Skip til hoved indholdet

Hvor skal barnet bo?

I kan melde flytning for jeres børn, hvis I er gået fra hinanden, eller barnet skal skifte adresse til den anden forælder.

Meld flytning (MitID) Bestil tid i Borgerservice

Har du ikke MitID, eller har du brug for hjælp til selvbetjening, så kontakt Borgerservice.

Hvis du og dit barn flytter

Hvis du flytter fra barnets anden forælder, og barnet skal flytte med dig, kan du melde flytning for barnet samtidig med, at du melder flytning for dig selv. 

Den anden forælder bliver bedt om at acceptere eller afvise barnets flytning inden for 14 dage. 

Hvis det kun er barnet, der skal skifte adresse

Den forælder, som barnet flytter til, skal melde flytningen. 

Den forælder, som barnet flytter fra, får tilsendt et partshøringsbrev via Digital Post. I brevet bliver den fraflyttede forældre bedt om at acceptere eller afvise barnets flytning inden for 14 dage.  

Når I går fra hinanden

Få styr på reglerne, før I laver aftaler om børn og økonomi, ved skilsmisse og ophør af samvær. 

Brug guide på borger.dk, når I går fra hinanden

Vil du vide mere

Hvis I har fælles forældremyndighed, og I er enige om barnets bopæl, kan I selv indbyrdes aftale, hvem af jer barnet skal have bopæl hos. I behøver ikke at involvere Familieretshuset i den aftale.

Når I har fælles forældremyndighed, er det bopælsforælderen, som bestemmer, hvor i landet, barnet skal bo.Hvis barnet skal flytte til udlandet, Grønland eller Færøerne, skal I dog være enige om det.

Hvis en af jer har den fulde forældremyndighed over barnet, er det denne forælder, der bestemmer, hvor barnet skal bo rent geografisk. Det gælder både i Danmark og i udlandet.

Skrevet af Familieretshuset

Selvom det er jer som forældre, der bestemmer, hvor barnet skal bo, er det en god ide at snakke med jeres barn. Det er vigtigt for børn, at de oplever at deres forældre lytter til dem.

Hvis forældrene ikke kan blive enige om, hvor barnet skal have bopælsadresse, kan Familieretshuset hjælpe forældrene med at lave en aftale. Hvis forældrene efter at have fået hjælp og rådgivning stadig ikke kan blive enige, er det familieretten, der i sidste ende kan træffe en afgørelse om, hvor barnet skal bo.

Skrevet af Familieretshuset

Hvis I som forældre har delt bopæl, er det reglerne om delt bopæl, der gælder i forbindelse med flytning.

Hvis I ikke har delt bopæl, har du pligt til at fortælle den anden forælder om en evt. flytning. Det skal du gøre senest 6 uger, før du flytter, og du skal kunne bevise, at du har varslet flytningen i tide.

Varslingspligten gælder uanset hvad. Både hvis du bor sammen med jeres barn, hvis du ikke bor sammen med jeres barn. Den gælder også, selvom du hverken deler eller har den fulde forældremyndighed over jeres barn.

Hvis den af jer, som skal flytte, ikke fortæller den anden forælder om flytningen i tide, kan det få betydning i en eventuel senere sag, hvor fx retten skal tage stilling til, hvem af jer barnet skal bo sammen med.

På siden Flytning i Danmark i afsnittet Børn og flytning, kan du læse, hvordan du anmelder flytning for dit barn.

Skrevet af Familieretshuset

Hvis I har fælles forældremyndighed, men ikke kan blive enige om, hvem barnet skal have bopæl hos, skal I kontakte Familieretshuset. Familieretshuset kan hjælpe jer med forældresamarbejdet og med at lave aftaler, som fungerer godt for jeres barn.

Hvis I ønsker hjælp fra Familieretshuset, skal I udfylde og indsende 'Kontaktskema om forældremyndighed,bopæl og samvær'. I skemaet kan I beskrive, hvad I har brug for hjælp til.

Når Familieretshuset modtager jeres henvendelse, vurderer vi, hvordan vi bedst kan hjælpe jer. Det kan fx være med børnesagkyndig rådgivning, konfliktmægling eller samarbejdskurser. Familieretshuset vil forsøge at hjælpe jer til at blive enige om en løsning. Det er altid bedst for jeres barn, hvis I finder en løsning, I kan samarbejde om.

Hvis forældrene efter at have fået hjælp og rådgivning stadig ikke kan blive enige, er det familieretten, der i sidste ende kan træffe en afgørelse om, hvor barnet skal bo.

Skrevet af Familieretshuset

Når I har fælles forældremyndighed, skal I være enige, hvis jeres barn og den af jer, som barnet bor sammen med og har folkeregisteradresse hos, skal flytte til udlandet. Den forælder, som barnet bor sammen med, har altså ikke mere at skulle have sagt end den anden forælder.

Når en forælder har den fulde forældremyndighed over barnet, bestemmer denne forælder alene, hvor barnet skal bo rent geografisk. Det gælder både i Danmark og i udlandet.

Ved flytning til udlandet er det vigtigt at huske på, at jeres barn har ret til begge sine forældre, og I har ansvaret for, at jeres barn har en tæt og jævnlig kontakt til jer begge to.

Skrevet af Familieretshuset

Kontakt

Borgerservice

Rantzausgade 6 9000 Aalborg

Ring til os

99 31 18 00

Skriv til os

Det med småt

Når Familieretshuset træffer en afgørelse om samvær, barnets bopæl eller forældremyndighed, står der i afgørelsen, hvordan du kan klage over den.

Du skal sende en klage til Familieretshuset senest 4 uger efter, du har fået afgørelsen. Når Familieretshuset har modtaget din klage, bringer vi den videre til familieretten.

Familieretshuset kan også beslutte at genoptage sagen, hvis:

  • Klagen indeholder en ansøgning, som Familieretshuset ikke har taget stilling til
  • Klagen indeholder væsentlige nye oplysninger
  • Sagen indeholder væsentlige oplysninger, som Familieretshuset ikke har taget stilling til
  • Der er begået sagsbehandlingsfejl, som kan have betydning for afgørelsen.

Her kan du ikke klage:

Familieretshusets registrering eller notering af en aftale kan ikke indbringes for familieretten, men Familieretshuset kan i stedet genoptage sagen.

Familieretshusets afgørelse om aktindsigt efter forvaltningsloven eller offentlighedsloven kan ikke indbringes for familieretten. Familieretshuset skal dog genoptage behandlingen af anmodning om aktindsigt.

Skrevet af Familieretshuset

Måske er du også interesseret i

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang