks nye kunsthal, Kunsthal Spritten i Aalborg, sat i gang. Her omdannes den historiske spritfabrik til en toneangivende kunsthal for samtidskunst. Projektet omfatter også det storslåede kunstværk Cloud City Aalborg, af den verdensberømte kunstner Tomás Saraceno. Ifølge Aalborgs borgmester er projektet en væsentlige motor i at skabe vækst og byudvikling. Byggeriet igangsættes den 13. december klokken 11.00.
Nu er byggeriet af Danmarks nye kunsthal for toneangivende samtidskunst, Kunsthal Spritten, klar til at tage endelig form. Finansieringen af det samlede projekt er tilvejebragt, alle aftaler indgået og omdannelsen kan dermed påbegyndes.
Kunsthal Spritten får til huse i en del af den knap 100 år gamle, fredede spritfabrik i Aalborg Vestby. Det rødmurede fabriksanlæg er et stykke danmarkshistorie med en central placering lige ved havnefronten, som nu omdannes til kunsthal.
Det er samlet set et unikt – og også komplekst – anlægsprojekt med stor opbakning fra både politikere, en lang række bidragsydere og lokalbefolkningen.
Aalborgs borgmester, Lasse Frimand Jensen, udtrykker stolthed over projektet og understreger at projektet vil give regionen en kultur- og hverdagsdestination af international karat.
”Ombygningen af den gamle spritfabrik til kunsthal understreger, hvordan vi tager vores industriarv med ind i fremtiden. Med den transformerede bygning får Aalborg en helt unik oplevelsesattraktion, som vi er overbeviste om vil sætte byen på verdenskortet og være en væsentlige motor i at skabe vækst og byudvikling,” udtaler Lasse Frimand Jensen, borgmester i Aalborg Kommune.
Hos rådmanden for Sundhed og Kultur, Jes Lunde, er der også stor glæde over, at det nu bliver muligt at skabe helt nye kulturoplevelser i Aalborg:
”Jeg glæder mig til, at vi kan komme i gang med byggeriet. Det har været en lang proces, men nu begynder vi at kunne at skimte, hvordan både kunsthallen og kunstværket kommer til at se ud. Vi får en enestående mulighed for at skabe helt nye fortællinger om byen, og jeg ser frem til, at vi kan slå dørene op,” siger Jes Lunde.
Med lokal forankring og internationalt udsyn
Til transformationen af spritfabrikken, der er fredet og udpeget som nationalt industriminde, har kunsthallens ledelse og kommunen valgt erfarne rådgivere fra ind- og udland. Praksis Arkitekter er totalrådgiver, mens entreprenørvirksomheden NCC er i spidsen for omdannelse til kunsthal. Kunstværket Cloud City Aalborg er skabt af Tomás Saraceno og designet sammen med Tomás Saraceno Studio. Hele projektet udføres med tilladelse fra Slots- og Kulturstyrelsen.
”Kunsthal Spritten bliver et hus med lokal forankring og internationalt udsyn. Målet er at fremme samtidskunstens værdi for den enkelte, for fællesskabet og for samfundet. Vi er ovenud stolte over at stå i spidsen for så ambitiøst et projekt, og vi glæder os til at slå dørene op for gæster om et par år. En helt særlig tak skal lyde til samtlige bidragydere og involverede i processen, som har muliggjort, at vi i dag er nået til denne afgørende milepæl,” udtaler Kunsthal Sprittens ledelse, Bibi Henriksen Saugman og Signe Cecilie Jochumsen.
Sammensmeltning af kunst, historie og fællesskab
Sammen med Aalborg Kommune er den filantropiske forening Realdania hovedbidragsyder til kunsthallen. De fremhæver Kunsthal Spritten som et helt særligt projekt:
"Vi er rigtig glade for, at vi nu kan sætte gang i byggeriet. Vejen hertil har været lang, men alle parter har arbejdet hårdt for at finde de løsninger, der gør, at vi nu kan sætte gang i et helt unikt projekt, hvor en verdenskendt kunstner opfører sit største værk nogensinde og bygger det sammen med det største fredede industrianlæg i Danmark. Spritfabrikkerne er en vigtig del af Aalborgs identitet, og med Kunsthal Spritten får bygningerne nyt liv og smelter fortid og nutid sammen. Vi tror på, at projektet vil styrke byudviklingen af Aalborg Vestby og tilføre noget, som de lokale vil være stolte af, og folk udefra vil rejse til Aalborg for at opleve,” siger Nina Kovsted Helk, der er filantropidirektør i Realdania.
Et vartegn for Aalborg og Danmark
Fra kunsthallen kan besøgende gå direkte ind i det enorme og enestående kunstværk Cloud City Aalborg skabt af den anerkendte argentinske kunstner Tomás Saraceno. Værket, som tilmed bliver kunstnerens største permanente værk til dato, er støttet af en række fonde med Det Obelske Familiefond som hovedbidragyder:
"Vi glæder os over at medvirke til at få realiseret Tomás Saracenos kunstværk, som er af allerhøjeste, internationale klasse og i en skala, vi sjældent oplever i Norden. I fondet har vi en stærk tilknytning til Nordjylland, og ønsker at skabe særlige oplevelser og samlingssteder, som både borgere og besøgende kan få stor glæde af. Cloud City Aalborg vil med sin prominente placering blive et nationalt vartegn, der rækker ud til sin omverden og videre end nuet,” udtaler John Amund Tønnes, direktør i Det Obelske Familiefond.
Kunstneren bag skulpturen glæder sig også over snart at se værket blive til virkelighed:
“Stor tak til alle, som har støttet dette fantastiske projekt, der sammensmelter kunst og arkitektur. Jeg kan ikke komme i tanker om nogen anden skulptur af denne størrelse, hvor mere end hundrede mennesker sammen kan træde ind i et rum for farverig fantasi. Et socialt eksperiment, der udvider det frie offentlige rum til en vertikal dimension og inviterer alle til at svæve over fjorden som vanddråber. Ved at vende perspektiver på hovedet og udvide horisonter inviterer værket os til at drømme – sammen såvel som individuelt,” siger kunstner Tomás Saraceno.
Invitation
Åbent Hus med markering af byggeriets start den 13. december klokken 11.00-13.00
Kunsthal Spritten markerer og fejrer, at byggeriet nu går i gang med taler, kunstneriske indslag og forfriskninger. Foruden taler af bidragsyderne er der musikalsk indslag ved cellist Josefine Opsahl, madskulptur af kunstner Johanne A. Stoffersen samt lucia-optog, kaffe, kakao, øl og vand.
Huset er åbent for alle gæster og fyldt med stearinlys i dagens anledning.
Journalister, der ønsker at deltage, kan kontakte pressekontakt Christina Holm Hansen på 29329867 eller sende mail til info@kunsthalspritten.dk
Adresse: Kunsthal Spritten, C.A. Olesens gade 1, 9000 Aalborg
Baggrundsinformation
Kunsthal Spritten bliver en ny kunsthal i den historiske spritfabrik i Aalborg Vestby. Det knap 100 år gamle, rødmurede fabriksanlæg er et stykke danmarkshistorie, som nu omdannes til en moderne kulturinstitution og et levende samlingssted.
Med afsæt i toneangivende samtidskunst forener Kunsthal Spritten kunstoplevelser med aktuelle dagsordner – gennem udstillinger og aktiviteter for store og små. Formålet er at sætte livet og hverdagen i et nyt perspektiv og gøre gæsterne nysgerrige og deltagende i det omgivende samfund.
I forbindelse med kunsthallen opføres kunstværket Cloud City Aalborg af den internationalt anerkendte kunstner Tomás Saraceno, der er kendt for sine interaktive installationer og skulpturer ofte i stor skala. Kunstneren har udstillet bl.a. på Biennalen i Venedig og The Met i New York.
Den nye kunsthal er tegnet af arkitektvirksomheden Praksis Arkitekter, i et projekt godkendt af Slots- og Kulturstyrelsen. Kunsthallen får et samlet etageareal på cirka 3.200 m2 heraf cirka 1.000 m2 i en tilbygning i genbrugstegl ovenpå den historiske bygning. Byggeriet udføres af entreprenørvirksomheden NCC.
Idéen om en ny kunsthal på Spritten og en skulptur i monumental størrelse blev taget af lokal udvikler og kunstsamler Martin Nielsen i perioden 2014 – 2018.
Byggeriet igangsættes nu og forventes at vare godt to år. Den samlede projektsum er 350 mio. kr.
Frem mod åbningen bringer Kunsthal Spritten samtidskunsten i spil og tester nye formater udenfor huset gennem samarbejder med andre institutioner og samfundsaktører.
Følgende har støttet projektet:
- Omdannelsen af spritfabrikken til kunsthal realiseres med støtte fra den filantropiske forening Realdania og Aalborg Kommune.
- Cloud City Aalborg er et stedsspecifikt kunstværk i stor skala skabt af Tomás Saraceno, støttet af Det Obelske Familiefond, Spar Nord Fonden, Ny Carlsbergfondet, Salling Fondene, Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond, A. Enggaard A/S og Wagner Ejendomme.
- Kulpladsen bliver en central plads foran kunsthallen og etableres med bidrag fra Realdania og Aalborg Kommune.
Læs mere om projektet på Kunsthal Sprittens hjemmeside