Skip til hoved indholdet

Budgetaftalen øger trygheden og sikrer velfærd

Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti har torsdag landet budgetaftalen for 2025-2028. Forligspartierne prioriterer penge til børn, unge, ældre og sårbare borgere. De er enige om at afsætte flere penge til voksensocialområdet, udvide Faste Teams på ældreområdet til hele kommunen og fastholde andelen af uddannede pædagoger i institutionerne.

Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti har indgået budgetforlig for 2025-2028.

"Vi er nået frem til en budgetaftale, der øger trygheden og sikrer velfærden for de svageste samtidig med, at vi investerer i fremtiden. På ældreområdet giver vi et kvalitetsløft, der svarer til 100 nye stillinger, og vi udvider med faste teams i hele kommunen til glæde for både de ældre og medarbejderne. Vi tilfører også flere medarbejdere til voksne mennesker med handicap og fastholder andelen af uddannede pædagoger i institutionerne," fortæller borgmester Lasse Frimand Jensen.

Vi fortsætter med Co-teaching i folkeskolerne for at gavne elevernes læring og trivsel. Konkret betyder det, at der er mere personale i en folkeskole, så et barn kan rummes i en folkeskoleklasse og få den støtte og omsorg, som de har brug for.

Borgmester Lasse Frimand Jensen

Aalborg Kommunes økonomi er igen på rette kurs ovenpå nogle svære år præget af blandt andet COVID-19 og høj inflation. For at sikre et budget i balance har det krævet et stort forudgående arbejde ift. prioritering af drift- og anlægsområdet. Staten har undervejs i budgetprocessen givet et ekstraordinært tilskud til alle landet kommuner, hvoraf Aalborg Kommune får et én-gangs-tilskud på 118,4 millioner kroner i 2025.

"Aalborg Kommunes økonomi er på rette kurs, og vi ser fremad mod en bæredygtig fremtid med fokus på både velfærd og udvikling. Med aftalen skaber vi de bedst mulige rammer for borgerne i hele kommunen," pointerer Lasse Frimand Jensen.

Fokus på voksensocialområdet

Efter der i flere år med succes er blevet investeret i et bæredygtigt specialiseret børne- og familieområde, så er der i budgettet for 2025-2028 fokus på det specialiserede voksensocialområde. Partierne forstærker indsatsen på voksensocialområdet og fortsætter udbygningen af botilbudspladser.

Investeringer i fremtiden

Forligspartierne investerer i fremtiden med en række vigtige anlægsprojekter, der har stor betydning for borgernes hverdag. En gennemgribende renovering af Vejgaard Østre Skole er kommet med i budgetaftalen.

Forligspartierne vil også gøre det endnu bedre at være cyklist ved at tilføre penge til trafiksikkerhed med 5,6 millioner kroner i 2026, 4,5 millioner kroner i 2027 og 8,0 millioner kroner i 2028.

På sundhedsområdet er der enighed om, at der skal tages stilling til om sundhedsstrukturudspillet medfører ændringer i opgaveporteføljen.

En mere tryg midtby

For at skabe en mere tryg og sikker midtby, så er en såkaldt tryghedspakke med i budgettet, hvor der er fokus på trygt ungeliv og tryghed på gadeplan. Der er også afsat penge til at øge havnesikkerheden.

Aalborg Midtby er i lighed med andre handelsbyer udfordret af de generelle udviklingstendenser indenfor detailhandlen, hvor især konkurrencen fra nethandel udfordrer. Forligspartierne tilfører penge til udvikling og aktiviteter i midtbyen.

Et levende landdistrikt

Forligspartierne har besluttet, at der skal oprettes vuggestuer i fire landsbyordninger som ikke pt. har vuggestuepladser. Hensigten er at skabe sammenhængende lokale tilbud for børn og familier i landsbyerne med glidende overgange fra vuggestue, til børnehave og skole/dus. Der etableres en vækstpulje, der skal understøtte udvikling i byerne omkring Aalborg.

En grønnere fremtid

Forligspartierne bifalder Den Grønne Trepartsaftale, og imødeser de muligheder, som aftalen medfører for udvikling og omlægning af arealer til gavn for klima, miljø, natur/biodiversitet og rekreation og landdistriktsudvikling. Forligspartierne har afsat penge til mere skovrejsning, biodiversitet og bynatur.

Ændringer i forvaltningsstruktur

En del af budgetforliget er at implementere en ny forvaltningsstruktur med virkning fra 1. april 2025, så Aalborg Kommune fremover består af 6 udvalg og 6 forvaltninger i stedet for 7 udvalg og 7 forvaltninger. Det er blandt andet besluttet for at skabe en mere sammenhængende myndighedsbehandling til gavn for borgere og erhvervsliv.

Læs hele budgetforliget

Den 7. oktober kl. 13 er der 2. behandling af budgetforslaget. Det foregår i byrådssalen i Medborgerhuset på et åbent byrådsmøde. Her bliver budgettet endeligt vedtaget.

Kontakt

Aalborg Kommune

Boulevarden 13 9000 Aalborg

Ring til os

99 31 31 31

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang