Et særligt match skaber innovation hos Aalborg-virksomheder
Nogle gange opstår det gode samspil, når man ikke vidste, man manglede hinanden. Sådan var det for AgriNord og Akson Robotics, hvor Mark Rosener fra BusinessAalborg fik etableret et helt nyt samarbejde. Et samarbejde, hvor Akson Robotics kan hjælpe landbrugskunderne ved AgriNord med at arbejde endnu mere bæredygtigt ved at reducere deres miljøpåvirkning gennem brug af ny teknologi. Vi har mødt dem til en snak om innovation og forløbet.
Innovation er nødvendig, når rammevilkår ændrer sig
Med hjælp fra BusinessAalborg er det lykkedes den etablerede virksomhed AgriNord og iværksættervirksomheden Akson Robotics at kombinere deres respektive fagligheder og kompetencer.
AgriNord er en rådgivningsvirksomhed, som både fungerer som virksomhed og forening. Deres primære fokus er at kunne rådgive inden for landbrug i forhold til alt fra planteavl og miljø til økonomi.
”For os at se er rammevilkårene omkring landbruget under forandring, og der er hele tiden nye krav og tendenser, som skal være med til at skabe bedre forhold for både natur og landbrug. Det er vigtigt for os som landbrugsorganisation at forklare, at landbruget virkeligt tager ansvar og imødekommer de krav, der bliver stillet,” forklarer Laury Kristoffersen, administrerende direktør i AgriNord.
Selv om AgriNord selv har et godt kendskab til krav og tendenser, var der ikke i tvivl om, at der også kunne være potentiale i at få ny viden ind. Viden, som netop kunne hjælpe med at imødekomme kommende teknologibehov i forbindelse med skærpede krav om eksempelvis mindre brug af kemi ved hjælp af teknologi – og derfor kom iværksættervirksomheden Akson Robotics ind i billedet ved hjælp af Mark Rosener.
”Da Mark foreslog os at tale med Akson Robotics, var jeg ikke i tvivl om, at vi gerne ville høre mere om, hvad de kunne tilbyde os og vores kunder. Jeg er meget optaget af vores strategi, som netop handler om fremtidens landbrug. Derfor blev jeg hurtigt enig med vores planteavlschef om, at Akson Robotics og deres produkter talte rigtig godt ind i både de tendenser, der er i landbruget og i samfundet generelt,” fortæller Laury Kristoffersen.
Fælles mission om at nedbringe brug af kemi
For begge steder er der ingen tvivl om, at der er fokus på, at vi nedbringer vores brug af kemi, og det er netop noget af det, som Akson Robotics har kunnet hjælpe AgriNord og deres kunder med. Ved hjælp af bl.a. AI-teknologi og dronefoto har Akson Robotics været med til at udvikle digitale sprøjtekort, som gør det muligt for landmænd at optimere deres sprøjteudstyr, så de kan minimere området, hvor de sprøjter med kemi.
”Vi lavede et entreprenørprojekt på universitet, hvor vi fik mulighed for at arbejde sammen med nogle landmænd om kortlægning af deres marker, og det blev starten til Akson Robotics,” fortæller Albert Sonne Olesen, co-founder og CEO ved Akson Robotics.
Akson Robotics er en relativt nystartet virksomhed, som består af Albert Sonne Olesen, Benedek Benjamin Gergaly og Emil Albin Ryberg. De mødte alle hinanden på Aalborg Universitet, da de læste til robotingeniører sammen. I 2022 stiftede de Akson Robotics.
Albert Sonne Olesen, Benedek Benjamin Gergaly og Emil Albin Ryberg står bag Akson Robotics.
Bæredygtighed og digitale løsninger
Akson Robotics har løbende benyttet sig af forskellige tilbud i Aalborg Kommune for at få den bedst mulige start som iværksættere. Dertil har de blandt andet benyttet sig af projektet Innovativ Vækst igennem Erhvervshus Nordjylland og Aalborg Universitet og udviklingsforløbet Innofounder igennem Innovationsfonden, hvor de også blev introduceret til Spin-in Ignite og ikke mindst Mark Rosener. I løbet af 2023 stod Akson Robotics og skulle bruge en investering.
”Mark kunne se potentialet i, at vores produkt kunne gavne AgriNords kunder. Derfor var han hurtig til at tage fat i Laury ved AgriNord, og han kunne heldigvis også godt se potentialet i vores idé. Mark har været en stor hjælp i forhold til at få etableret kontakt til en virksomhed, som virkelig har været relevant for os,” lyder det fra Albert Sonne Olesen.
For AgriNord og deres kunder har samarbejdet gjort, at landmændene nu kan bruge mindre kemi, og dermed lave en mere bæredygtig planteavl, som både landmændene og forbrugerne efterspørger. Akson Robotics har både fået en investering og ikke mindst værdifuld sparring til deres nyetablerede virksomhed, som de kan bruge fremover.
Nye samarbejder spirer
Spin-in Ignite faciliterer samarbejde mellem iværksættervirksomheder og etablerede virksomheder med henblik på at skabe vækst for begge parter. Med Spin-in Ignite er der mulighed for, at virksomheder – som ellers ikke ville have kendt til hinanden – kan få øjerne op for, hvad de hver især kan, og hvordan de kan bruge hinandens fagligheder og kompetencer.
”Mark har siddet med som facilitator ved nogle af de første møder, vi har haft med Akson Robotics,” fortæller Laury Kristoffersen om samarbejdet.
For både den nystartede og den etablerede virksomhed er der ingen tvivl om, at Mark Rosener igennem Spin-in Ignite har gjort processen kortere og lettere for begge parter.
Allerede fra starten har jeg haft tiltro til Akson Robotics og deres evner, fordi Mark ved, hvilke værdier jeg sætter pris på. Mark har været med til at verificere samarbejdet med dem, fordi jeg ved, han har kunne stå inde for dem. Han fik sparket døren ind, men jeg tænker også, vi har sparret en arbejdsgang ved at have Mark ind over.
Laury Kristoffersen, administrerende direktør i AgriNordNår teknologi møder landbrug
Som iværksættere har det for Akson Robotics været enormt givtigt at kunne sparre med Mark Rosener, da han havde sat dem i kontakt med AgriNord med henblik på en investering.
”Mark hjalp os med at få klargjort en pitch, da vi skulle fortælle AgriNord, hvad vi kunne tilbyde dem, så de kunne se potentialet i at investere i os. Han gav feedback på vores pitch, og han hjalp os med eksempelvis værdiansættelsen, og hvordan vi kunne skabe værdi for kunden. Han har været en kæmpe hjælp for os i opstartsfasen,” forklarer Albert Sonne Olesen.
Heldigvis gik pitchet også rent ind hos AgriNord, som netop har en masse viden inden for landbrug.
”Vores kompetencer går meget på teknologi, og derfor var det godt givet ud for os at få noget viden fra AgriNord om netop deres kunder og deres interesser,” lyder det fra Albert Sonne Olesen.
Fremtiden
Med hjælp fra Mark Rosener og Spin-in Ignite har AgriNord og Akson Robotics fået et samarbejde, som gavner både den etablerede og den nystartede virksomhed.
”Vi vil gerne sørge for, at vi har et produkt, som vi ved, at landbruget kan bruge, og det har AgriNord meget indsigt i. Planen er, at vi skal have sat os godt placeret på det danske marked inden for AI og kunstig intelligens inden for landbruget – og så kan vi bruge det som afsæt til at komme ud i hele verden med vores udgangspunkt i Nordjylland.”
Her har det været en stor fordel, at AgriNord når vidt og bredt ud til landmænd rundt omkring i landet.
”Når vi er ude blandt vores kunder, tilbyder vi dem en softwareløsning, som Akson Robotics har produceret. Det kan vi gøre som en del i at fortælle om, hvad vi kan gøre for at passe på naturen i forhold til landbruget, og hvordan det kan gøres attraktivt og nemt for landmændene,” slutter Laury Kristoffersen.
Nysgerrig på mere?
Gør som Laury Kristoffersen og Albert Sonne Olesen og brug vores kollega og spin-in konsulent Mark Rosener som din sparringspartner.
Med speciale i innovation, matchmaking og facilitering kan han hjælpe dig godt igennem Spin-in Ignite forløbet.
Mark er spin-in konsulent i BusinessAalborg, som er Aalborg Kommunes erhvervsafdeling. BusinessAalborg er sat i verden for at gøre det nemt at starte, drive og udvikle virksomhed med base i Aalborg Kommune. Her er gode råd gratis, uvildige og funderet på mange års erfaring.
Du er velkommen til at kontakte ham for en uforpligtende snak.
E-mail: mr@aalborg.dk
Mobil: 2520 0662