Skip til hoved indholdet

Forpagtningsaftale - Vaarst Kærvej, cirka 0,3 hektar

Forpagtningsaftale – Almindelige vilkår

På arealer ejet af Aalborg Kommune efter økologiske principper.

Areal(er) omfattet af aftalen er angivet på kortrids bilag 1. Arealstørrelser er vejledende, og Aalborg Kommune indestår ikke for deres rigtighed.

Arealet overtages i øvrigt, som det er og forefindes. Forpagteren kan derfor ikke fremsætte krav af nogen art mod Aalborg Kommune i anledning af arealets tilstand ved overtagelsen.

Af det forpagtede areal friholdes areal til randzoner for vilde planter og dyr. Randzoner skal anlægges langs åer, grøfter og læhegn således:

  • 3 meter dyrkningsfrit område til begge sider, som skal være tilgængeligt for offentlig færdsel, samt
  • 10 meter gødskningsfrit område til begge sider.

Generelle bestemmelser

  • Eksisterende træbevoksning, herunder levende hegn, må ikke fjernes eller beskadiges.
  • Langs grøfter, åer, vandløb, søer og Limfjorden skal en 3 meter bred bræmme friholdes for gødning og omdrift. Bræmmen skal holdes slået 3 gange jævnt fordelt over en vækstsæson for at bekæmpe bjørneklo, flyvehavre og lignende. 
  • Engbrandbæger, flyvehavre, bjørneklo og lignende uønsket vegetation skal fjernes i så god tid, at den ikke er frøspredende. Der må ikke bruges bekæmpelsesmidler på Aalborg Kommunes jorder.
  • Eksisterende markveje må ikke pløjes op eller fjernes.
  • Eksisterende kultur- og oldtidsspor må ikke beskadiges eller fjernes. En 2 meter bred bræmme omkring fortidsminderne må ikke dyrkes, pløjes eller gødes.
  • Vedligeholdelse og beskæring af træer, levende hegn og bevoksning med videre langs offentlige og private veje ved det forpagtede areal påhviler forpagteren, uanset om planterne er placeret udenfor det forpagtede eller matrikulære areal.

Dyrkning af jorden efter økologiske principper

Den landbrugsmæssige drift på det forpagtede areal skal overholde de gældende regler for økologisk drift med hensyn til:

  1. Regler for brug af frø, udplantningsplanter og vegetativt formeringsmateriale
  2. Regler for gødning og jordforbedring
  3. Regler for brug af plantebeskyttelse/bekæmpelsesmidler. 

Der henvises til den til enhver tid gældende vejledning om økologisk jordbrugsproduktion. 

De ovenfor i punkterne A-C anførte krav til driften og forpagtningsaftalens øvrige krav til driften skal overholdes samtidigt.

Registrering af aktiviteter på det forpagtede areal

Forpagter skal registrere aktiviteterne på det forpagtede areal, idet Forpagter skal:

  • Føre gødningsregnskab, herunder gødningstype, økologisk status af gødning, gødningsmængder, tidspunkter for udbringning. 
  • Redegøre for brug af plantebeskyttelsesmidler, herunder dato for udbringning, produktets navn, behandlingsmetode (eventuelt kopi af etikette, hvis behandlingsmetoden er beskrevet der) og begrundelse for brug af midlet.
  • Føre markplan.
  • Føre regnskab med alle indgående produkter (hjælpestoffer og råvarer), der benyttes på det forpagtede areal, idet oplysning om dato for erhvervelse, hvor produktet kommer fra, produktets navn, økologisk status, mængder og brugen af det på det forpagtede areal, skal registreres.

Ovenstående oplysninger kan bestå af logbøger, regnskabsbilag, fakturaer eller anden dokumentation som for eksempel indholdsdeklarationer på sække og frøposer. 

1. Forpagtningsperioden og opsigelsesvarsel

Forpagtningen tager sin begyndelse den [dato] og ophører uden varsel den 31. december [årstal].

Arealer omfattet af aftalen kan til enhver tid opsiges skriftligt af begge parter med et halvt års varsel til 1. april eller 1. oktober. Rettidig opsigelse kan foretages uden yderligere begrundelse og berettiger ikke den anden part til erstatning af nogen art.

Aalborg Kommune er berettiget til at opsige aftalen helt eller delvist forinden den ovenfor angivne ophørsdato og kræve det opsagte areal udskilt, men Forpagteren vil da have krav på erstatning for mistet forventet fortjeneste, såfremt arealet er blevet tilsået (Bruttoindtægt fra høstudbytte fratrukket omkostninger til udsæd, gødning, eventuelle plantebeskyttelsesmidler, tørring, maskinomkostninger og eventuelt andre omkostninger), og for eventuelt tabt landbrugsstøtte. 

For tabt landbrugsstøtte, hvor betingelserne for støtten gælder for et år (for eksempel grundbetaling, grøn støtte og tilskud til ekstensivt Landbrug) ydes alene erstatning for tabt landbrugsstøtte for det opsagte areal og alene for det pågældende støtteår. 
For tabt støtte, hvor betingelserne for støtten gælder flere år (for eksempel omlægning til økologi, pleje af græs og naturarealer eller lignende) ydes ikke erstatning for krav om tilbagebetaling af allerede udbetalt tilskud. Såfremt Forpagter ved underretning til den tilskudsgivende myndighed, har haft mulighed for at lade tilsagnet ophøre uden, at tidligere udbetalt tilskud skal betales tilbage. Derudover erstattes mistet tilskud alene for det pågældende areal og for det igangværende tilsagns år.

Forpagteren skal altid dokumentere sit tab. 

Aalborg Kommunes erstatningspligt kan maksimalt opgøres til 5.000 kroner per hektar. Maksimumsbeløbet indeksreguleres i overensstemmelse med nettoprisindekset, hvor januar danner basis for indeksreguleringen.
 
Erstatningen fastsættes efter forhandling mellem Forpagteren og Aalborg Kommune. Såfremt sagen ikke kan ordnes i mindelighed, indbringes den for en voldgiftsret bestående af 3 medlemmer, hvoraf hver af parterne vælger 1 medlem, og det tredje medlem er formanden for Taksationskommissionen.

2. Forpagtningsafgiften

Forpagtningsafgiften (basisafgiften) er aftalt til 1.200 kroner svarende til 4.000 kroner per hektar årligt (2023 priser). Afgiften forfalder til betaling forud med halvdelen hver den 1. januar og 1. juli.

Den årlige forpagtningsafgift indeksreguleres herefter uvarslet hvert år den 1. januar med den årlige stigning i nettoprisindekset, beregnet efter nettoprisindekset for oktober måned foregående år. Ved indeksreguleringerne sidestilles den årlige forpagtningsafgift per 1. januar 2023(basisafgiften) med nettoprisindekset for oktober 2022, der til enhver tid danner basis for indeksreguleringerne. 

Første indeksregulering sker således den 1. januar 2024 på grundlag af stigningen i nettoprisindekset fra indekset for oktober 2022 frem til indekset for oktober 2023, og så fremdeles hvert år den 1. januar på grundlag af stigning i nettoprisindekset fra oktober - oktober.

Til forpagtningsafgiften tillægges ikke moms.

3. Fremleje, afståelse og jagtret

Arealet skal drives af forpagteren og må ikke uden bortforpagters forudgående skriftlige tilladelse drives eller bestyres af andre. Der må ej heller indgås gylleaftaler med andre. Forpagteren har ikke afståelsesret.

Intet af, hvad der er omfattet af nærværende aftale, må fremlejes eller bortforpagtes til andre. Overtrædelse heraf anses for en væsentlig misligholdelse, som berettiger bortforpagter til at ophæve aftalen uden varsel.

Jagt- og fiskeretten forbliver Aalborg Kommunes.

4. Flyvehavre og bjørneklo

Forpagteren er særligt forpligtet til at bekæmpe eventuelt forekommende flyvehavre og bjørneklo langs skellene til og på det forpagtede areal.

Forpagteren kan ikke fremsætte krav af nogen art imod bortforpagter i anledning af eventuelle forekomster af flyvehavre eller bjørneklo på det forpagtede areal.

5. Forbud mod anvendelse af pesticider

Enhver brug af kemiske plantebeskyttelsesmidler og pesticider er ikke tilladt på det forpagtede areal. Dette forbud omfatter alle kemiske plantebeskyttelsesmidler til beskyttelse, bekæmpelse og regulering af plantevækst, bortset fra gødning og mikronæringsstoffer. Forbuddet omfatter dog ikke plantebeskyttelsesmidler, der anvendes i overensstemmelse med de til enhver tid gældende regler om økologisk jordbrugsproduktion.

6. Dyrkningsdeklaration

Såfremt der er tinglyst en dyrkningsdeklaration på det forpagtede areal, er forpagteren forpligtet til at overholde alle bestemmelser i denne deklaration samt dyrke og pleje arealerne omfattet af deklarationen i overensstemmelse hermed.

Såfremt forpagteren overtræder en eller flere bestemmelser i deklarationen, skal forpagteren betale en bod til den påtaleberettigede i overensstemmelse med deklarationens bestemmelser herom.

Forpagters overtrædelse af en eller flere bestemmelser i deklarationen, skal desuden anses som væsentlig misligholdelse af forpagtningsaftalen, som berettiger bortforpagter til at ophæve aftalen.

7. Adgangsret

Aalborg Kommune eller dennes befuldmægtigede har til enhver tid ret til fri og uhindret adgang til de forpagtede arealer samt ret til at kræve meddelt alle nødvendige oplysninger til bedømmelse af, hvorvidt Forpagteren overholder sine forpligtelser, ligesom Aalborg kommune er berettiget til at foretage de fornødne undersøgelser til konstatering heraf.

Forpagter er forpligtet til at give kontrolmyndigheder adgang til arealet, og kontrolmyndigheden skal gives adgang til alle oplysninger, herunder økonomiske og regnskabsmæssige forhold, som har betydning for kontrollens gennemførelse.

Forsyningsvirksomhederne og herunder etablerede virksomheder og selskaber skal efter nærmere aftale med Forpagteren, men uden vederlag til Forpagter, kunnet etablere forsyningsledninger og lignende på den forpagtede ejendom.

8. Dyrkning og anvendelsen af arealet med videre

Forpagter er forpligtet til at overholde betingelserne for god landbrugs- og miljømæssig stand, herunder bestemmelserne om krydsoverensstemmelse med videre i bekendtgørelse om direkte støtte til landbrugere efter enkeltbetalingsordningen. Forpagter forpligter sig desuden til at anvende arealet på en måde, der sikrer, at omdriftsarealer ikke bliver registreret som permanent græs eller som naturareal.

Forpagteren skal anvende jorden på landbrugsmæssig forsvarlig måde, idet markerne skal holdes i god gødnings- og renhedsstand, således at jordens ydeevne ikke forringes. Forpagteren er derfor forpligtet til at bekæmpe flyvehavre og andet ukrudt samt eventuelle plantesygdomme i overensstemmelse med gældende lovregler og med god skik og brug.

Forpagter er efter påkrav fra bortforpagter forpligtet til straks at fremsende oplysninger om anvendelse af gødning, plantedække samt gødningsregnskab vedr. det forpagtede areal. I ophørsåret må der ikke tilføres kvælstofgødning efter den 1. august, medmindre andet aftales.

Det forpagtede areal må ikke tilføres affald, spildevandsslam eller lignede, medmindre Aalborg Kommune forinden har givet sit skriftlige samtykke hertil.

9. Braklagte arealer

Braklagte arealer skal slås mindst 2 gange om året i perioden 1. april – 30. september. Forpagter er i øvrigt forpligtet til at holde det forpagtede areal i god landbrugs- og miljømæssig stand i overensstemmelse med de til enhver tid gældende forskrifter herom, herunder bekendtgørelse om direkte støtte til landbrugere efter enkeltbetalingsordningen.

10. Forpligtelser vedrørende ejendommen – vedligeholdelse af grøfter, hegn med videre

Såfremt bortforpagteren i forpagtningsperioden iværksætter vejarbejder, grundforbedringsarbejder eller lignende på ejendommen, er forpagteren forpligtet til inden for rimelige grænser at tåle disse arbejders udførelse.

Vedligeholdelse af grøfter, hegn, beplantninger, stier, veje og overkørsler samt oprensning af vandløb på det forpagtede areal og langs skellene hertil, påhviler forpagteren.

Der må ikke sælges eller fjernes grus, sten, mergel, ler, ral, kridt, tørv og lignende fra ejendommen.

Forpagteren er gjort bekendt med og indforstået med at respektere de på ejendommen hvilende servitutter og andre byrder, herunder hegns- og vejforpligtelser i forhold til naboer.

11. Aflevering af areal

Ved forpagtningsaftalens ophør er forpagter forpligtet til at aflevere arealet i fuldstændig ryddeliggjort stand, herunder for afgrøder, opsat hegn, vandtrug, midlertidige læskure og alle former for løse genstande. 

Forpagters forpligtelse til at ryddeliggøre arealet fuldstændigt omfatter alle former for midlertidige installationer eller genstande, der er forefindes eller er blevet placeret på arealet, uanset om det er sket ved forpagterens eller tredjemands foranstaltning, herunder tidligere forpagtere.

12. Misligholdelse

Såfremt forpagteren ikke betaler forpagtningsafgiften eller andre pligtige ydelser omfattet af forpagtningsforholdet på forfaldsdagen, kan bortforpagter ophæve forpagtningsforholdet, hvis ikke restancen er berigtiget senest 3 dage efter, at skriftligt påkrav er kommet frem til forpagteren.

Såfremt der foreligger anden væsentlig misligholdelse, er bortforpagter i øvrigt berettiget til at ophæve forpagtningsaftalen uden varsel. 

I tilfælde af misligholdelse er forpagter forpligtet til at bringe misligholdelsen til ophør senest 7 dage efter, at skriftligt påkrav herom er kommet frem. Såfremt forpagter herefter ikke har bragt misligholdelsen til ophør, kan bortforpagter ophæve forpagtningsaftalen uden yderligere varsel.

Overtrædelse af aftalens bestemmelser om dyrkning og vedligeholdelse af arealet, støtteordninger, pligt til bekæmpelse af flyvehavre og bjørneklo samt forbud mod anvendelse af kemiske plantebeskyttelsesmidler eller spildevandsslam med videre på det forpagtede areal, anses altid som en væsentlig misligholdelse af aftalen, som berettiger
bortforpagter til at ophæve aftalen uden varsel. Andre former for væsentlig misligholdelse af aftalen berettiger ligeledes til at ophæve aftalen.

Ophører forpagtningen i utide som følge af misligholdelse fra forpagterens side, er forpagteren eller dennes bo forpligtet til at betale forpagtningsafgift for tiden, indtil arealet kan bortforpagtes til anden side, samt godtgøre bortforpagteren ethvert tab, som påføres denne ved forpagtningsforholdets ophør i utide.

13. Konkurs, betalingsstandsning eller dødsfald

Konkurs

I tilfælde af forpagterens konkurs finder reglerne i konkurslovens kapitel 7 anvendelse. Fristen for boets stillingtagen til, om det vil indtræde i kontrakten, jævnfør konkurslovens § 55, stykke 2, aftales dog til 14 dage.

Medmindre konkurslovens regler er til hinder for det, kan bortforpagter i tilfælde af forpagterens konkurs, straks hæve aftalen, hvis ikke fallenten inden 14 dage stiller betryggende sikkerhed for aftalens opfyldelse.

Betalingsstandsning

I tilfælde af forpagterens betalingsstandsning er bortforpagter berettiget til at kræve betryggende sikkerhedsstillelse for ydelser i henhold til denne aftale. Stilles sikkerheden ikke inden 14 dage efter, at påkrav herom er kommet frem, er bortforpagter berettiget til straks at ophæve aftalen.

Dødsfald

Behandles forpagterens dødsbo som et insolvent bo, finder reglerne i konkurslovens kapitel 7 anvendelse. Fristen for boets stillingtagen til, om det vil indtræde i kontrakten, jævnfør konkurslovens § 55, stykke 2, aftales dog til 14 dage.

I tilfælde af forpagterens død kan forpagtningsaftalen dog alene opsiges skriftligt af såvel forpagterens bo som bortforpagter med 3 måneders varsel til ophør en 1. oktober.

Såfremt forpagters efterlevende ægtefælle/samlever eller myndige børn ønsker at indtræde i forpagtningsforholdet, er dette dog blandt andet betinget af, at parterne indgår et særligt tillæg til forpagtningsaftalen herom, at eventuelle restancer straks berigtiges, samt at der stilles betryggende sikkerhed for betaling af forpagtningsafgiften og andre pligtige ydelser i forpagtningsforholdet.

14. Landbrugslovens bestemmelser

Ansvaret for overholdelse af bestemmelserne i lov om landbrugsejendomme påhviler forpagteren.

Ved indgåelsen af denne forpagtningskontrakt erklærer undertegnede Forpagter over for Aalborg Kommune at overholde bestemmelserne i lov om landbrugsejendomme, herunder lovens kapitel 12 om samdrift og forpagtning.

Undertegnede forpagter erklærer således ved sin underskrift på denne forpagtningsaftale at opfylde betingelserne i lov om landbrugsejendomme §§ 26-28 for forpagtning af landbrugsejendomme eller dele heraf, herunder:

  • At forpagteren i hele forpagtningsperioden opfylder kravet om fast bopæl, jævnfør § 8, stykke 1 og stykke 2. 

15. Generelt

Forpagteren er bekendt med, at han ikke har nogen fortrinsret til en eventuelt ny forpagtningsaftale ved nærværende kontrakts ophør, uanset om den landbrugsmæssige drift måtte fortsætte eller ej.

Parterne har aftalt, at nærværende forpagtningskontrakt ikke må tinglyses på ejendommene.

Bilag 1

Kort over areal

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang