Skip til hoved indholdet

Pas på tænderne

Få mere viden om tænder, tandbørstning, tandpasta, huller og syreskader.

Hjælp dit barn med tandbørstning 

Når spidsen af den første mælketand bryder frem, skal du begynde at børste dit barns tænder. Jo ældre dit barn bliver, des mere kan han/hun selv få lov til at børste, men det er vigtigt, at du hjælper til.

Gode råd til tandbørstning

  • Børst med en lille tandbørste.
  • Brug roterende bevægelser eller korte, vandrette gnubbebevægelser - de roterende bevægelser er mest skånsomme mod tandkødet.
  • Børst med et let tryk - tandbørstehårene må ikke begynde at stritte efter brug.
  • Brug tandpasta med fluorid i en mængde, der svarer til størrelsen af dit barns lillefingernegl. Sundhedsstyrelsen anbefaler fluoridindhold på 1450 ppm - brug derfor gerne 'voksen' tandpasta.
  • Børst alle tænder på alle flader - lav gerne et system, så du er sikker på, at alle tænder bliver børstet.
  • Hold gerne ud i kinden på dit barn, så du kan se, hvor du børster.
  • Det er bedst at børste tænderne om morgenen og inden sengetid.

Se video om tandbørstning

Video 1 - Tandbørstning på mindre barn med brug af Marta Meo.

Video 2 - Tandbørstning på større barn med almindelig tandbørste

Video 3 - Tandbørstning på større barn med el-tandbørste

Hvis du vil vide mere

Fluorid forebygger og forsinker udviklingen af huller. Det er derfor vigtigt at bruge en tandpasta, der indeholder fluorid.

Aalborg Kommunes Tandpleje anbefaler at bruge en tandpasta, der indeholder 1450 ppm (parts per million) fluorid. Mængden af tandpasta skal svare til lillefingerneglen på den, der skal have børstet tænder.

Skyl eventuelt munden, før du børster tænder, og undlad at skylle efter tandbørstning for at få den optimale virkning af flourid i tandpastaen.

Mælketænder

Dit barn får i alt 20 mælketænder, som typisk bryder frem fra cirka 6-8 måneder til 2,5 år. 

Det er vigtigt at passe på mælketænderne, da de blandt andet har en vigtig funktion som pladsholdere for de blivende tænder. 

Omkring 6 års alderen begynder de blivende tænder at bryde frem. Opdager du, at en blivende tand er på vej, og at mælketanden endnu ikke er faldet ud, er det vigtigt at rokke mælketanden ud eller kontakte Tandplejen.

Blivende tænder

Fra dit barn er 5 år, er det vigtigt at holde øje med, om der er 6 års tænder på vej bag mælketænderne. Så snart I opdager nye tænder, er det vigtigt at børste grundigt, da tænderne skal holde resten af livet. Det kan være en fordel at vende tandbørsten på tværs af tandrækken, når de blivende tænder skal børstes.

Normalt får en person 28 blivende tænder og eventuelt 4 visdomstænder. Visdomstænder bryder typisk frem fra 18 års alderen.

Huller i tænderne (caries) opstår, når bakterier og sukker (kulhydrat) er til stede i munden. Bakterierne omdanner sukkeret til syre, som nedbryder tænderne.

For at undgå huller er det derfor vigtigt at børste tænder og mindske sukkerindtaget.

Når tænderne udsættes for syre, sker der ætsninger af tændernes overflade, hvilket også kaldes erosioner.

Syre findes eksempelvis i:

  • Syreholdige drikke så som sodavand (også light produkter), sure sportsdrikke, energidrikke, juice, saftevand, vin og cider.
  • Syrlige frugter så som citrusfrugter (citron, lime, grape, appelsin, pomelo), æbler, vindruer og kiwi.
  • Sure opstød og opkast.

Ved gentagen syrepåvirkning bliver tandens emalje ætset væk, og derved tyndere og mere skrøbelig. Den bortætsede emalje kan ikke komme igen. Derfor er det vigtigt, at mindske syrepåvirkningen.

Gode råd til at undgå syreskader:

  • Hvis du drikker syreholdige drikke, er det bedst at gøre det i forbindelse med et måltid. 
  • Drik vand, mælk, kaffe eller te imellem måltiderne.
  • Brug så vidt muligt sugerør, hvis du drikker syreholdige drikker.
  • Skyl gerne munden/tænderne med vand, hvis du har indtaget syreholdig mad og drikke. Det forkorter tiden, hvor dine tænder ætses.

Kontakt

Tandplejen

Filstedvej 10 9000 Aalborg

Ring til os

99 31 28 50

Skriv til os

Akut tandskade og tandpine

Læs mere på: aalborg.dk/tandskade

Måske er du også interesseret i

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang