Skip til hoved indholdet
    Hjem Mit liv Mit barn Børnepasning Typer af pasning Håndbog for dagtilbudsbestyrelser og forældreråd

Håndbog for dagtilbudsbestyrelser og forældreråd

  • Titel: Håndbog for dagtilbudsbestyrelser og forældreråd
  • Vedtaget: September 2019
  • Opdateret: Juni 2024

Indledning

Engagement i dagtilbudsbestyrelse og forældreråd har stor betydning for den fortsatte udvikling af Aalborg Kommunes daginstitutioner. Dagtilbudsbestyrelse og forældreråd har en vigtig rolle i at repræsentere den samlede forældregruppe og stille nysgerrige spørgsmål.

Forældre har mulighed for at blive inddraget via:

  • Dagtilbudsbestyrelsen i dagtilbuddet
  • Forældreråd i daginstitutionen

Dagtilbudsbestyrelsen er sammensat af forpersoner fra forældrerådene, leder- og medarbejderrepræsentanter fra det dagtilbud (den gruppe af daginstitutioner), som institutionerne hører ind under, samt dagtilbudslederen.

Forældrerådet består af forældrerepræsentanter for den enkelte institution samt den pædagogiske leder, desuden kan medarbejdere og gæster inviteres med ad hoc.


Formålet

Dagtilbudsbestyrelser tager afsæt i lovgivningen og har til formål at:

  • Sikre, at forældre og medarbejdere bliver inddraget i forhold, der har betydning for daginstitutionen og dagtilbuddet.
  • Styrke dialogen og samarbejdet mellem forældre, medarbejdere og ledelse.
  • Sikre udvikling og trivsel for alle børn, der er indskrevet i dagtilbuddet.

Formålet med forældreråd er primært at varetage den enkelte institutions forhold og sociale arrangementer.

I det følgende er der relevante oplysninger om lovgivningen, beføjelser, bestyrelses- og forældrerådsarbejde med mere. Det er grundlaget og rammen for arbejdet i dagtilbudsbestyrelsen og forældrerådet.


Rammerne

Rammerne for arbejdet i dagtilbudsbestyrelse og forældreråd er forankret i national lovgivning samt kommunalt besluttede politikker og retningslinjer.

Dagtilbudsloven

Dagtilbudslovens overordnede formål er at skabe tilbud til børn og unge, der bidrager til trivsel, udvikling og læring, forebyggelse af negativ social arv, fleksibilitet og valgmuligheder for den enkelte familie samt sammenhæng mellem tilbuddene.

Børne- og Ungepolitikken

Børne- og Ungepolitikken danner en fælles platform og sætter retning for alle indsatser for børn og unge i Aalborg Kommune, hvad enten der er tale om indsatser i de almene tilbud eller specialtilbud. Politikken er værdibaseret og fungerer som en paraply for forvaltningens øvrige politikker og strategier målrettet børn og unge.

Læs Børne- og Ungepolitik


Organisering

I Aalborg Kommune har vi en struktur på daginstitutionsområdet med et dagtilbud som samlende enhed for 7-14 kommunale daginstitutioner - i alt 12 dagtilbud med cirka 150 daginstitutioner.

Ledelsen i dagtilbuddet er organiseret med en dagtilbudsleder i hvert af de 12 dagtilbud.

Dagtilbudslederen har det overordnede ansvar for dagtilbuddets samlede budget, drift og udvikling. Derudover er der i alle daginstitutioner en pædagogisk leder, som er ansvarlig for børnenes trivsel, udvikling og læring, samt medansvarlig for institutionens drift.

Forældreinddragelsen bliver organiseret i henhold til denne struktur, så der er et forældreråd i hver

daginstitution og en dagtilbudsbestyrelse i hvert dagtilbud. Valget af forældrerepræsentanter sker ved, at der i den enkelte daginstitution bliver valgt et forældreråd. Forpersoner i forældreråd er samtidig medlemmer af dagtilbudsbestyrelsen i dagtilbuddet.

Både i dagtilbudsbestyrelse og forældreråd er man forpligtet til at sikre et godt og velfungerende samarbejde.


Dagtilbudsbestyrelse

Hvert dagtilbud har sin egen dagtilbudsbestyrelse, som består af forpersoner eller andre gennemgående medlemmer fra de enkelte daginstitutioner i dagtilbuddet, samt et antal medarbejderrepræsentanter.

Det er forældrerepræsentanternes rolle at varetage forældreperspektivet i forhold til det samlede dagtilbud. Medarbejderrepræsentanterne bidrager med faglige indspark. Dagtilbudslederen er sekretær for bestyrelsen.

I bestyrelsen træffes beslutninger om overordnede principper for den pædagogiske praksis og økonomiske principper for dagtilbuddets budget. Bestyrelsen er således med til at sætte retning for, at det pædagogiske personale kan skabe en god hverdag for alle børnene i dagtilbuddets institutioner.

For at give alle bestyrelsesmedlemmer en ensartet introduktion til arbejdet i dagtilbudsbestyrelsen, bliver der i alle 12 dagtilbud gennemført en fælles introduktion til bestyrelsesarbejdet for medlemmerne i de nye bestyrelser.


Forældrerådet

I hver daginstitution vælges et forældreråd, som består af forældrerepræsentanter og den pædagogiske leder. Størrelsen på forældrerådet fastsættes af den enkelte institution.

I forældrerådet er det forældrerepræsentanternes ansvar at repræsentere alle børn og forældre i institutionen. Den pædagogiske leder fungerer som forældrerådets sekretær, og bidrager med faglig viden. Forpersonen, eller et andet gennemgående medlem af forældrerådet, repræsenterer daginstitutionen i dagtilbuddets dagtilbudsbestyrelse.

Forældrerådet har fokus på den enkelte daginstitution, og i forældrerådet er der mulighed for at under- støtte fællesskabet og det gode samarbejde mellem forældre, børn og personale. Her drøftes for eksempel:

  • Den pædagogiske praksis i daginstitutionen, herunder den pædagogiske læreplan
  • Konkrete aktiviteter, som børnene og det pædagogiske personale deltager i
  • Sociale arrangementer

Det er desuden forældrerådet, der hvert andet år afgør, om institutionen skal være en del af den kommunale frokostordning.


Tavshedspligt

Som bestyrelsesmedlem og forældrerådsmedlem skal man være opmærksom på, at man kan komme i besiddelse af fortrolige oplysninger, der er omfattet af tavshedspligt.

Hvis et medlem af en bestyrelse eller et forældreråd uberettiget videregiver oplysninger, og der er tale om brud på tavshedspligten, kan dette være strafbart efter Straffelovens §152. I forældrerådet underskrives en erklæring om tavshedspligt, som også gælder for dagtilbudsbestyrelsen, samt efter, man er trådt ud af forældrerådet eller dagtilbudsbestyrelsen.

Som udgangspunkt drøfter vi ikke personforhold, herunder enkelte børns og forældres forhold, i bestyrelsen eller forældrerådet. Disse forhold vedrører for personalets vedkommende arbejdsgiveren, og i forhold til børn og forældre, anses disse oplysninger som anliggende mellem institutionen og familien.


Ansættelser

Når der skal ansættes nye medarbejdere, pædagogisk leder i en institution eller en ny leder af et dagtilbud, bliver der nedsat et ansættelsesudvalg. Det sker ud fra en værdibaseret tilgang og en konkret vurdering i de enkelte tilfælde af, hvad der giver mening. Det skal sikre en relevant repræsentation, medinddragelse samt habilitet i ansættelsesproceduren.

Ansættelse af medarbejdere

Når der skal ansættes personale til faste stillinger i daginstitutioner, bliver der nedsat et ansættelsesudvalg, hvor forældrerepræsentanter indbydes til at delt- age. Ansættelsesudvalget har indstillingsret til dagtilbudslederen, der har den endelige ansættelsesret.

Ansættelse af pædagogisk leder

Når der skal ansættes en pædagogisk leder, bliver der nedsat et ansættelsesudvalg. Her indbydes også repræsentanter fra forældrerådet. Ansættelsesudvalget har indstillingsret til områdechefen, der har den endelige ansættelsesret. Forældrerådet i den pågældende daginstitution kan udarbejde ønsker til, hvilke kvalifikationer lederen i den pågældende institution bør have.

Ansættelse af dagtilbudsleder

Når der skal ansættes en dagtilbudsleder, bliver der nedsat et ansættelsesudvalg i området. Det skal sikres, at der er forældre repræsenteret i ansættelsesudvalget. Ansættelsesudvalget har indstillings- ret til dagtilbudschefen, der har den endelige ansættelsesret.


Ændring af åbningstider

Hvis der i en institution er ønske om at ændre åbningstiden, kan dette drøftes i forældrerådet. Ændringer skal godkendes af dagtilbudsbestyrelsen i samarbejde med dagtilbudslederen.

Dagtilbudsbestyrelsen har ikke kompetence til at udvide åbningstiden. Lokale ændringer i åbningstiden må ikke medføre, at allerede indskrevne børn i institutionen ikke kan benytte en ny åbningstid.


Frokostordninger

Børnene i vuggestuer og børnehaver bliver tilbudt et sundt frokostmåltid hver dag, såfremt forældrerådet ikke har fravalgt ordningen. Fravalg af frokostordningen er muligt hvert andet år.

Op til valget vil forældrerådet få fremsendt relevant materiale om frokostordningen og valget. Materialet kan de vælge at dele med resten af forældregruppen. Fravalg af frokostordning er op til forældrerådet. Den pædagogiske leder har ikke stemmeret i bestyrelsen.

Den kommunale frokostordning er omfattet af almindelige regler om friplads og søskendetilskud, og betalingen af frokostordningen opkræves med den månedlige forældrebetaling.


Forældretilfredshed

Børn og Unge anvender systematiske brugermålinger eller tilfredshedsundersøgelser på en lang række områder, herunder også i forhold til daginstitutioner.

Målingerne i dagtilbuddene foretages af Børne- og Undervisningsministeriet og foregår via spørgeskemaer om forældrenes tilfredshed med og holdninger til deres barns daginstitution.

Dagtilbuddet og den enkelte institution bruger resultaterne som grundlag for drøftelser om mulige forbedringer.

Formålet med at gennemføre brugermålingerne i dagtilbud er at:

  • Indhente viden og information fra en repræsentativ del af forældrene med henblik på at dokumentere tilfredshed.
  • Gøre resultaterne synlige for forældregruppen, pædagoger samt forvaltningen og Børne- og Undervisningsudvalget.
  • Fremme dialog og forventningsafstemning ved at følge op på resultaterne i forældrefora.
  • Overveje om, og hvordan, resultaterne kan give anledning til forbedringer i den enkelte daginstitution og dagtilbud.
  • Opnå læring og indsigt på tværs af institutioner og dagtilbud.

Pædagogisk tilsyn

Konsulenter fra Afsnit for Tilsyn og Privat pasning gennemfører én gang om året et pædagogisk tilsyn i daginstitutionerne, som skiftevis er henholdsvis anmeldt og uanmeldt. Hvis muligt deltager forældrerepræsentanter i tilsynet.

Tilsynet indeholder både kontrol- og udviklingselementer, og er et led i kommunens forpligtelse til at sikre kvaliteten på dagtilbudsområdet. Ved tilsynet observeres samspillet mellem børnene og mellem de voksne og børnene ud fra en observationsramme. Herefter har konsulenten en dialog med dagtilbuddet, og der bliver lavet en tilsynsrapport, som offentliggøres på Aalborg Kommunes hjemmeside.


Vedtægter

I vedtægterne finder du information om for eksempel reglerne for dagtilbudsbestyrelsens sammensætning, bestyrelsesvalg samt rammerne for bestyrelsesmøderne. Du kan desuden læse mere om, hvordan opgaver og kompetencer er fordelt mellem myndigheder, ledere og forældre.


Bilag: Vedtægter for dagtilbudsbestyrelsernes arbejde

§1

Dagtilbudsbestyrelsen består af de valgte forpersoner for forældrerådene i hver daginstitution, 2-3 medarbejderrepræsentanter samt dagtilbudslederen jævnfør stk. 3. Endvidere deltager en pædagogisk leder uden stemmeret.

Der skal være flertal af forældre og et ulige antal medlemmer i dagtilbudsbestyrelsen. Derfor er der 2 eller 3 medarbejderrepræsentanter i dagtilbud med henholdsvis ulige eller lige antal forældrerepræsentanter.

Den pædagogiske leder i dagtilbudsbestyrelsen udpeges af dagtilbudslederen i forbindelse med nyvalg til bestyrelsen.

Stk. 2

Dagtilbudslederen foranlediger, at der foretages valg af medarbejderrepræsentanter og suppleanter for disse. Der kan ikke vælges flere medarbejderrepræsentanter fra samme daginstitution.

Stk. 3

Dagtilbudslederen fungerer som dagtilbudsbestyrelsens sekretær og deltager i møderne uden stemmeret.

Dagtilbudsbestyrelsens beføjelser

§2

Dagtilbudsbestyrelsen udøver sit virke inden for de mål og rammer, der er fastsat af Aalborg Byråd/Børn og Unge.

Stk. 2

I henhold til dagtilbudslovens bestemmelser har dagtilbudsbestyrelsen følgende kompetencer og beføjelser:

  • Fastsætte overordnede principper for dagtilbuddet
  • Fastsætte overordnede principper for anvendelse af budgetrammen
  • Indstillingsret og ret til at deltage i ansættelser i forbindelse med ansættelse af dagtilbudsleder og pædagogiske ledere.

Stk. 3

Børn og Unge kan uddelegere yderligere beføjelser vedrørende dagtilbud.

Stk. 4

Aalborg Byråd/Børn og Unge delegerer ikke:

  • De beføjelser der gælder om tilsyn.
  • Beslutninger om optagelse.
  • Beslutninger om tildeling af fripladser og forældrebetaling.
  • De beføjelser der følger af den kommunale bevillings- og arbejdsgiverkompetence.

Mødevirksomhed

§3

Dagtilbudsbestyrelsens møder afholdes for lukkede døre.

Stk. 2

Dagtilbudsbestyrelsen kan indbyde andre til at deltage i møderne, når der behandles spørgsmål af særlig interesse for dem.

§4

Er et medlem forhindret i at deltage i et bestyrelsesmøde, deltager så vidt muligt en suppleant med stemmeret.

§5

Dagtilbudsbestyrelsen afholder møde, når det ønskes af forpersonen, eller en tredjedel af bestyrelsens medlemmer ønsker det. Bestyrelsesmedlemmerne oplyser punkter til dagsordenen.

Stk. 2

Der afholdes mindst 4 bestyrelsesmøder per år.

Stk. 3

Forpersonen fastsætter tid og sted for møderne.

§6

Forpersonen indkalder til mødet med mindst 14 dages varsel.

Stk. 2

Forpersonen udarbejder i samarbejde med dagtilbudslederen dagsordenen for møderne og sender senest 4 hver- dage før mødet en dagsorden med eventuelle bilag til hvert medlem. Såfremt et medlem ønsker et punkt optaget på dagsordenen, skal det meddeles forpersonen senest 8 hverdage, før mødet afholdes.

Stk. 3

I særlige tilfælde kan forpersonen indkalde til møde med kortere varsel. Når forpersonen indkalder til møde, skal han/hun så vidt muligt underrette medlemmerne om de sager, der skal behandles på mødet.

§7

Dagtilbudsbestyrelsen er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af medlemmerne er til stede.

§8

Medlemmerne kan kun deltage i dagtilbudsbestyrelsens afstemninger, når de er personligt til stede.

§9

Alle beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal.

Stk. 2

Ved stemmelighed er forpersonens stemme udslagsgivende.

§10

Der føres referat/protokol over dagtilbudsbestyrelsens beslutninger. I referatet/beslutningsprotokollen anføres for hvert møde, hvilke personer der ikke har været til stede. Referatet godkendes på det førstkommende dagtilbuds- eller forældrerådsmøde eller i henhold til beskrivelse i den lokale forretningsorden.

Stk. 2

Ethvert medlem kan i kort form forlange afvigende opfattelser tilført referat/protokollen og medsendt bestyrelsens udtalelser og beslutninger.

Stk. 3

Dagtilbudslederen er dagtilbudsbestyrelsens sekretær. Sekretærens opgave er at forberede sagerne og belyse punkterne på en sådan måde, at bestyrelsen har en mulighed for at træffe en kvalificeret beslutning på det fore- liggende grundlag. Der er intet til hinder for, at det er et medlem af bestyrelsen og ikke lederen, der tager referat af bestyrelsens møder.

§11

Dagtilbudsbestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. På bestyrelsens første møde vælges én af forældrerepræsentanterne som forperson og én som næstforperson ved bundet flertalsvalg. Det vil sige, at forældre med laveste stemmetal udgår, og der stemmes om, til én er valgt.


Bilag: Vedtægter for forældrerådenes arbejde

§12
Ved hver kommunal vuggestue, børnehave og daginstitution vælges et forældreråd og suppleanter.

Stk. 2

Forældrerådet består af 3, 5 eller 7 forældre. Antallet af forældrerepræsentanter og suppleanter, afgøres af forældrekredsen.

§13

Forældrerådets forældrerepræsentanter vælges af og blandt institutionens forældrekreds samt blandt de personer, der efter styk 2 tillægges valgret og valgbarhed som forældre. Ved en institutions forældrekreds forstås de personer, der på valgets tidspunkt har del i forældremyndigheden over børn, der er indskrevet i institutionen.

Ved afstemningen kan der afgives én stemme per indskrevet barn i institutionen. Det vil for eksempel sige, at en forælder med to børn i institutionen har to stemmer, mens ét forældrepar, der har ét barn i institutionen, har én stemme.

I institutioner med specialgrupper skal der vælges en repræsentant for forældrene og en repræsentant for personalet i specialgruppen, som får plads i forældrerådet.

Stk. 2

Der tillægges følgende personer valgret og valgbarhed som forældre:

1. Personer, som har et barn boende hos sig i døgnpleje efter bestemmelserne i Serviceloven.

2. Personer, der har indgået ægteskab med indehaveren af forældremyndigheden over et barn, og som tilhører samme husstand som forældremyndighedsindehaveren og barnet. Det er dog en forudsætning, at forældremyndigheden over barnet ikke ved aftale er delt mellem barnets forældre.

3. Ugifte forældre, der tilhører samme husstand som forældremyndighedens indehaver og barnet.

Stk. 3

Medarbejdere i institutionen er ikke valgbare som forældrerepræsentanter.

Side 12

Stk. 4

Indkaldelse til valg af forældrerepræsentanter udsendes fra daginstitutionen til forældrekredsen med mindst 14 dages varsel. På forældremødet ledes valghandlingen af institutionens pædagogiske leder.

Stk. 5

Opstilling af kandidater til forældrerådet sker ved:

  1. At interesserede forældre har skrevet sig på en kandidatliste forud for mødet.
  2. At mødedeltagerne kommer med yderligere forslag til kandidater på selve mødet.

Stk. 6

Der kan kun afgives én stemmeseddel per indskrevet barn og højst stemmes på det antal forældrerepræsentanter, som skal vælges til forældrerådet. De 3, 5 eller 7 forældrerepræsentanter, der opnår flest stemmer, er valgt.

I tilfælde af stemmelighed, hvorved der ikke kan træffes afgørelse om, hvem der er valgt til forældrerådet, finder der omvalg sted mellem de kandidater, der har fået lige mange stemmer.

Stk. 7

Et forældrevalgt medlem udtræder af forældrerådet, når medlemmets barn ophører i institutionen, hvorefter suppleanten indtræder.

Forældrerådsmedlemmet kan dog undtagelsesvis fortsætte i forældrerådet frem til næste valg, såfremt der er enighed herom i den øvrige del af forældrerådet. Hvis blot ét medlem ikke er enig, må det pågældende forældrerådsmedlem udtræde.

§14

Den pædagogiske leder udpeger eventuelle medarbejderrepræsentanter til forældrerådet.

§15

Valgperioden er ét-årig, og følger kalenderåret. Der gennemføres således valg i efteråret.

§16

Samtlige medlemmer af forældrerådet har stemmeret.

§17

På forældrerådets første møde vælges én af forældrerepræsentanterne som forperson og én som næstforperson ved bundet flertalsvalg. Det vil sige, at forældre med laveste stemmetal udgår, og der stemmes om, til én er valgt. Forpersonen, eller et andet gennemgående medlem, indgår i dagtilbudsbestyrelsen.

Side 13

Forældrerådets beføjelser

§18

Forældrerådet udøver sit virke inden for de mål og rammer, der er fastsat af Aalborg Byråd/Børn og Unge.

Stk. 2

Forældrerådet inddrages i forhold til udarbejdelse af den pædagogiske læreplan, det pædagogiske tilsyn, samarbejde med lokalområdet og arrangementer i den enkelte daginstitution.

Mødevirksomhed

§19

Forældrerådets møder afholdes for lukkede døre.

Stk. 2

Forældrerådet kan indbyde andre til at deltage i møderne, når der behandles spørgsmål af særlig interesse for dem.

§20

Er et medlem forhindret i at deltage i et forældrerådsmøde, deltager så vidt muligt en suppleant med stemmeret.

§21

Forældrerådet afholder møde, når:

Det ønskes af forpersonen, eller en tredjedel af forældrerådets medlemmer ønsker det. Forældrerådets medlemmer oplyser punkter til dagsordenen.

Stk. 2

Der afholdes mindst 4 forældrerådsmøder per år.

Stk. 3

Forpersonen fastsætter tid og sted for møderne.

§22

Forpersonen indkalder til mødet med mindst 14 dages varsel.

Stk. 2

Forpersonen udarbejder i samarbejde med lederen dagsordenen for møderne og sender senest 4 hverdage før mødet en dagsorden med eventuelle bilag til hvert medlem. Såfremt et medlem ønsker et punkt optaget på dagsordenen, skal det meddeles forpersonen senest 8 hverdage, før mødet afholdes.

Stk. 3

I særlige tilfælde kan forpersonen indkalde til møde med kortere varsel. Når forpersonen indkalder til møde, skal han/hun så vidt muligt underrette medlemmerne om de sager, der skal behandles på mødet.

§23

Forældrerådet er beslutningsdygtigt, når mere end halvdelen af medlemmerne er til stede.

§24

Medlemmerne kan kun deltage i forældrerådets afstemninger, når de er personligt til stede.

§25

Alle beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal.

Stk. 2

Ved stemmelighed er forpersonens stemme udslagsgivende.

§26

Der føres referat/protokol over forældrerådets beslutninger. I referatet/beslutningsprotokollen anføres for hvert møde, hvilke personer der ikke har været til stede. Referatet godkendes på det førstkommende dagtilbuds- eller forældrerådsmøde eller i henhold til beskrivelse i den lokale forretningsorden.

Stk. 2

Ethvert medlem kan i kort form forlange afvigende opfattelser tilført referat/protokollen og medsendt forældrerådets udtalelser og beslutninger. Referatet skal være let tilgængeligt for forældrene, for eksempel ved omdeling eller opslag i institutionen.

Stk. 3

Den pædagogiske leder er forældrerådets sekretær. Sekretærens opgave er at forberede sagerne og belyse punkterne på en sådan måde, at forældrerådet har en mulighed for at træffe en kvalificeret beslutning på det foreliggende grundlag. Der er intet til hinder for, at det er et medlem af forældrerådet og ikke lederen, der tager referat af forældrerådets møder.

§27

Forældrerådet fastsætter selv sin forretningsorden.

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang