Skip til hoved indholdet

Folkefest i Aalborg: Stor international konference kommer tilbage til byen, hvor det hele startede for 30 år siden

Du er inviteret til folkefest i Kildeparken, når Aalborg er værtsby for den 10. europæiske konference for bæredygtige byer og lokalsamfund: Aalborg 2024 - Vores byer. Vores Ansvar.

Til oktober sker det igen. Politikere og embedsfolk fra hele Europa samles i Aalborg til den europæiske konference for bæredygtige byer og lokalsamfund. Konferencen, der finder sted fra 1. til 3. oktober 2024, er den 10. af sin slags.

I konferencedagene og den efterfølgende weekend er borgerne budt ind til folkefest, når et væld af arrangementer i Kildeparken og rundt omkring hos virksomheder og organisationer løber af stablen. Besøg blandt andet Aalborg Forsyning, Nordværk eller Verdensmålscentret i en række åbent hus-arrangementer. Eller kom med i Kildeparken, når det hele kulminerer i Fredagsloungen og Familiedagen d. 4. og 5. oktober.

Løsninger skal udvikles i fællesskab

Historisk er Aalborg kendt for at gå forrest i EU. Allerede i 1994, da rækken af konferencer blev skudt i gang, udviklede Aalborg Kommune "Aalborg Charteret", som senere blev fulgt op af "Aalborg Commitments" i 2004. I dag har næsten 3.000 byer og kommuner fra Europa underskrevet Aalborg Charteret, mens omkring 700 har underskrevet Aalborg Commitments. I begge dokumenter skriver byerne under på, at de vil arbejde for en mere bæredygtig fremtid.

"I Aalborg Kommune venter vi ikke på løsninger, men udvikler dem i fællesskab. Derfor er det vigtigt, at vi tør gå forrest og skubbe på for mere grøn udvikling i hele Europa. For mig at se er erfaringsudvikling og fællesskaber noget af det allervigtigste for at sætte fart på den grønne udvikling, og det glæder mig meget, at vi er værter for Aalborg 2024," siger borgmester Lasse Frimand Jensen og fortsætter:

"Med en så stor samling af politikere og embedsfolk fra hele Europa skal vi udnytte momentum og skubbe på, så vi kan få de rette rammevilkår for vores videre arbejde med en grøn og bæredygtig omstilling. Hele konferencen skal gerne munde ud i "Aalborg Conditions", som sætter ambitiøse rammer for det videre arbejde med en mere grøn fremtid i hele Europa," siger Lasse Frimand Jensen.

Det er noget ekstraordinært for dette års konference, at de deltagende kommuner underskriver "Aalborg Conditions". Dokumentet stiller krav til nationale regeringer og EU's institutioner om at indgå i et reelt og seriøst samarbejde med kommunerne og skabe de rammebetingelser, der er brug for, for at accelerere den grønne omstilling. Dermed er det et samlet opråb fra det lokale mod de øvre politiske niveauer.

Det hele startede i Aalborg

Da det globale bynetværk ICLEI samledes første gang i 1994, fandt konferencen også sted i Aalborg. Konferencen, som allerede den gang omhandlede bæredygtige byer, blev – ligesom i år – afholdt i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC).

"Vi er glade for at kunne byde ICLEI velkommen igen - både til Aalborg og til AKKC. Store internationale konferencer som denne er med til at sætte Aalborg på verdenskortet, og dermed er den enormt væsentlig for hele byen. Og så er vi selvfølgelig stolte af, at AKKC og Kildeparken får lov til at være omdrejningspunktet for den grønne fest," fortæller Nicolaj Holm, administrerende direktør i AKKC.

Dagen inden konferencen - den 30. september - afholder AKKC og Green Hub Denmark arrangementet NET ZERO pathways, hvor konferencegæsterne har mulighed for at tyvstarte ugen og deltage i et spændende program sammen med erhvervslivet. NET ZERO pathways sætter fokus på mulighederne for at accelerere den grønne omstilling i virksomheder og organisationer. Deltagere til Aalborg 2024 kan deltage gratis i NET ZERO pathways.

"Nordjylland går forrest og til NET ZERO pathways præsenterer vi nogle af de projekter, hvor man er i gang med at teste og demonstrere nye og innovative løsninger inden for f.eks. Power-to-X, CCUS og pyrolyse-teknologi," fortæller Lene Espersen, bestyrelsesformand, Green Hub Denmark og fortsætter:

"Vi glæder os over, at der er stor interesse for at deltage i konferencen både fra erhvervslivet og de internationale deltagere fra Aalborg 2024. Vi ved, at samarbejde og partnerskaber er vejen frem, så det er vigtigt at mødes om denne dagsorden."

Der er altså lagt op til en spændende uge med noget for alle. Konferencen Aalborg 2024 for politikere og embedsværk, NET ZERO pathways for erhvervslivet, og folkefesten for borgerne, hvor Kildeparken fra 1. til 5. oktober danner rammen om en masse spændende aktiviteter.

Læs mere om Aalborg 2024 – Vores byer. Vores ansvar.

Læs mere om NET ZERO pathways på Aalborg Kongres & Kultur Centers hjemmeside.

Kontakt

Klima og Miljø

Stigsborg Brygge 5 9400 Nørresundby

Ring til os

99 31 20 50

Skriv til os

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang