Støtte til dig, som oplever udfordringer i hverdagen
Hos FREMDRIFT kan du få hjælp til de ting, der ’bøvler’ i din hverdag. Når du kontakter os, aftaler vi et møde. Til det møde snakker vi om, hvilke udfordringer du oplever i din hverdag. I fællesskab finder vi den løsning, der er den rette for dig.
I FREMDRIFT hjælper vi dig gennem individuelle samtaler, brobygning og gruppeforløb
I FREMDRIFT skaber vi det forløb, der passer til dig. Derfor veksler vi oftest mellem de individuelle samtaler, brobygningen og gruppeforløb - så vi sammen kan hjælpe dig godt videre i din hverdag. Læs mere om forløbene herunder.
Hvis du er fra 18 år og op til folkepensionsalderen, oplever fysiske, psykiske og/eller sociale udfordringer samt bor i Aalborg Kommune, kan du komme forbi til en kort snak eller ringe for at aftale et møde.
Det kræver ingen henvisning at starte i forløb i FREMDRIFT.
Du går aldrig forgæves i FREMDRIFT.
Hvis du vil vide mere
Du kan få individuelle samtaler, hvor vi hjælper dig med struktur eller med at finde frem til, hvad der virker godt/skidt for dig – eller noget helt tredje. Der er ingen grænse for, hvor mange samtaler vi holder, men dit forløb kan maksimalt vare seks måneder.
Vi bygger bro til andre steder. For det kan sagtens være, at du har brug for noget mere/andet end det vi kan tilbyde – og så finder vi sammen frem til de steder, der kan hjælpe dig.
Vi følger dig derhen og vi slipper dig ikke før vi med sikkerhed ved, at du er taget godt imod.
Vi hjælper med at åbne døre hos frivillige foreninger, sociale mødesteder eller lignende, hvis det er det rette for dig. Her følger vi også med dig og sikrer, at du bliver en del af fællesskabet.
Det er også en mulighed at blive en del af vores egne grupper. I FREMDRIFT opretter vi løbende nye gruppeforløb, så de passer til det, I efterspørger i de individuelle samtaler. Fælles for alle gruppeforløb er:
- 8 - 10 deltagere i hver gruppe
- 8 - 12 uger varer forløbet
- Grupperne mødes én gang om ugen
- 2 medarbejdere faciliterer forløbet
Alle grupper støttes til at fastholde fællesskabet efter forløbet er afsluttet. Det gøres ved at bygge bro til steder, hvor gruppen kan mødes og ved at udnævne tovholdere - eller rekruttere frivillige tovholdere udefra. Grupperne opstartes løbende, og du kan altid blive skrevet op til en gruppe.
Eksempler på gruppeforløb er:
- Fælles om ADHD: Her mødes personer med samme diagnose. De erfaringsudveksler og danner relationer til hinanden. Medarbejderne deler lettere viden om diagnosen. Formålet med gruppen er, at deltagerne får bedre forståelse for egen diagnose og lærer at håndtere hverdagen på sin måde.
- Fælles A: Der er en tilsvarende gruppe for personer med autisme.
- Oplev-gruppen: Her mødes personer, som føler sig ensomme og mangler nogen at opleve forskellige ting sammen med. Deltagerne og medarbejderne tager sammen ud og oplever eksisterende fællesskaber. Formålet med gruppen er, at deltagerne danner relationer til hinanden og selv får mod på at deltage i lokalsamfundets fællesskaber.
- Struktur: Her mødes personer, som mangler struktur i deres hverdag. I fællesskab arbejdes der med, hvordan deltagerne håndterer aktiviteter, der er svære, og hvad der giver/tærer på energien. Gruppedeltagerne får forskellige redskaber, som de skal arbejde med hjemme inden næste mødegang.