Skip til hoved indholdet

De nominerede til Bæredygtighedsprisen 2024 er fundet

Bæredygtighedsprisen er blevet uddelt i forbindelse med Bæredygtighedsfestivalen siden 2013. I år uddeles som noget nyt to priser: en civilsamfundspris og en virksomhedspris.

Siden maj har borgere og virksomheder haft mulighed for at indstille virksomheder til virksomhedsprisen og organisationer, foreninger og andre ildsjæle til civilsamfundsprisen. Heraf har panelet af eksperter fra virksomheder, Ungeklimarådet og repræsentanter fra Klima- og Miljøudvalget indsnævret feltet til tre nominerede i hver kategori.

Panelet har samlet set vægtet CO2-reduktioner højt, samt at man deler sin viden og inspirerer andre. Panelet roser alle de spændende indstillinger og understreger, at alle gør det godt og fortjener anerkendelse for deres ihærdighed.

Vinderne udnævnes på Grøn Scene til Familiedag i Kildeparken d. 5. oktober klokken 14.00. Arrangementet er en del af Aalborg 2024 – Vores byer. Vores ansvar. Alle er velkomne til at komme og se prisuddelingen.

De tre nominerede til virksomhedsprisen

Ny Vraa ApS:

Panelet er imponeret over Ny Vraas banebrydende indsats med udviklingen af pilekompost som et stærkt alternativ til spagnum. Deres arbejde bidrager markant til CO2-reduktion og fremmer biodiversiteten.

Panelet roser også Ny Vraa for deres evne til at engagere sig med lokalsamfundet og for deres vilje til at dele viden og inspirere andre. Samlet set ser panelet Ny Vraa ApS som en frontløber inden for grøn innovation – en ”disrupter på markedet”, der skaber positive ringe i vandet både lokalt og nationalt.

Klovborg ved landmand Niels Hedermann:

Panelet er imponeret over Klovborgs præstationer, især evnen til at overskride de fastsatte mål for CO2-reduktion. Her er det især bemærkelsesværdigt, at virksomheden allerede nu er nået længere end Arlas 2030-målsætning.

Det er desuden tydeligt, at Niels Hedermann inspirerer samarbejdspartnere og kolleger. Der er et stort engagement i projekter, politisk aktivisme og landbrugsevents. Samarbejdet med kommune/jobcenter om inklusion af EGU-elever er et godt eksempel på socialt ansvar.

Morten Hybertz Bak, administrerende direktør – S. P. Jensen A/S:

Morten Hybertz Bak og S.P. Jensen A/S har formået at reducere virksomhedens CO2-aftryk betragteligt siden 2021 med en lang række tiltag. Under Morten Hybertz Baks ledelse har virksomheden installeret solceller, øget brugen af eldrevne køretøjer og maskiner, samt indført HVO100 biodiesel på alle entreprenørmaskiner. Virksomhedens bæredygtighedsafdeling arbejder målrettet med at opkvalificere medarbejderne løbende, og vidensdeling og samarbejde er stærkt forankret i virksomhedens filosofi.

De tre nominerede til civilsamfundsprisen

Ansatte på Kirkegården Svenstrup Sogn:

De ansatte på Svenstrup Kirkegård har udfordret eksisterende vaner inden for kirkegårdsdrift. Det kræver stort gåpåmod at ændre på traditioner omkring noget så traditionsbundet som en kirkegård. De har formået at introducere nye, bæredygtige metoder, som ikke bare ændrer den daglige drift, men også inspirerer kirkegårdens besøgende.

Kirkegården reducerer CO2 ved blandt andet at bruge blomster og dekorationsmateriale af egen produktion i stedet for fremdyrkede blomster transporteret over lange afstande. Det viser, at det er muligt at skabe en smuk og respektfuld atmosfære på en kirkegård, imens man tager hensyn til miljø og biodiversitet.

Grøn Familiestart:

På fødegangen ved Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital har personalet anno 2020 taget initiativ til indsatsen Grøn Familiestart, der blandt andet har udfaset mange engangsartikler.

Det er imponerende, at man har formået at ændre adfærd på en arbejdsplads, hvor medarbejderne er dybt investerede i deres rutiner. Ligeledes er det imponerende, at initiativet er personaledrevet. Dette arbejde har ikke alene skabt betydelige resultater, men har også potentiale til at inspirere hele sundhedssektoren.

RepairCafe Aalborg:

RepairCafe Aalborg er et godt eksempel på, hvordan lokale initiativer kan skabe en positiv indvirkning på bæredygtighed og samfundsengagement. Ved at tilbyde gratis reparation og aktivt involvere borgerne i reparationen, formår RepairCafe Aalborg at udfordre og ændre den skadelig køb-og-smid-væk-kultur.

RepairCafe Aalborg skaber dermed en værdifuld platform for vidensdeling, hvor borgere ikke blot får repareret deres apparater, men også lærer reparationsteknikker, der kan anvendes i fremtiden. Tilgangen har dermed en vedvarende positiv indflydelse.

Kontakt

Klima og Miljø

Stigsborg Brygge 5 9400 Nørresundby

Ring til os

99 31 20 50

Skriv til os

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang