Brand i svømmehallen på Østre Allé / Samsøgade
Vi beder alle om at respektere afspærringen og lade være med at gå ind på grunden.
Fotograf Lars Horn
Siden bliver løbende opdateret med nyt fra Aalborg Kommune om branden på Østre Allé / Samsøgade
Tirsdag morgen udbrød der brand i svømmehallen Østre Allé i Aalborg. Der har ikke været nogen personer i akut fare i forbindelse med branden.
14. august 2024 kl. 18.00
Status efter tilsyn på brandtomten
Borgere med tilknytning til området ved svømmehallen har udtrykt bekymring for, om der er risiko for asbest ved den nedbrændte svømmehal.
Der har nu været tilsyn på området i og omkring brandtomten.
Der er konstateret askenedfald fra branden uden for brandtomten, hvilket er helt almindeligt ved brand. Man kan færdes trygt i området.
Ved tilsynet er der ikke konstateret synlige tegn på asbestholdige materialer på arealerne uden for brandtomten.
Der ventes afklaring med forsikringsselskabet, før oprydningen går i gang.
Respekter indhegningen
Skadesservice har sat hegn rundt om brandtomten af sikkerhedsmæssige årsager. Vi beder derfor alle om at holde sig væk fra det indhegnede område. Der bliver desuden sat skilte op med adgang forbudt på grund af nedstyrtningsfare.
13. august 2024 kl. 17.00
Nordjyllands Beredskab betragter det som en almindelig bygningsbrand. Miljøvagten har ikke været tilkaldt. Fokus har været på at få borgerne i kommunale dagtilbud og lignende væk fra området.
Taget og alle bygningsdele er faldet ned inde i bygningen og er mere eller mindre samlet nede i vandet i svømmebassinet. Der er slukket for al strøm og afledning fra bassin.
De kommende dage bliver indholdet af brandtomten undersøgt nærmere.
13. august 2024 kl. 12.00
Sundhed og Kultur
Svømmehallen er ikke offentlig tilgængelig, men bliver brugt på daglig basis af skoler, svømmeklubber og foreninger. Vi er i gang med at genhuse brugerne, som blandt andet er Aalborg Svømmeklub og Sønderbroskolen. De er orienteret om situationen.
De sundhedsplejersker, der kører i det berørte område, er kaldt tilbage på deres kontor. De tager telefonisk kontakt til de familier, der var planlagt besøg hos. Sundhedsplejen følger beredskabsstyrelsens udmeldinger i forhold til genoptagelse af de udekørende aktiviteter.
Børn og Unge
Aalborg Kommune har fire institutioner og en skole, der ligger i udkanten af det berørte område:
- Daginstitutionen Bornholmsgade
- Daginstitutionen Østre Alle
- Børnehaven Karolinelund
- Vuggestuen Kastanjen
- Sønderbroskolen (i dag kun DUS og forberedende personale)
Vi har desuden opsamlings- og afleveringsplads for Natur og Miljøbørnehaven ved DUI. I dag bliver forældre bedt om at afhente deres børn i Svenstrup. Vi afventer brandens udvikling for at vide, om vi skal arrangere et alternativt afleveringssted i morgen.
DUI, privat dagtilbud er blevet evakueret med bus. Vi ved, at de har kontakt til alle deres forældre.
Alle kommunens berørte tilbud er gået indendørs, har lukket døre og vinduer og slukket ventilation.
Senior og Omsorg
Senior og Omsorg er i kontakt med de borgere i området, som modtager hjælp fra kommunen og er berørt af branden.
De berørte plejehjem Markusgården, Thomasminde og Lundbycenteret og aktivitetscentret Fyensgadecentret i området følger Politiets anvisninger og har lukket ventilation og vinduer.
Den kommunale hjemmepleje og sygepleje hjælper Politiet med at evakuere de borgere, som har behov for det.
Normal busdrift igen
NT oplyser, at der er normal drift på alle ruter på trods af branden på Østre Allé i Aalborg. Hold dig opdateret på Nordjyllands Trafikselskab eller Rejseplanen.