16,6 mio.kr. fra Staten til vandløbsforbedringer i Binderup Å
Aalborg Kommune har fået tilsagn om 16,6 mio. kroner fra Staten til at fjerne spærringen af Binderup Å, der ligger ved Binderup Mølle. Dermed bliver det nu muligt at genskabe en af Danmarks sjældne såkaldte kalkstrømme, som der kun findes omkring 300 af i verden.
I Binderup Å - tæt på åens udløb til Limfjorden ved Binderup Mølle - er der i dag en spærring af åens forløb med det, som af fagfolk betegnes som et ’styrt’ på 2,5 meter. Et ’styrt’ er en højdeforskel, som hindrer fisk og andre vandlevende organismer i at bevæge sig frit op og ned ad vandløbet.
Spærringen er den sidste tilbageværende spærring for fiskene på deres vej mod gyde- og opvækstområderne længere oppe i åen og i havet.
Aalborg Kommune har siden 2010 forsøgt at finde finansiering til at fjerne spærringen. Ikke kun kommunen, men også politikere og naturorganisationer har i mange år haft et ønske om at genskabe fuld faunapassage i Binderup Å. Derfor kommer bidraget fra Staten som en kærkommen gave til Aalborg Kommune.
Det er utrolig glædeligt, at vi har fået tilsagn fra Staten. Binderup Å er uden tvivl et af Aalborg Kommunes smukkeste vandløb, og har endda potentiale til at blive endnu smukkere, og vi håber, at lodsejerne vil tage positivt imod projektet. Vi ved, at et godt og konstruktivt samarbejde med lodsejerne er et grundlæggende element for at skabe det bedste projekt med de gode løsninger, og samtidig giver et frivilligt og inddragende samarbejde et uvurderligt ejerskab til projektet, så eventuelle fremtidige udfordringer ligeledes kan håndteres i fællesskab. Ingen kender jo ådalen bedre end de lokale, så projektets succes er afhængig af lodsejernes helt særlige viden om de lokale forhold
Om projektet
Ud over fjernelse af spærringen, skal åens fysiske forhold forbedres over en 3,5 km. lang strækning fra nord for Gelstrup til nord for Binderup Mølle.
Tilsagnet består af midler fra EU via Den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond, der bidrager med 70%, og nationale midler fra Fiskeristyrelsen på 30%.
Midlerne er tildelt, da spærringen ved Binderup Mølle er udpeget i Vandområdeplaner 2021-2027, da strækningens tilstand ikke opfylder målopfyldelse om god økologisk tilstand. Den nuværende tilstand på strækningen er dårlig økologisk tilstand jf. Vandområdeplaner 2021-2027.
Med tilsagnet er der nu endelig udsigt til, at den sidste spærring i vandløbssystemet bliver fjernet, og de fysiske forhold i den 2 km lange stuvezone opstrøms møllen, syd for Aalborgvej, forbedres.
Aalborg Kommune trækker nu i arbejdstøjet og går i gang med at udforme det endelige projekt i samarbejde med lodsejere og lokale foreninger, så vi i fællesskab kan se på mulighederne for at lave det bedste vandløbsprojekt og samtidig genskabe naturen i ådalen inden for de rammer, projektet tillader.
Projektet er omfangsrigt og komplekst. Udformningen af det endelige projekt er bl.a. betinget af hensynet til vejbroen ved Aalborgvej, dambrugsproduktion samt krydsende gas- og spildevandsledninger, som sætter fysiske begrænsninger for udformningen af det endelige projekt.
Udover at være Aalborg Kommunes smukkeste vandløb, er Binderup Å helt unik, da vandløbet er en såkaldt kalkstrøm. Der findes kun omkring 300 af denne type vandløb i verden, hvoraf de fleste findes i England og Frankrig. Det særlige ved kalkstrømme er det klare og kolde vand, som løber til vandløbet fra sprækker i kalken og skaber grundvandsfødte vandløb. Netop disse betingelser er enestående i forhold til udviklingen af stor biodiversitet i såvel vandløbet som i ådalen.
Kontakt
Byer og Natur
Stigsborg Brygge 5 9400 NørresundbyRing til os
99 31 22 54Skriv til os
Husk at skrive sikkert, hvis du deler følsomme eller fortrolige oplysninger.