Skip til hoved indholdet

Aalborg ansætter ny stadsarkivar

Det bliver 44-årige Mette Møller Jeppesen, der bliver Aalborgs nye stadsarkivar. 3. februar bliver hendes første arbejdsdag på Aalborg Stadsarkiv – hvor første prioritet bliver at fortsætte den gode udvikling med at sikre Aalborgs kulturarv og formidle den.

Aalborg Stadsarkiv – det smukke hus bag Vor Frue Kirke i Arkivstræde 1 i Aalborg - har fundet sin nye leder. Den nye stadsarkivar hedder Mette Møller Jeppesen og kommer fra en stilling som projektleder ved Center for digitalt understøttet læring på Aalborg Universitet. Mette Møller Jeppesen kommer til stillingen med en uddannelsesmæssig baggrund i en Ph.d. i sociologi, merkonom i ledelse og masser af erfaring i forandringsledelse og projektledelse i sit forrige arbejde.

”Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang, og synes Aalborg Stadsarkiv er et spændende sted at få lov at stå i spidsen for. Jeg synes, at der er mange af de opgaver og muligheder i jobbeskrivelsen, som jeg har mulighed for at løfte med mine kompetencer. Jeg er sikker på, at ballasten i min sociologiske baggrund og min viden om samspillet mellem samfund og mennesker kan komme mig og arkivet til gavn. Jeg er spændt på at møde mine nye kollegaer og ser frem til at være med til at udvikle stedet”

På Aalborg Stadsarkiv er der 13 medarbejdere, som har stor erfaring inden for arkivverdenen. Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune har derfor vægtet ledelseserfaring ekstra højt hos den nye stadsarkivar:

”Vi er rigtigt glade for at få Mette med på holdet. Vi er denne gang gået efter at rekruttere en leder med stort L. Vi har i Aalborg Stadsarkivs nuværende medarbejdere en enorm arkivfaglig ekspertise, og vi ser et stort potentiale i Aalborg Stadsarkiv. Det potentiale er jeg sikker på, at Mette Møller Jeppesen med hendes baggrund, er den rette til at forløse og få til at blomstre. Vi glæder os til at få hende ombord”, fortæller Morten Koppelhus, Kulturchef i Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune

Den nye stadsarkivar skal navigere i et krydsfelt af Aalborg Stadsarkivs mange roller. Der er myndighedsopgaver, hvor arkivet har ansvaret for fysiske og digitale arkiver fra Aalborg Kommune og bevaringen af dem. Arkivet dokumenterer borgeres, foreningers, virksomheders liv og historie for eftertiden. Og ikke mindst bidrager det til forskning og formidling af Aalborgs kulturarv:

”Jeg ser et stort potentiale i Aalborg Stadsarkiv, og i den rolle arkivet kan have i Aalborg. Jeg ser muligheder for, at vi kan gøre arkivet anvendeligt og til glæde for endnu flere mennesker end, det allerede er i dag. Noget af det første jeg skal, er at sætte mig grundigt ind i organisationen og selvfølgelig lære mine nye kollegaer at kende, så vi kan sætte den rigtige retning sammen”, siger Mette Møller Jeppesen.

Fakta om Aalborg Stadsarkiv


13 faste medarbejdere og seks frivillige

Stadsarkivets samlinger består af:

  • 14 hyldekilometer materiale på et topmoderne magasin.
  • Ca. 8 millioner billeder, hvoraf 40.000 er digitaliserede og kan ses på Aalborg Stadsarkivs hjemmeside
  • 40 terabyte lyd, film og kommunale data.

Aalborg Stadsarkiv er et offentligt kommunalt arkiv med både offentligt og privat arkivmateriale. Afdelingen KOMDA (Kommunal digital arkivering) drives i Stadsarkivets regi, ligesom stadsarkivaren er leder for Det Danske Udvandrerarkiv, der har en national funktion. Stadsarkivet koordinerer i lokalarkivudvalget i Aalborg Kommune arbejdet med 24 lokalhistoriske arkiver. Arkivet har fælles magasin med Kunsten og Nordjyske Museer.

Kontakt

Kultur

Danmarksgade 17 9000 Aalborg

Ring til os

99 31 41 53

Skriv til os

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang