Skip til hoved indholdet

Bedre sammenhæng i pleje og øget arbejdsglæde med faste tværfaglige teams i Aalborg Kommune

En ny evaluering viser, at faste tværfaglige teams skaber bedre rammer for en helhedsorienteret pleje for borgerne og øget arbejdsglæde blandt medarbejderne. Team Humlebakken har i 2,5 år afprøvet at arbejde i teams, og fra den 1. april 2025 udrulles Borgerens Faste Team i hele Aalborg Kommune.

Et tværfagligt samarbejde med borgerne i fokus

Siden 2022 har Aalborg Kommune afprøvet en ny organisering på ældreområdet. I Team Humlebakken samarbejder sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, social- og sundhedshjælpere samt terapeuter og visiterende medarbejdere fra myndighedsområdet tæt om at skabe de bedst mulige løsninger for borgerne. Formålet er at styrke kontinuitet, kvalitet og nærvær i plejen af borgere, der modtager hjælp i eget hjem, og evalueringen viser, at den nye organisering er en succes på flere niveauer:

  • 85% af borgerne er enten ”i meget høj grad” eller ”i høj grad” tilfredse med den hjælp, de modtager.
  • 92 % af borgerne føler sig trygge ved medarbejderne og oplever dem som venlige og kompetente.

Høj medarbejdertrivsel og faglig udvikling

For medarbejderne har den tværfaglige organisering også stor betydning:

  • 97% af medarbejderne oplever, at det tværfaglige samarbejde skaber merværdi i deres daglige arbejde.
  • 93 % vil anbefale andre at arbejde i faste tværfaglige teams.

Ved at samle medarbejderne oplever de et styrket samarbejde, større fællesskab og ligeværdighed samt et bedre kendskab til hinandens fagligheder. Teamsamarbejdet giver samtidig mulighed for kontinuerlig vidensdeling og sparring, der hæver det faglige niveau og fører til hurtigere igangsættelse af indsatser, som er til gavn for borgerne.

Derudover oplever medarbejderne større indflydelse på planlægning og prioritering af deres daglige opgaver. 86 %oplever, at de har indflydelse på egen planlægning, hvilket skaber ro og ansvarsfølelse i arbejdet.

Rehabilitering som en central succesfaktor

Et øget fokus på rehabilitering og at styrke borgernes evne til at være selvhjulpne har været en af grundstenene i Team Humlebakken. Evalueringen viser også, at 95% af medarbejderne trives med at arbejde rehabiliterende, og antallet af rehabiliteringsydelser er steget betydeligt. Det understøtter både borgernes selvstændighed og medarbejdernes faglige stolthed.

Udrulning i hele kommunen 1. april 2025

I Aalborg Kommune er der bred enighed om, at modellen skaber store potentialer for at yde en mere helhedsorienteret pleje, hvor tæt tværfagligt samarbejde er centralt. Dog er der en bevidsthed om, at det kræver et vedvarende fokus at arbejde med kulturforandringer, relationer og faglig udvikling.

På baggrund af de gode erfaringer med Team Humlebakken har Aalborg Kommune besluttet at udrulle Borgerens Faste Team til hele ældreområdet fra 1. april 2025.

Det har været fantastisk at se, hvordan denne måde at arbejde på ikke kun gør en forskel for borgerne, men også styrker medarbejdernes arbejdsglæde og faglige udvikling. Der ligger dog stadig et meget stort arbejde forude. Vi kan ikke bare kopiere Team Humlebakken, men vi har nu en masse gode erfaringer til at kvalificere både udvikling og implementering af Borgerens Faste Team i hele kommunen

Ældre- og Sundhedschef, Carsten Møller Beck

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang