Skip til hoved indholdet

Misbrugsbehandling for mennesker med nedsat psykisk funktionsevne

Har du et misbrug af rusmidler, og har du nedsat psykisk funktionsevne? Du kan få hjælp i VAMiS.

Hvem kan få hjælp?

Hos VAMiS kan du få hjælp, hvis du:

  • Har et misbrug af rusmidler
  • Er over 18 år

Du skal også have andre udfordringer som for eksempel:

  • Kognitive udfordringer
  • Psykiske lidelser
  • Komplekse sociale problemstillinger.

Hvordan kan du få hjælp?

Du skal kontakte Rusmiddelafsnittets Visitation for at få tilbud om behandling, hvis du bor i Aalborg Kommune. Se kontaktinfo herunder. Når du ringer til dette nummer, kommer du til at tale med en person, som arbejder i en fælles visitation for borgere i Aalborg Kommune, der søger misbrugsbehandling.

Bor du i en anden kommune, skal du kontakte din egen kommunes misbrugscenter.

Når du har fået godkendt behandling i VAMiS, ringer vi til dig eller din støtteperson, når vi har en ledig plads.

Du må gerne have en ledsager med til samtalerne. Det kan være en forælder, en ven, en kontaktperson, bostøtte eller noget helt andet. 

Hvis du vil vide mere

Ring til os på 50 83 34 22

Telefontider: 
Mandag    8.00-15.00
Tirsdag    8.00-15.00
Onsdag    8.00-15.00
Torsdag   8.00-15.00
Fredag    8.00-15.00

Vores adresse er:

Vamis
Dag Hammerskjölds Gade 3
9000 Aalborg

VAMiS er til dig, der har brug for et skræddersyet forløb, hvor der er god tid til at arbejde med de udfordringer, der ofte er grunden til et misbrug.

I VAMiS er behandlingen ambulant. Det betyder, at behandlingen foregår her hos os. Du møder op til samtale eller terapi og tager hjem igen bagefter.

Du skal have et ønske om at tale om dit misbrug af alkohol eller stoffer. Det er ikke et krav, at du allerede har besluttet dig for, om du vil stoppe eller skære ned på dit forbrug, inden du starter i et forløb her.

Det vigtigste er, at du har lyst til at møde op til dine aftaler og arbejde med dig selv i behandlingen.

Misbrugsudredningsforløbet består af fem til ti samtaler. I forløbet vil du have en samtale om ugen ved din behandler på 45 til 60 minutter inklusive pause.

Din behandler vil stille spørgsmål som:

  • Hvilke rusmidler bruger du?
  • Hvor ofte bruger du dem?
  • Hvad er godt ved rusmidlerne
  • Hvad er ikke godt ved rusmidlerne?

Vi spørger for bedst muligt at kunne hjælpe dig. På den måde får vi et overblik over, hvilke rusmidler du bruger.  Mange mennesker, der har et misbrug, har også en psykisk lidelse. Nogen ved det allerede, og nogen er måske ikke klar over det.

For at kunne hjælpe dig bedst muligt, er det også vigtigt vi ved, hvad dit psykiske helbred betyder for dig, og hvordan det påvirker dit misbrug. Derfor vil vi også spørge ind til dette og bede dig udfylde et spørgeskema om det. 

Vi har også et spørgeskema, som omhandler rusmiddelbrug. Det vil også blive en del af din behandling. 

Når du skal lære, hvad du skal gøre for at komme ud af et misbrug vil noget være let, andet vil være svært og kræver ekstra støtte. Det kan for eksempel være at huske, hvad vi har talt om i behandlingen, eller at gøre noget ved de ønsker og drømme du har.

For at vi kan hjælpe dig bedst muligt, er det derfor vigtigt at vi ved, hvad der er let og svært for netop dig. Derfor består misbrugsudredningen også af nogle forskellige små opgaver ved vores psykolog.

Opgaverne omhandler det, vi kalder kognitive funktioner for eksempel: 

  • at huske
  • at lære
  • at omsætte læringen til handling.

Den behandler, du får i misbrugsudredningsforløbet, er som udgangspunkt den samme behandler gennem hele forløbet i VAMiS.

Efter misbrugsudredningsforløbet skræddersyr vi et tværfagligt behandlingsforløb til dig. Det vil typisk være samtalebehandling kombineret med en eller flere supplerende terapier. 

Samtalebehandlingen foregår således, at du møder på VAMiS for at tale med din behandler cirka en gang om ugen. Samtalerne varer oftest i 45-60 minutter, inklusive pauser efter behov. Samtalebehandlingen er baseret på Den motiverende samtale (MI) og kognitiv adfærdsterapi.

Du vil i samtalerne blandt andet tale med din behandler om:

  • Dit rusmiddelbrug
  • Hvilken betydning forbruget har for dig
  • Hvad du skal gøre for at komme ud af dit misbrug
  • Hvad du ønsker og drømmer om i fremtiden

En del af forløbet består af en række film og rollespil. Det handler om dilemmaer, som for eksempel:

  • at sige nej til rusmidler
  • at bede om hjælp
  • at stoppe efter et tilbagefald.

I VAMiS tager vi altid udgangspunkt i din egen motivation. Et mål med behandlingen kan både med at stoppe et misbrug eller at reducere et misbrug.

Det kan også være, at du allerede er kommet ud af dit misbrug, men har brug for at lære, hvad du skal gøre for at undgå tilbagefald. Det kan vi også hjælpe med.

Vi er aldrig dømmende eller skuffede, hvis du falder i med misbrug, efter du er stoppet. Det vigtigste er, at du ikke giver op, og stadig har lyst til at tale om dit misbrug. Så kan du nemlig lære af et tilbagefald og stå stærkere bagefter.

Misbrugsproblemer sidder ikke kun i hovedet, men i hele kroppen. Kroppen husker og lærer nogle gange bedre end hovedet. Derfor har du i VAMiS mulighed for at arbejde med problemer ved at bruge din krop i forskellige terapier.

Et behandlingsforløb i VAMiS består derfor oftest af samtalebehandling kombineret med en eller flere supplerende terapier. Du vil typisk gå i terapi en gang om ugen eller hver anden uge, samtidig med, at du har en samtale om ugen ved din behandler.  

Psykomotorisk terapi 

I psykomotorisk terapi får du kropslige øvelser og strategier til at håndtere de følelser og situationer, der er svære for dig, og som hænger sammen med dit misbrug. Vi kan også træne vanskelige situationer fra din hverdag med et kropsligt fokus. Det kan eksempelvis være at arbejde med at øve sig i at sige nej og stå fast på beslutninger. Når du følger det psykomotoriske- og kognitive forløb i VAMiS, laver vi sammen en samlet plan for forandring. Vi hjælper dig med at træne de strategier, du har brug for for at kunne komme ud af dit misbrug.

Musikterapi

I musikterapi vil du sammen med musikterapeuten i et trygt rum indgå i en dialog, lytte til musik, synge sange, improvisere på instrumenter, male til udvalgt musik eller måske skrive egne sange. Der tages afsæt i den enkeltes behov og interesser. 

I musikterapi kan du få strategier til, hvordan du konkret kan bruge musikken i din hverdag til at håndtere trang. Du vil opleve støtte til at finde livsglæde og tro på, at du kan skabe forandring i dit liv.

Psykologsamtaler

I VAMiS kan du få supplerende psykologsamtaler ved vores psykolog. Psykologen har specialiseret sig inden for terapi til mennesker med kognitive udfordringer for eksempel udviklingshandicap.

Kropsterapi 

I VAMiS tilbyder vi kropsterapi, fordi vi ved, at følelserne og det ubehag, der kan opstå, og som kan føre til forbrug af rusmidler, også er hjemmehørende i kroppen. Det kan derfor, for manges vedkommende, give god mening at mærke kroppen og på den måde lære at håndtere trang ved at mærke kropslige fornemmelser.  

Kropsterapi handler om at afspænde og fjerne smerter. Det handler også om at mærke sin egen krop. I kroppen sidder også følelser, så nogle gange kan man grine eller græde også uden man ved hvorfor. I kroppen sidder også ubehagelige oplevelser fra fortiden. For nogen er det traumer. I kropsterapien kan man også arbejde med sit traume. 

Når du begynder i et forløb i VAMiS, vil du opdage, at dét at gå i behandling ikke blot er de få timer om ugen, du er hos os. Det er også dét, du gør, når du er derhjemme eller andre steder. Altså de vaner du forsøger at forandre. Det kan kræve støtte fra andre. Derfor samarbejder VAMiS altid med eksempelvis botilbud, bostøttemedarbejdere og andre kontaktpersoner. 

Du må også altid gerne have en ledsager med til samtalerne. Det kan være en forælder, en ven, en kontaktperson/bostøtte eller noget helt andet. En sådan person kalder vi en ressourceperson.

Arbejdsbog

I VAMiS får du en arbejdsbog, som du kan have liggende derhjemme. Når du har været til samtale, får du små referater, modeller, fotos eller andet fra behandlingen med hjem til at sætte i din arbejdsbog.

Din ressourceperson kan støtte op om din behandling i VAMiS ved at kigge i arbejdsbogen sammen med dig og:

  • Minde dig om, hvad du gerne vil øve dig i at gøre anderledes
  • Hjælpe dig med at huske dine aftaler herinde, eller andre aftaler vi laver.

Vi er i alt 15 mennesker, der arbejder hos os, men det er meget forskelligt, hvem der er til stede fra dag til dag, da mange også har opgaver ude af huset: 


5 behandlingsmedarbejdere
1 psykomotorisk terapeut
1 kropsterapeut
1 psykolog/konsulent
1 musikterapeut
4 pædagogiske konsulenter/fagspecialister
2 ledere

Vi udbyder jævnligt kurser for fagpersoner. 

Udviklingscenter Aalborg – VAMiS

Kontakt

Rusmiddelafsnittet

Rantzausgade 8 9000 Aalborg

Ring til os

99 31 57 40

Behandlingstider

Oftest i tidsrummet 8.00-18.00

Måske er du også interesseret i?

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang