Kasper
Kasper læser på AAU og er flyttet til Aalborg fra Vejle. Hør, hvad han har at sige om at være studerende i Aalborg.
Hvorfor kan du godt lide at studere i Aalborg?
For mig har Aalborg en tilpas balance af aktivt byliv, og mulighed for at komme lidt væk fra det hele. Skov er ikke længere væk end en cykeltur fra Centrum. Jeg flyttede hertil for snart 10 år siden, og foruden rig mulighed for at møde nye mennesker i midtbyens mange mødesteder, er det dét der har holdt mig heroppe i Nordjylland.
Er der nogle særlige aktiviteter, tilbud eller arrangementer i byen, som du gerne vil fremhæve til andre studerende? Hvorfor?
Jeg synes det er vigtigt at fremhæve at Aalborgs byliv også foregår rigtig mange andre steder end Gaden. Der er 1000fryd, Studenterhuset, SH35, AbZalon Event Factory og et utal af værtshuse for en øl og en koncert til enhver smag. Der er brætspilscafeer, Spilforsyningen, Biffen i Nordkraft og 1000fryds Peepshop til dem der helst vil sidde stille, og GAME Street Mekka, Gigantium, DGI Huset, Vestre Fjordpark og et utal af sportsklubber til dem der helst ikke vil. Altsammen til overvejende SU-venlige priser, og skoven er stadig ikke mere end en cykeltur væk.
Hvad er dit bedste råd til nye studerende i byen?
Vær nysgerrig på dine omgivelser. Bylivet i Aalborg er ikke så in-your-face som i Aarhus og København, men der er masser at elske hvis bare man stikker sin næse uden for døren.
-Tilflyttet fra Vejle