Skip til hoved indholdet

Budget i børnehøjde

Et kommunalt budget er et stort og komplekst værk, selv for dem, som er vant til at læse ind i budgetter. Men i år skal det være lettere at forstå - især for børn og unge. Derfor har Børne- og Undervisningsudvalget bedt om en børnevenlig udgave af Børn og Unges budget.

Budgetforslag i børnehøjde

"Vi er jo børnevenlig kommune, så derfor skal vi også gøre en indsats for, at vores budget er nemmere at forstå for kommunens yngre borgere. Men jeg tror også, at det bliver lettere at forstå for andre borgergrupper. Et børnevenligt budget er nemlig også et borgervenligt budget," siger rådmand for Børn og Unge, Morten Thiessen (C).

Børne- og Undervisningsudvalget fik idéen, og der var ikke langt fra tanke til handling, før materialet lå klar. I år er første gang, vi laver en børnevenlig udgave af et budgetforslag, så derfor er der taget udgangspunkt i budgetforslaget for Børn og Unge-forvaltningen velvidende at der også er relevant budgetarbejde for børn og unge i andre af kommunens forvaltninger. 

Bliver materialet taget godt imod, kan det komme til at indeholde både mere og mindre og tage andre former og farver næste år. Vi tager gerne imod både ris og ros.

Her kan du se en online-udgave af det børnevenlige budgetmateriale, som også bliver sendt til alle kommunens skoler i denne uge.

Børnevenlig By og Kommune

Aalborg Kommune er certificeret UNICEF Børnevenlig By og Kommune. Det betyder, at vi lærer og lytter til børn og unges bidrag og tager deres stemmer alvorligt. Børn skal have indflydelse og inddrages, når det handler om deres liv. Derfor har vi også sparret med Ungebyrådet og Aalborg Kommunes Fælleselevråd omkring budgetmaterialet.

Når vi som kommune arbejder med "en lettere udgave" af budgettet, er der elementer, som vi er nødt til at forenkle eller udelade. Det gør vi også opmærksom på i materialet.

Proces med Fælleselevrådet og Ungebyrådet

Ideen til et børnevenligt budget, har selvfølgelig rødder tilbage til, at Aalborg er Børnevenlig By og Kommune, men det det kommer også af, at vi igennem de sidste par år har inviteret Fælleselevrådet og Ungebyrådet med til borgermødet i september. Før de unge kommer til borgermødet, har de været inviteret ind i en proces om at kigge ind i budgettet sammen med Økonomi og Erhverv. Det er inspiration og dialoger med de unge, som blandt andet er baggrunden for politikernes ønske om at lave et børnevenligt budgetmateriale.

Input til politikerne

Alle borgere - herunder elevråd - fælleselevråd - ungebyråd - kan indsende høringssvar til budget 2025 og komme med deres perspektiver til det. Hvis emnet er overordnet om kommunen, skal man sende høringssvar til borgmesterkontoret@aalborg.dk

Er det specifikke kommentarer til Børn og Unge, skal det sendes til forvaltningen på boern.unge@aalborg.dk

Ved borgermødet den 18. september er der naturligvis også mulighed for, at alle borgere kan komme med input til politikerne.

Du kan tilmelde dig borgermødet her.

Hele budgetforslaget, altså det voksenvenlige, kan læses her.

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang