Borgerrådgiverens beretning 2022

Forord

Denne beretning dækker perioden fra 1. januar til 31. december 2022. Året hvor Corona efterhånden ikke længere er en stor del af de flestes hverdag. Det kan i høj grad mærkes - også i borgerrådgivningen. Dette vil særligt fremgå af statistikken over aktivitet, når man sammenligner med årene 2020/2021. 

Den øgede aktivitet ser generelt ud til at fortsætte ind i 2023. Det er heldigt, at stigningen i aktivitet er sket i samme år som funktionen er blevet opnormeret. Som noget nyt har vi i år i næsten hele beretningsperioden været to i funktionen. Det gør en stor forskel for kvaliteten i funktionen – både i forhold til fagligheden, den service, som vi er i stand til at levere til borgerne, og for den interne læring/feedback i kommunen. 

Karina Korsbæk Jensen
Borgerrådgiver

Indledning

Borgerrådgiverfunktionen har til formål at styrke dialogen mellem borgerne og brugere af Aalborg Kommune og skal samtidig bidrage til sikring af borgernes retssikkerhed. Borgerrådgiveren skal i den forbindelse medvirke til, at klager over kommunen bruges konstruktivt til forbedringer af kommunens sagsbehandling og borgerbetjening. Funktionen er oprettet efter kommunestyrelseslovens § 65 e med ansættelse af Byrådet. Funktionen er uvildig og uafhængig af kommunens samlede administration. 

Det der i høj grad gør borgerrådgiverfunktionen til noget særligt, sammenlignet med andre klageinstanser, er den personlige kontakt og korte sagsbehandlingstid. Det er stadig min oplevelse, at den tætte dialog, herunder muligheden for at tale med et ”rigtigt” menneske, har stor værdi for borgerne.

Den nære samarbejdsrelation og direkte adgang til kommunens administration gør, at borgernes udfordringer kan søges løst i nær tilknytning til deres opståen. Endelig kan en Borgerrådgiver deltage i dialogmøder og kan med sin uvildighed have stor tryghedsskabende værdi for borgerne, som kan medvirke til at udligne det ulige magtforhold der i nogle tilfælde eksisterer i mødet mellem kommunen og en borger.

Perioden i tal

Metodiske overvejelser 

Nedenfor præsenteres henvendelserne i beretningsperioden i tal. Tallene skal læses som et overbliksbillede over aktiviteten i funktionen og hvordan henvendelserne fordeler sig. 

Antallet og typen af henvendelser kan være betinget af flere udefrakommende faktorer, som ikke nødvendigvis har en direkte sammenhæng med kommunens sagsbehandling på det pågældende område. Disse faktorer kan for eksempel være kendskabet til borgerrådgiverfunktionen, borgernes ressourcer og netværk samt fortællinger på de sociale medier og i foreninger. Dertil kommer, at der vil være registreringer af henvendelser som både kunne og burde have været registreret anderledes, men som kræver en særlig viden omkring hele kommunens organisering af afdelinger/ansvarsområder.

Et eksempel kan være sager omkring børn med funktionsnedsættelser og deres generelle støttebehov, herunder i skolen. Typisk har disse børn/familier kontakt til en familiegruppe eller specialgruppen, som ofte er her de kan få noget kompenserende hjælp eller støtte. Det er ofte det, som forældrene henvender sig om. I disse tilfælde vil vi typisk registrere henvendelsen under familie- eller specialgruppen. Dette på trods af, at udfordringerne i skolen også er genstand for henvendelsen til borgerrådgivningen. Dette forklarer formentlig det forholdsvis lille antal registrerede henvendelser på Børn og Unge. Dette kan måske forklares med, at vi typisk får henvendelser indenfor myndighedsområder – altså der hvor der træffes afgørelser. Der træffes også forvaltningsretlige afgørelser i folkeskolen, men dette er ikke altid klart for hverken skole eller forældre. Man kan med rette diskutere, om denne måde at registrere på giver et retvisende billede af de henvendelser, som (også) vedrører Børn og Unge.

Endelig er det en faktor, at henvendelserne fordeler sig som man kunne forvente. Der er således ikke noget nyt, som ”stikker ud” og giver anledning til en særlig opmærksomhed. På den baggrund kan man ikke sige noget generelt om sagsbehandlingen i Aalborg Kommune med udgangspunkt i tallene. Der er alene tale om et overbliksbillede over antallet og fordelingen af henvendelser. 

Det er som forventeligt Job og Velfærd, som har langt de fleste henvendelser til borgerrådgivningen. Antallet er naturligvis heller ikke blevet mindre efter at voksen-handicapområdet også blev en del af Job og Velfærd. I de medtagne tabeller er det derfor kun Job og Velfærd, som er repræsenteret. 

 Som beskrevet i Borgerrådgiverens Beretning 2021, er det formentlig en naturlig konsekvens af typen af sager, som Job og Velfærd behandler, at der altid vil være flest henvendelser til Borgerrådgivningen som vedrører denne forvaltning. Job og Velfærd behandler mange myndighedsopgaver med en særlig høj grad af borgerkontakt indenfor forsørgelse, beskæftigelse, handicap og familieforhold.

Som det kan ses nedenfor, så er aktiviteten i funktionen steget og den er steget markant i forhold til de to forrige år. De to forrige år har været præget af Corona, som forventes at have været den hovedsagelige forklaring på den lave aktivitet. Aktiviteten per år dækker over antallet af nye henvendelser og mødeaktivitet. Det havde været optimalt at vise antallet af nye henvendelser og mødeaktivitet hver for sig, men da dette ikke har været gjort tidligere, er det, for sammenlignelighedens skyld, heller ikke gjort i år.

Henvendelser i Job og Velfærd

Siden sidst

Synlighed

På trods af stigningen i aktiviteten i funktionen i 2022, herunder antallet af henvendelser, er det stadig min opfattelse, at antallet af henvendelser til borgerrådgiveren i Aalborg Kommune er lavere end det, som man ville kunne forvente af en kommune af Aalborgs størrelse. Det skyldes, at antallet af henvendelser fortsat ikke ligger væsentligt højere end i andre kommuner, der, målt på antallet af indbyggere, er væsentligt mindre. 

I forhold til synlighed har vi i år valgt særligt at rette vores fokus på udbredelsen af kendskabet til funktionen blandt kommunens mest udsatte borgere. Det skyldes dels en oplevelse af, at denne gruppe af borgere ikke ses at være så bredt repræsenteret i henvendelserne til funktionen, som man kunne have en forventning om. Vi valgte derfor i sensommeren at invitere os selv ud og holde oplæg om funktionen på nogle af de steder, som beskæftiger sig særligt med denne gruppe af borgere. Dette ud fra en forventning om, at kendskabet til funktionen ville øges såfremt personalet på de steder, hvor borgerne kommer, er opmærksomme på funktionen. Vi har i efteråret blandt andet besøgt Kirkens Korshærs Herberg, Det Grønlandske Hus, Kofoeds skole, Reden, Lærkereden og Kirkens Korshærs varmestue i Søndergade. 

Det er stadig min forventning, at antallet af henvendelser vil stige i takt med, at kendskabet til funktionen bliver mere udbredt. Synlighed er derfor noget, der kontinuerligt vil blive arbejdet med. 

Barsel

Jeg venter barn til april 2023. Jeg går på barsel i februar måned 2023. Borgerrådgivningen har tidligere været en udsat funktion i forhold til fravær, men heldigvis er der med opnormeringen af funktionen nu mulighed for, at min kollega, Anja Kristensen, kan være fungerende Borgerrådgiver i mit fravær. Det er jeg sikker på, at Anja vil være på fornemmeste vis.

Anbefalinger

En del af formålet med borgerrådgiverfunktionen er at medvirke til, at klager bruges konstruktivt til forbedringer af kommunens sagsbehandling. Dette kan blandt andet ske ved at komme med nogle anbefalinger/feedback på baggrund af vores arbejde med borgernes henvendelser. 
Som jeg tidligere har beskrevet i Borgerrådgiverens Beretning 2021, så er det væsentligt at være opmærksom på, at henvendelserne til borgerrådgiverfunktionen ikke udgør en repræsentativ stikprøve-undersøgelse af kvaliteten i kommunens sagsbehandling. Faktisk er antallet af henvendelser til borgerrådgivningen forsvindende lille set i forhold til Aalborg kommunes samlede antal årlige sager. 

Henvendelser til borgerrådgivningen bliver typisk betragtet som ”enkeltsager” hvis vi ikke har haft andre lignende sager omkring samme emne og afdeling. Selv når vi oplever sager om samme emne og afdeling, vil der stadig være tale om så få  sager. Når man sammenligner med afdelingens samlede antal 
sager, er det derfor værd at overveje, om disse sager med rette kan danne grundlag for nogle generelle anbefalinger, der egner sig til en årsberetning. Det betyder ikke, at enkeltsager ikke godt kan være et udtryk for et generelt problem. Det betyder heller ikke, at de få generelle anbefalinger i Beretningen 
er et udtryk for, at vi ikke ser sager, hvor der begås fejl og hvor der generelt i kvaliteten af sagsbehandlingen er mulighed for forbedringer. Det er blot min opfattelse, at den mest lærerige feedback gives internt med udgangspunkt i de konkrete sager. 

Cases

Nedenfor er beskrevet nogle cases, som er nogle udvalgte anonymiserede sager, som vi har haft i borgerrådgivningen i beretningsperioden. Disse cases har primært til formål at vise hvordan vi arbejder/hvad funktionen kan, herunder hvordan der arbejdes med formålet med funktionen.

Sag 1

En borger henvendte sig til borgerrådgivningen med henblik på råd og vejledning efter at have modtaget en agterskrivelse4) om et forventet afslag på økonomisk hjælp til tandbehandling. Vi blev bekendte med den agterskrivelse, som borgeren havde modtaget, og valgte i den forbindelse at give noget feedback til afdelingen i form af anbefalinger til punkter for øget opmærksomhed i fremtidige agterskrivelser. 

En agterskrivelse er et brev, som myndigheden kan vælge at sende til borgeren, inden der træffes afgørelse, og som indeholder det forventede resultat af den kommende afgørelse. En agterskrivelse er at anse for en partshøring af borgeren. 
Myndigheden kan vælge at lade agterskrivelsen få virkning som afgørelse, jf. principmeddelelse 50-18.

Anbefalinger lød således: 

• At begrundelsen blev præcis og forståelig. I den pågældende sag skabte det forvirring, at det ikke fremgik klart, hvad der var den egentlige begrundelse for afslaget. I indledningen fik man det indtryk, at det blot var tale om en partshøring over kommunens forslåede ændring af et oprindeligt behandlingsforslag til tandbehandling, som der var ansøgt om tilskud til. Senere er der dog beskrevet nogle økonomiske forhold, herunder borgerens mulighed for at låne penge af familie, og endelig var det oplyst, at kommunen ikke fandt, at der var tale om et nødvendigt behandlingsbehov, hvorfor det ikke var noget, som borgeren kunne få økonomisk hjælp til af kommunen. Dette gjorde det svært for borgeren at svare kvalificeret på agterskrivelsen da det var uklart, hvad der var den egentlige begrundelse. Det skyldes, at såfremt blot én af betingelserne ikke er opfyldt, så kan en borger ikke få økonomisk hjælp efter aktivlovens bestemmelser. 
• At der generelt gøres mere ud af at beskrive processen omkring agterskrivelser, sådan at den lever op til de forvaltningsretlige principper. Det bør således fremgå mere klart, fra hvilket tidspunkt agterskrivelsen får retsvirkning som en afgørelse, herunder om det er fra datoen for selve agterskrivelsen eller fra høringsfristens udløb. Det bør i den forbindelse fremgå tydeligt, hvornår klagefristen regnes fra. 
• At klagevejledningen blev rettet/opdateret, sådan at der ikke længere henvises til at klage til Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen, men til Job og Velfærd. Agterskrivelsen var fra november 2022. 
• Endelig blev det anbefalet, at det materiale, som er genstand for en agterskrivelse, i dette tilfælde et notat fra en telefonsamtale med borgernes tandlæge, som kommunen havde indhentet, er vedlagt som bilag, når der er tale om en høring over oplysninger, som i dette tilfælde var til ugunst for borgeren. Dette giver borgeren en reel mulighed for at svare kvalificeret på oplysningerne. I agterskrivelsen var der alene indsat brudstykker fra telefonsamtalen. De var taget ud af en sammenhæng uden at vide, om hvad og hvordan, der var blevet spurgt, og det var uklart, om der også har været oplysninger, som var til gunst for borgeren, og dermed talte for det modsatte resultat. 

Sag 2

En borger henvendte sig til Borgerrådgivningen på grund af utilfredshed med flere afgørelser. Borgeren var blandt andet uenig i kommunens afslag på enkeltydelser til medicin og el. Der blev holdt et møde med borgeren hvor vi gennemgik de forskellige breve denne havde modtaget. Begrundelsen for afslagene var en økonomisk beregning som viste, at borgeren selv kunne afholde udgifterne. Borgeren var uenig i beregningen af dennes rådighedsbeløb.

I borgerrådgivningen blev vi opmærksomme på, at det i brevene til borgeren fremstod uklart, om der var tale om partshøringer eller om der allerede var blevet truffet afgørelse i sagen. Dette indledte vi en dialog med afdelingen om. 

Borgeren havde også ansøgt om dispensation til optagelse af et nyt indskudslån til en ny bolig. Borgeren fik afslag, men her fremgik det af afgørelsen, at der ikke var klageadgang, da der var tale om en ”kommunal afgørelse.” Samtidig blev vi opmærksomme på, at 
der som lovgrundlag var henvist til en lov, som ikke findes og at væsentlige oplysninger omkring borgerens begrundelse for at ansøge, ikke var medtaget i oplysningen af sagen. Endelig kunne vi ikke finde de retningslinjer, som en kommune skal fastsætte for brug af bestemmelsen om undtagelsesvist at give dispensation til at bevilge endnu et indskudslån.

Der blev på baggrund af ovenstående afholdt et dialogmøde med afdelingen hvor også borgeren deltog. På mødet blev de enkelte sager drøftet, herunder sagen om indskudslånet, hvor borgeren fik mulighed for at uddybe behovet for en ny bolig og dermed behovet for et nyt indskudslån – det var dog den samme begrundelse, som borgeren også havde oplyst om ved ansøgningen. På baggrund af borgerens oplysninger besluttede afdelingen at behandle sagen igen, og få dage senere modtog borgeren en bevilling på et nyt indskudslån. 

Sagen viser forskellige forhold som blandt andet processer og tydeliggørelse af partshøring, afgørelse og klage, oplysningen af sager med tilhørende begrundelser, korrekt henvisning til lovgrundlag samt korrekt klagevejledning. Alt dette er der blevet givet skriftlig feedback på til afdelingen.

Afdelingen har i øvrigt efterfølgende oplyst, at de nu har fået lavet klare retningslinjer for anvendelse af bestemmelsen om muligheden for dispensation for nye indskudslån. Det er altid positivt, når feedback bliver brugt til at skabe læring og nye tiltag. 

Sag 3

En borger henvendte sig til Borgerrådgivningen omkring sagsbehandlingen i dennes beskæftigelsessag, idet borgeren oplevede sagsbehandlingen belastende henset til borgerens funktionsniveau. Borgeren reagerede bl.a. voldsomt psykisk på krav om samtaler og indsatser – så voldsomt at borgeren oplevede selvmordstanker. Borgeren var et par måneder forinden, efter længere tids sygemelding, blevet bevilget et ressourceforløb. Dette havde overrasket borgeren (som mente sig berettiget til en førtidspension), men denne havde ikke haft ressourcerne til at klage over dette indenfor klagefristen.

Borgeren udtrykte generel mistillid til kommunen, idet denne følte sig (for) presset og ikke blev lyttet til. Borgeren forstod ikke begrundelsen for bevillingen af selve ressourceforløbet og meningen med de indsatser, der blev peget på. I borgerrådgivningen tilbød vi borgeren hjælp med at gennemgå sagsforløbet, herunder begrundelsen for og formålet med ressourceforløbet. Vi valgte i den forbindelse at rette henvendelse til afdelingen med nogle uddybende spørgsmål. Vi spurgte til grundlaget for bevillingen af ressourceforløbet samt til beslutningen om at iværksætte beskæftigelsesrettede tilbud. Dette som følge af at borgeren oplevede en forværring af sin psykiske tilstand som følge af disse krav og henset til at borgerens egen læge generelt oplyste om omfattende skånehensyn. Der blev efterfølgende afholdt et dialogmøde omkring sagen og det videre forløb hvor det blev aftalt, at borgeren ikke skulle møde i beskæftigelsestilbud. I borgerrådgivningen hjalp vi løbende borgeren med at få beskrevet forskellige forhold omkring dennes oplevelse af eget funktionsniveau/arbejdsevne og deltog i flere møder for at støtte borgeren i sin mistillid, som kom til udtryk ved psykiske symptomer. 

Efter nogle måneder blev der igen foreslået forskellige indsatser, blandt andet et besøg i et beskæftigelsestilbud. Borgeren reagerede igen psykisk, idet denne oplevede dette som et voldsomt pres, som igen betød forværring af borgerens helbred. Borgeren besluttede 
på den baggrund at ansøge om førtidspension på det foreliggende grundlag. Rehabiliteringsteamet indstillede efterfølgende borgeren til en førtidspension.

I denne sag har vi primært haft en vejledende og støttende funktion overfor borgeren. Vi har gennem hele forløbet vejledt om regler og praksis på området og hjulpet med at skabe forståelse for sagsforløbet. Vi har deltaget i møder mellem borgeren og kommunen – ikke fordi vi fandt det ”nødvendigt” men fordi borgerens (formentlig sygdomsrelaterede) frygt og manglende tillid til kommunen gjorde det uforholdsmæssigt svært for borgeren at deltage kvalificeret i egen sag på egen hånd.

I Borgerrådgivningen tilbyder vi ikke ”bisidderfunktion” i sig selv. Når vi deltager i møder med kommunen er det enten som en del af sagsforløbet med borgeren og/eller når vi vurderer, at vores tilstedeværelse giver en tryghedsskabende værdi for borgeren i håbet om en positiv effekt på det videre sagsforløb.

Sag 4

En borger henvendte sig til borgerrådgivningen da denne havde ventet 7 måneder på svar på sin ansøgning om reparation af et hjælpemiddel, som borgeren tidligere var blevet bevilget. Borgeren oplevede, at der ikke rigtig skete noget i sagsbehandlingen. Der var blevet afholdt et møde 4 måneder efter indgivelsen af ansøgningen, men borgeren oplevede, at der ikke blev fulgt op på de aftaler, som blev indgået ved mødet. Det var uklart for borgeren, hvad der var næste skridt i sagen og hvornår borgeren kunne forvente en afgørelse. På mødet havde borgeren fået en fornemmelse af, at kommunen ville frakende borgeren hjælpemidlet fremfor at reparere det. I borgerrådgivningen undersøgte vi sagsforløbet hvilket resulterede i en anbefaling til afdelingen om enten at få truffet en afgørelse i sagen (såfremt sagen var tilstrækkeligt oplyst) eller alternativt sørge for reparation/udskiftning af borgerens hjælpemiddel, sådan at borgeren rent faktisk kunne benytte det bevilligede hjælpemiddel under kommunens behandling af sagen.

Der gik yderligere 1 måned før borgeren blev kontaktet af kommunen og orienteret mundtligt om et afslag på hjælpemidlet, og dermed et afslag på reparation/udskiftning. Borgeren ventede herefter 3 uger på at få en skriftlig afgørelse med begrundelse og klagevejledning. Borgeren valgte at klage over afgørelsen. Da borgeren ikke havde modtaget en genvurdering indenfor den lovmæssige frist på 4 uger, hjalp vi med at rykke for svar.

Forvaltningen meldte tilbage, at dette skyldtes ferie og sygdom, men anerkendte samtidig, at dette var en fejl og at der hurtigt ville blive lavet en genvurdering. Kommunen valgte af fastholde afslaget og sendte sagen til Ankestyrelsen. Borgeren var uenig i flere faktuelle oplysninger i genvurderingen og havde svært ved at se, hvordan dennes klagepunkter var en del af genvurderingen. Borgeren oplevede også, at faktuelle oplysninger i afgørelsen stod i direkte modsætning til oplysninger i genvurderingen. Sagen er efterfølgende blevet hjemvist af Ankestyrelsen for fornyet behandling.

Sagen gav anledning til feedback til afdelingen. Her blev det blandt anbefalet, at afdelingen fremadrettet havde en opmærksomhed på sagsbehandlingstid og processerne i sagsbehandlingen.

Det var uklart, om en telefonsamtale hen mod slutningen af sagsbehandlingen var en partshøring, et mundtligt afslag eller måske en kombination af begge dele. Dette bør fremgå tydeligt for borgeren. En tydelig adskillelse af partshøring og eventuel afgørelse ville formentlig også have givet borgeren en følelse af at blive lyttet til – også selvom borgerens oplysninger ikke kunne ændre på resultatet. Det er der dog næsten altid en sandsynlighed for, at de godt kan. Borgeren undrede sig over den lange ventetid mellem det mundtlige afslag og den skriftlige afgørelse. Her bliver tydelighed omkring processen igen afgørende.

Der blev anbefalet en opmærksomhed på overholdelse af 4-ugers fristen for genvurderinger, herunder at sygdom og ferieafvikling ikke er en rimelig årsag til at forlænge fristen. Endelig blev det anbefalet, at der i genvurderinger tydeligt tages stilling til borgerens klagepunkter. Dette for at sikre reel genvurdering af sagen og at borgeren føler sig hørt. I borgerrådgivningen er vi ikke bekendte med årsagen til hjemvisningen af sagen, men generelt kan manglende stillingtagen til en borgers klagepunkter være en medvirkede eller afgørende årsag til en hjemvisning. 

Generelle anbefalinger 

Nedenfor er beskrevet nogle anbefalinger, som er baseret på flere forskellige henvendelser fordelt på flere afdelinger og forvaltninger. Der er dermed grundlag for at komme med nogle generelle anbefalinger, herunder opmærksomhedspunkter, som jeg vil mene, at langt de fleste afdelinger i kommunen kan have gavn af at være opmærksomme på.

Vejledning eller afgørelser?

En afgørelse i forvaltningslovens forstand er en forvaltningsakt – dvs. en udtalelse, der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde. I afgørelsessager tildeles parten en række partsbeføjelser, f.eks. ret til partsaktindsigt og partshøring, og der stilles en række krav til selve afgørelsen, for eksempel krav om begrundelse og klagevejledning. Hvis en myndighed ikke er bevidst om, at den træffer afgørelse i en sag - og derfor ikke overholder forvaltningslovens regler – kan det betyde, at afgørelsen i sagen bliver forkert eller ugyldig og at myndigheden må behandle sagen på ny.

I borgerrådgivningen oplever vi fortællinger fra borgere om ydelser, som de har fået at vide af deres rådgiver, at de ikke har ret til og derfor ikke kan få. Det kan f.eks. være økonomisk hjælp eller handicapkompenserende ydelser. Hvis man får et afslag fra en myndighed, som man er utilfreds med, er  den rette vej at gøre brug af klagesystemet. Vi spørger derfor altid borgeren, om denne har modtaget en skriftlig afgørelse med en klagevejledning på det afslag, som de oplever at have fået. Dette med henblik på at vejlede om muligheden for at gøre brug af klagesystemet. Det er her hvor vi ikke 
sjældent oplever, at svaret er nej – de har ikke modtaget nogen skriftlig afgørelse og er ikke bekendte med muligheden og processen i at klage.

I mødet mellem en borger og kommunen kan der være meget kommunikation som omhandler borgerens sag og situation generelt. Kommunikationen vil ofte både være på møder og via telefonisk kontakt. Her drøftes mange forhold, som man primært vil kategorisere som ”råd og vejledning.” Retssikkerhedsmæssigt kan det dog blive en udfordring, når der pludselig ikke længere blot er tale om råd og vejledning, men hvor en rådgiver udtaler sig om hvad der er eller skal være ret for den pågældende borger. Det skyldes, at rådgiveren i disse situationer reelt set træffer en forvaltningsretlig 
afgørelse. Det kan for eksempelvære situationer, hvor der bliver sagt sætninger som: ”det kan du ikke få”, ”I Aalborg Kommune bevilger vi aldrig…” eller: ”du er ikke i målgruppen/personkredsen for denne ydelse.” Når en borger ikke er klar over, at der rent faktisk er blevet truffet en afgørelse, vil borgeren heller ikke være opmærksom på sine rettigheder, herunder særligt muligheden for at klage. Det er et retssikkerhedsmæssigt problem. 

Vi hører også om tilfælde, hvor en rådgiver i kommunikationen med en borger fortæller, at denne ikke er berettiget til bestemt social ydelse, men afslutningsvis siger til borgeren, at denne selvfølgelig er velkommen til at ansøge. Dette med henblik på at borgeren så, ved indgivelsen af ansøgningen, vil 
modtage en skriftlig afgørelse. Man kan forestille sig, at det kræver visse ressourcer fra borgerens side, såfremt denne alligevel laver en skriftlig ansøgning, herunder indsamler diverse dokumentation eventuelt fra både bank, pensionskasser med videre på trods af at man allerede, af en fagperson, har fået stillet et afslag i udsigt. Jeg anerkender den udfordring, som rådgiverne i disse situationer står i: Det giver ikke mening at stille borgeren noget i udsigt, som man allerede fra starten ved, at borgeren ikke har ret til.  Spørgsmålet om, hvorvidt man som borger juridisk set allerede har indgivet en (mundtlig) ansøgning ved blot at gøre opmærksom på behovet for hjælp, hvorefter vejledning om muligheden for at indsende en ansøgning, af denne årsag kan være ”forkert” er ikke en del af denne beretning.

Det man skal være opmærksom på er, at det stiller store krav til, at den vejledning som der gives, også er korrekt. Det er generelt værd at være opmærksom på, at processen i at skrive en afgørelse med skriftlig begrundelse kan noget særligt i forhold til den dybdegående refleksion over sagens faktuelle omstændigheder i relation til lovgivningen. Dertil kommer, at man på det tidspunkt, hvor vejledningen gives, ofte ikke er bekendt med mange af de faktuelle oplysninger omkring en borgers situation.

I borgerrådgivningen kan vi nogle gange opleve, at denne type af vejledning gives i situationer, hvor lovgivningen er overvejende skønspræget. Det kan af den årsag være vanskeligt at udtale sig sikkert om et resultat af den afgørelse uden først at oplyse sagen tilstrækkeligt. I disse situationer er det uhensigtsmæssigt, at en rådgiver på forhånd stiller et afslag i udsigt, da det kan medføre, at borgeren opgiver at ansøge.

Jeg vil generelt anbefale, at der er en øget opmærksomhed på henholdsvis råd og vejledning og på den anden side forvaltningsretlige afgørelser.

Jeg vil også anbefale, at der er en opmærksomhed på kun at vejlede om forventet afslag før indgivelsen af ansøgninger (uden reel sagsbehandling) i de sager, som er overvejende lovbundne – altså hvor man ud fra objektive kriterier i lovgivningen forholdsvis sikkert kan udtale sig om udfaldet af en ansøgning. I andre tilfælde – primært sager indenfor den mere skønsprægede lovgivning, bør man derimod være mere varsom med at træffe afgørelse på forhånd.