Få gode råd til socialt ansvar
Få gode råd til at tænke og tage socialt ansvar på nye måder. På den måde kan du gøre en forskel for et andet menneske og samtidig få udført arbejdsopgaver.
Tænk socialt ansvar på nye måder
Du arbejder sikkert allerede med grøn bæredygtighed i din virksomhed. Nu kan du få hjælp til udvide dette arbejde ved også at tænke social bæredygtighed. I en tid hvor verdensmål og socialt ansvar er i farezonen for at blive til buzzwords, kan vi hjælpe dig med at sætte handling bag ordene og gøre emnet helt konkret i forhold til din virksomhed. Vi kan hjælpe dig med at se muligheder og sætte spot på det sociale ansvar, som du måske allerede tager.
Det kan være, at din virksomhed kigger i retning efter nye forretningsmodeller eller har lyst til at indgå i nye partnerskaber, så kan vi kigge på socialt ansvarlige samhandelsmuligheder og leverandørvalg, så du er sikker på at træffe det bæredygtige valg.
Et tiltag for at fremme socialt ansvar kan også være at ansætte personer fra kanten af arbejdsmarkedet. Vi hjælper jer med at finde de opgaver, som kan frigøre ressourcer, samt den arbejdskraft, der passer til jer.
Små Job med Mening - en nem måde at gøre en forskel på
'Små Job med Mening' er en ordning, hvor virksomheder kan købe folk fra kanten af arbejdsmarkedet på faktura i en afgrænset periode og på den måde få nogle opgaver løst, som de måske ellers forsømmer. Vi har dermed fundet en måde at gøre det nemt for virksomheder at få arbejdskraft. Samtidig er de med til at gøre en forskel for et andet menneske.
Det er en gruppe af Aalborgs virksomhedsledere, som går forrest om at tage socialt ansvar. Ambitionerne er høje, og viljen er stærk blandt gruppen af engagerede erhvervsfolk, som udgør taskforcen bag ’Små Job med Mening’. Missionen er at skabe småjobs til mennesker på kanten af arbejdsmarkedet. ’Små Job med Mening’ er et samarbejde mellem det private og det offentlige, hvor vi ønsker at gøre tingene på en ny måde – sammen.
Læs mere om mulighederne på Små job med menings hjemmeside
Sådan kommer du i gang
Du er velkommen til at kontakte vores erhvervskonsulent Frida Tarp, som har speciale i socialt ansvar. Fridas hjerte banker for socialt ansvar og er det oplagte valg, når du overvejer at tænke socialt ansvar ind i din forretning. Få hendes sparring på, hvor og hvordan du kan sætte ind, så det at tage socialt ansvar giver mest mening for netop din forretning og din organisation. Det kan være inden for arbejdskraft, samhandel, værdikæder med videre.
Hun har base i BusinessAalborg, som er Aalborg Kommunes erhvervsafdeling. BusinessAalborg er sat i verden for at gøre det nemt at starte, drive og udvikle virksomhed med base i Aalborg Kommune. Her er gode råd gratis, uvildige og funderet på mange års erfaring.
Hvis du vil vide mere
En af de virksomheder, som Frida har hjulpet er Better Business Development.
Finn Christiansen valgte at flytte til Aalborg Kommune og etablere sin egen rådgivningsvirksomhed med udgangspunkt i sine mange års erfaring fra blandt andet detailhandelsbranchen.
At gå fra at være lønmodtager til være selvstændig erhvervsdrivende kan være et stort skridt. Her blev Frida blev som sparringspartner og døråbner til nye netværk.
Better Business Development blev en realitet
Da Finn Christiansen flyttede fra Sjælland til Nordjylland, tog han samtidigt det første skridt mod tilværelsen som selvstændig efter længere tids tanker om at drive egen virksomhed. I den forbindelse ville han bruge sin erfaring fra detailbranchen til at placere interessante "leverandører" ude på hylderne i butikker.
"Jeg vil gerne hjælpe små og mellemstore virksomheder. Og jeg oplever, at der mangler nogen i markedet, som kan hjælpe de folk, der er i gang med noget spændende. Det vil typisk være producenter, der skal ind i detailhandlen. De er altså i forvejen i gang med at producere eller udvikler på deres koncept", siger Finn Christiansen.
"Jeg har know-how. Jeg sad selv bag linjen og arbejdede med de strategier samt lagde planer for, hvordan der skal komme kunder ind i Meny, Spar eller Kvickly", tilføjer han.
Den nyslåede selvstændige har mange års oplevelser fra detailbranchen, som han håber på at bruge til at hjælpe mindre producenter og leverandører til næste niveau. Senest arbejdede han eksempelvis som kommerciel direktør i Meny.
Finn Christiansen, ejer og grundlægger af Better Business Development
Kortere veje til beslutninger
"Vi råber alle på nye varer og lokale produkter, men det er svært for en lille leverandører, der ikke kan producere ret meget, at komme ind. De skal levere til hele kæden eller finde selvstændige købmænd, som er med på idéen. Men jeg vil gerne sikre diversiteten på hylderne. Der er så mange spændende produkter og leverandører rundt omkring", siger Finn Christiansen.
Det håber han altså på at ændre som selvstændig. Det kan samtidigt give en ny hverdag efter mange år som lønmodtager.
"Beslutningsprocesser var ofte langsommelige, eller også blev de ændret undervejs. Nu er jeg ene mand om at træffe beslutningerne, og jeg kan tilrettelægge mit arbejdsliv, som jeg vil. Jeg har aldrig haft så meget fritid før, men jeg kan også arbejde, når det passer ind i min hverdag", fortæller forretningsudvikleren.
Fik hjælp til prissætning og konceptudvikling
Finn Christiansen var blandt andre i kontakt med Frida Tarp fra BusinessAalborg, da han lagde de første planer om at blive selvstændig. Henholdsvis prissætning og konceptudvikling var oppe at vende ved konsulenterne.
"De kunne fortælle, at der var grobund for det, som jeg vil. Havde BusinessAalborg ikke haft de tilbud, så havde jeg brugt meget længere tid på at fedte rundt. Det er jo vildt, at jeg snakkede med Frida i det tidlige efterår, og allerede i starten af december sad jeg på mit eget kontor. 2. januar fik jeg min første kunde", lyder det fra ham.
Siden har Finn Christiansen fået tre virksomheder ind, som han rådgiver og forretningsudvikler. Kontoret har Better Business Development i Nibe Erhvervspark og er dermed en aktiv del af et lokalt erhvervsmiljø. Han greb altså flere af de muligheder, som den nye tilværelse i Nordjylland har kastet af sig.
"Der er et drive i Nordjylland, og Aalborg Kommune vil det her. På den måde kom jeg i gang. Mit netværk skubbede mig, og BusinessAalborg har givet mig et stort spark. Havde jeg ikke været i Aalborg, var jeg i tvivl om, jeg stod her nu", siger Finn Christiansen.
"Om 10 år vil jeg ikke sidde og være ærgerlig over, at jeg ikke prøvede det. Jeg tror også på, at det er det rigtige valg", slutter han.
Frida Tarp
Erhvervskonsulent
25 20 01 31
frit@aalborg.dk
Kontakt
BusinessAalborg
Boulevarden 13, 2. sal 9000 AalborgRing til os
99 31 15 70Skriv til os
Husk ikke at dele følsomme eller fortrolige oplysninger via mail.