Du kan nu læse den samlede budgetaftale
Mandag den 7. oktober landede Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Det Konservative Folkeparti et budgetforlig hen over midten for 2025-2028. Nu er den samlede budgetaftale klar, så du kan dykke ned i alle de politiske prioriteringer.
Budgetaftalen er indgået mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Det Konservative Folkeparti og prioriterer penge til børn, unge, ældre og sårbare borgere.
Forligspartierne er bl.a. enige om at afsætte flere penge til voksensocialområdet, udvide Faste Teams på ældreområdet til hele kommunen, fjerne besparelser på åbningstiderne i DUS og fastholde andelen af uddannede pædagoger i institutionerne. Forligspartierne er også enige om at lave en ny forvaltningsstruktur fra januar 2026 med 6 udvalg og 6 forvaltninger frem for de nuværende 7 for blandt andet at skabe en enklere indgang til kommunen for borgere og erhvervsliv.
"Budgetaftalen øger trygheden og sikrer velfærden for de svageste samtidig med, at vi investerer i fremtiden. På ældreområdet giver vi et kvalitetsløft, der svarer til 100 nye stillinger, og vi udvider med faste teams i hele kommunen til glæde for både de ældre og medarbejderne. Vi tilfører også flere medarbejdere til voksne mennesker med handicap og fastholder andelen af uddannede pædagoger i institutionerne,” fortæller borgmester Lasse Frimand Jensen.
Aalborg Kommunes økonomi er på rette kurs, og vi ser fremad mod en bæredygtig fremtid med fokus på både velfærd og udvikling. Med aftalen skaber vi de bedst mulige rammer for borgerne i hele kommunen.
Lasse Frimand Jensen, borgmester og forhandlingsleder.Besparelser på åbningstiderne i DUS fjernes
Forligspartierne vil følge udviklingen i uddannelsessammensætningen i dagtilbud og DUS tæt. Derfor bliver der igangsat en analyse, der skal inddrage data omkring rekrutteringsudfordringerne og den faktiske personalesammensætning i 2024 i Aalborg Kommune. Analysen skal være klar, så den kan ligge til grund for budgetlægningen i efteråret 2025.
Besparelserne på åbningstiderne i DUS fjernes. Det drejer sig om 2 millioner kroner, der vil blive finansieret ved reduktion af forøgelsen af midler til sagsbehandlingen i By og Land fra 3,5 millioner kroner årligt til 1,5 millioner kroner årligt.
En mere tryg midtby
Både hos politikere og borgere har en mere tryg og sikker midtby fyldt meget i budgetdebatten. Derfor har forligspartierne en tryghedspakke med i budgettet, hvor der er fokus på trygt ungeliv og tryghed på gadeplan. Der er også afsat penge til at øge havnesikkerheden.
Aalborg Midtby er i lighed med andre handelsbyer udfordret af de generelle udviklingstendenser indenfor detailhandlen, hvor især konkurrencen fra nethandel udfordrer. Forligspartierne tilfører penge til udvikling og aktiviteter i midtbyen.
Kontakt
Økonomi og Erhverv
Boulevarden 13 9000 AalborgRing til os
99 31 16 66Skriv til os
Husk ikke at dele følsomme eller fortrolige oplysninger via mail.