Skip til hoved indholdet

Fælles om ungelivet Aalborg: Forældre og lokal data er værktøjerne til at ændre ungdomskultur

Et godt ungeliv er uden alkohol og nikotinprodukter eller et hvor de fylder markant mindre. Projektet ”Fælles om ungelivet” går nu fra pilot- til programfase og bliver landsdækkende med i alt 15 deltagende kommuner. I Aalborg betyder det, at man viderefører de gode erfaringer med blandt andet lokale data og med forældrene, som en kerneressource til at nå målet om en kulturændring i teenagelivet.

Norge scorer 8, Sverige lidt ”bedre” med 9. Ungarn og Østrig deler andenpladsen med 21. Danmark vinder guld med længder – vores score er 40. Nej det er desværre ikke en OL-guldmedalje vi har vundet og bestemt heller ikke vejen til medaljer i fremtiden. Nej vi har igen vundet konkurrencen ingen vil vinde. Tallene fortæller, hvor stor en procentmæssig andel af de respektive landes unge mellem 15-16-årige, der de sidste 30 dage har været fulde. Det er bare ET tal på en drukkultur, hvor danske unge drikker markant tidligere og markant mere og oftere end vores europæiske fæller. 

Siden 2020 har Aalborg Kommune sammen med fire andre pilotkommuner været med til at udvikle et koncept i samarbejde med Sundhedsstyrelsen for, hvordan kommuner kan være med til at skabe rammerne for et godt ungeliv uden rusmidler. Nu går projektet fra at være i pilotfasen til en programfase, hvor der skal bygges videre på erfaringerne og deles ud af dem til 10 nye kommuner. I projektet arbejdes der både på nationalt plan fx med et nationalt forældrenetværk, men det er især det lokale arbejde som er centralt i programmet. 

”Vores deltagelse i projektet har lært os, at det faktisk godt kan lade sig gøre at ændre på kulturen hos unge. Der er mange, som gerne vil involveres og bidrage, men vi skal være klar over at kulturændringer tager tid. Fire års arbejde har givet os indsigt i, hvor vi skal sætte ind for at ændre på kulturen, og der er blandt andet forældrene og ungdomsuddannelserne centrale. Vi kommer derfor til at fortsætte samarbejdet med lokale forældregrupper, idrætsforeninger og rusmiddelforebyggelsen, som vi allerede har igangsat. Når rusmidler kommer til at fylde mindre i fællesskaberne, kan vi se i data at de unge generelt trives bedre.” siger Jes Lunde, rådmand i Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune. 

Lokal data motiverer

Ifølge Matias Gjerløv Hartmann som er programkoordinator for ”Fælles Om Ungelivet” i Aalborg har kommunens medvirken skabt et godt og solidt fundament for det videre arbejde. 

”Vi har prøvet rigtigt mange ting af i de første år i pilotfasen, og vi har fået mobiliseret en god dialog med gode lokale aktører som foreninger, ungdomsuddannelser, ungdomsklubber og fritidscentre, lokalbiblioteker, skoler og måske allervigtigst forældregrupperne. Alle de lokale aktører er meget motiverede for at hjælpe med at ændre kulturen. Her har lokale aktuelle data været et vigtigt værktøj. Det virker altså at stå foran en forældregruppe og slå fast, at de data de kigger på, ikke er globale eller nationale tal. Vi er ude med tal, der fortæller om forholdene på en specifik årgang på en skole eller ungdomsuddannelse. Det er altså viden om deres børn vi står med. Det gør indtryk og skaber ejerskab og motivation for det videre samarbejde. Denne tilgang anvendes desuden også i andre forebyggende indsatser i Aalborg Kommune, fortæller Matias Gjerløv Hartmann programkoordinator for ”Fælles Om Ungelivet” i Aalborg Kommune. 

Islandsk inspiration bliver til dansk model

Inspirationen til ”Fælles om ungelivet” er hentet fra Island, hvor man er lykkedes med at vende udviklingen, så islandske unge ikke længere har Europas højeste alkoholforbrug, men i stedet har Europas laveste. Man har i Danmark skelet til de islandske initiativer og indsatser, og forsøger at udvikle et dansk koncept, som man kan tilpasse lokalt i de danske kommuner.  I Aalborg Kommune har man gennem de seneste fire år fået en lang række erfaringer med at styrke forudsætningerne for at involvere de voksne omkring de unge, fordi de potentielt kan fungere som vigtige beskyttende faktorer, når det handler om unge og rusmidler.  

”Barndom og ungdommen er en vigtig fase i livet. Her etableres vores vaner, mange ting som har været statiske i en årrække forandres, fx skolen og fritidslivet. Men en af de elementer, som forbliver, er forældrene. De spiller en helt central rolle i at skabe rammerne og grænserne og hjælpe de unge godt igennem denne livsfase. Derfor er forældrene også en vigtig faktor, når vi skal have ændret den danske rusmiddelkultur som er unik. På Island skal man som ung forklare sine kammerater hvorfor man drikker alkohol, i Danmark skal man stadig, groft sagt, omvendt forsvare hvorfor man ikke drikker alkohol. Det skal vi have lavet om på. Vi skal se, om vi kan mindske det drikkepres, som mange unge fortsat oplever. Vi ser fortsat et behov for at vi skaber dialog, som kan føre til handlinger og dernæst en sundere ungekultur”, siger Matias Gjerløv Hartmann.

Som en del af at projektet går fra pilot- til programfase er 10 nye kommuner inviteret med i projektet og de 5 pilotkommuner får en særlig mentorrolle i forhold til at udbrede de gode erfaringer til hele landet. Netop at flere kommuner deltager skal medvirke til at skubbe til ungekulturen på nationalt plan. Hele listen over alle deltagende kommuner, konkrete indsatser, viden om rusmidler og inspiration kan findes via Fælles om Ungelivets nye hjemmeside: Fælles om ungelivets hjemmeside

Fakta om Fælles om ungelivet 

Fælles om ungelivet er et partnerskab mellem Sundhedsstyrelsen og TrygFonden. 

Formålet med Fælles om ungelivet er at fremme positive sociale fællesskaber blandt unge og reducere deres alkoholforbrug samt risiko for at bruge tobak, nikotinprodukter og stoffer. 

Kommunerne i Fælles om ungelivet 

Mentorkommuner (pilotkommuner): 

Aalborg, Gentofte, Odder, Silkeborg og Sorø 

10 nye programkommuner: 

Egedal, Esbjerg, Hedensted, Holbæk, Kalundborg, Lemvig, Nyborg, Syddjurs, Thisted og Varde. 

Kontakt

Sundhed og Kultur

Danmarksgade 17 9000 Aalborg

Ring til os

99 31 19 55

Skriv til os

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang