Adam og Josefine-Marie åbner KL's Børn og Unge Topmøde i Aalborg
Josefine-Marie Klarborg Porsborg Bach fra 8. klasse på Tofthøjskolen og Adam Yderstræde Bremerstent fra 9. klasse på Filstedvejens Skole åbnede KL’s Børn og Unge Topmøde i Aalborg med en tale om, hvor vigtigt det er at lytte og tænke på børn og unge, inden direktører, politikere og ledere træffer beslutninger om dem.
Læs Adam og Josefine-Maries tale
Adam og Josefine-Marie er en del af fælleselevrådets bestyrelse og sammen åbnede de KL’s Børn og Unge Topmøde i går. Her kan du læse talen, som de holdte for de ca. 1400 deltagere af årets topmøde, og som blev modtaget med stående applaus fra publikum. Talen kommer her:
Josefine-Marie: Mit navn er Josefine-Marie, og jeg går i 8. klasse.
Adam: Mit navn er Adam, og jeg går i 9. klasse,
Josefine-Marie: Og I kommer nok til at huske os som spætterne.
Adam: Er der nogen af jer som nogensinde har siddet til et møde, hvor I enten følte i spildte jeres tid, eller ikke kunne se et formål med det.
Måske har I haft telefonen under bordet, svaret på nogle mails, eller tjekket Linkedin eller FaceBook - den følelse I har haft, er der nogle elever der sidder med hver dag.
Den opmærksomhed, I forventer af os, er jo helt umenneskelig. I ved jo godt, at I ikke selv kan holde opmærksomhed i så lang tid, så hvorfor skulle vi kunne det.
Vi har selv brug for at være aktive i skolen, ligesom I har, i stedet for bare at sidde der og lytte.
Josefine-Marie: Vi er lige så forskellige som I er forskellige! Bare fordi nogen er jer er borgmester, direktører eller politikere er I jo heller ikke ens, selvom I har de samme titler. Sådan er det også med os børn og unge - derfor skal vi ikke kastes i kasser. Så lyt til os og se vores forskelligheder.
Vi kan ikke komme med svaret på hvordan man får den bedste trivsel, for alle børn og unge - vi er jo bare os. Derfor bliver I nødt til også at spørge alle de andre børn og unge, hvor de er.
Derfor er der heller ikke en bestemt opskrift på børn og unge eller skoler - heldigvis!
Hvis I viser interesse for vores meninger og holdninger, og ikke mindst for hvem vi er, så viser vi også interesse for skolen og jer.
Vi skal mærke at der er nogen, der vil os, og at der er nogen der er glade for at vi møder op hver dag.
Der er ingen som vågner op og tænker ‘nu skal jeg bare være pisse irriterende idag', måske har man bare givet op? Det er jo ikke fordi at dem som ikke vil skole, ikke vil noget med deres liv.
Adam: I kan ikke sidde og finde svarene til alle unges problemer, hvis ikke I spørger os - Hør nu hvad vi har på hjertet, før I kommer med løsninger.
Når I lytter til os, tror I måske at vi bare vil have swimming pools, slik og sodavand, men hvis vi får chancen for at sige hvad vi rent faktisk vil, så vil I høre noget helt andet, noget seriøst.
Børn og unges idéer kan være lige så gode og realistiske som jeres, hvis I leder efter et ordentligt svar, så skal I ikke bare spørge os “on the go”, men give os tænketid, og sætte jeres tid af til at lytte ordentligt.
Josefine-Marie: Husk os som de to spætter, som hakker jer i hovedet, og minder jer om at lytte og tænke på børn og unge, når I træffer beslutninger. Måske kan det godt være lidt irriterende, men det er altså nødvendigt. Det er jo faktisk os det handler om!
Adam: Dette kan være jeres hemmelige tegn - husk nu spætterne, husk de unge! (Her lavede de et spætte-tegn, de selv havde fundet på)
Josefine-Marie: Tak fordi vi måtte få ordet.
Adam: Og ha’ et rigtig godt topmøde!
Husk os som de to spætter, som hakker jer i hovedet, og minder jer om at lytte og tænke på børn og unge, når I træffer beslutninger. Måske kan det godt være lidt irriterende, men det er altså nødvendigt. Det er jo faktisk os det handler om!
Josefine-Marie