Få hjælp til innovation og nye samarbejder
Bliv matchet med en iværksættervirksomhed eller en etableret virksomhed for gennem samarbejde at skabe mere innovation og vækst.
Innovation på en ny måde
Veletablerede virksomheder og iværksættervirksomheder spiller hinanden ekstra gode gennem Aalborgs Spin-in Ignite.
Her er formålet at løfte innovationsniveauet, validere produkter og teknologier samt skabe mere vækst og synergi på tværs af virksomheder.
Vi tror på, at det kræver mere end et match i sig selv at løse udfordringer og realisere potentialer på tværs. Spin-in Ignite tager derfor skridtet videre og faciliterer samarbejde, forløb og samskabelse mellem iværksættere og etablerede virksomheder. Her handler det om at åbne op for ressourcer, viden og erfaring, fordi innovation gror bedst i mødet med forskelligheden.
Har du brug for nye øjne og nye samarbejdspartnere til at kickstarte innovation, tænke alternativt og dermed skabe vækst og udvikling, så kan vi hjælpe dig i processen og være med til at finde et oplagt match. Det kan eksempelvis være en iværksættervirksomhed, som er skarp på en særlig teknologi, der kan gøre en forskel i din virksomhed.
Sådan kommer du i gang
Er du interesseret i at vide mere om Spin-in Ignite, er du velkommen til at kontakte vores Spin-in konsulent Else Bech og aftale et uformelt møde. Else har base i BusinessAalborg, som er Aalborg Kommunes erhvervsafdeling. BusinessAalborg er sat i verden for at gøre det nemt at starte, drive og udvikle virksomhed med base i Aalborg Kommune. Her er gode råd gratis, uvildige og funderet på mange års erfaring.
Kontakt Else Bech
Brug Else som din sparringspartner, når du gerne vil arbejde med innovation, samarbejde og optimering på en ny måde. Bag sig har Else mange års erfaring inden for blandt andet turisme og undervisning. Hun har således opbygget en solid business-faglig værktøjskasse med særligt fokus på forretningsudvikling, formidling og procesoptimering, som hun gerne deler med dig.
Hvis du vil vide mere
Lad dig inspirere af iværksættervirksomheden Linucare.
Iværksættervirksomheden Linucare har gennem BusinessAalborgs Spin-in Ignite forløb fået hul igennem til en række af Aalborg City medlemsbutikker – et samarbejde, som har fokus på at skabe ekstra tryghed for butiksansatte og nedbringe antallet af tyverier.
Linucare har igennem flere år arbejdet med at udvikle en alarm app og en fysisk tryghedsknap med det formål at skabe mere sikkerhed og tryghed. Teknologien bag tryghedsknappen gør, at den kan anvendes til øjeblikkeligt at alarmere et udvalgt netværk. Det enkelte netværk kan her være såvel nærmeste familie og venner som andre butikker i nærområdet.
”Vores første tanke med tryghedsknappen var at målrette den til familier, hvor ældre familiemedlemmer hurtigt kunne få fat i deres pårørende ved tryk på en enkelt knap, fortæller Nicklas Krogh Lynge.
Sammen med sin grandfætter tog han de første skridt i retningen af at etablere egen virksomhed. Med en bachelor i erhvervsøkonomi i ryggen læser Nicklas Krogh Lynge i dag en kandidatgrad i business data, science sideløbende med at han driver Linucare.
Løvens Hule skubbede til ambitionerne
Linucare har sidenhen været med i DR programmet Løvens Hule, hvor de fik investeringer og sparring med sig hjem af løverne Anne Stampe og Tahir Siddique.
”I dag består virksomheden af tre medarbejdere, som arbejder med udvikling og tilpasning af app’en og tryghedknappen og tre, som arbejder med salg. Som softwareudvikler er Raymond Kronborg også kommet med ombord som co-founder”, forklarer Nicklas og fortsætter:
”Efter Løvens Hule blev det tydeligt, at vi skulle tænke langt større, når det kommer til potentielle kunder og markeder”.
”Her blev idéen med butikker som oplagte kunder født. For det er dyrt for den enkelte butik at ansætte eller betale for at have en vagt til at holde øje med eventuelle tyverier. Tryghedsknappen er her et langt billigere alternativt”, fortæller Nicklas Krogh Lynge.
Nicklas Krogh Lynge på rundtur til byens butikker i Algade.
Kontakt til nye kundesegmenter
Fra sin base i Aalborg har Nicklas Krogh Lynge løbende søgt gode råd i StartUp Café Aalborg i forbindelse med opbygningen af Linucare.
”Det var igennem StartUp Caféen, at jeg hørte om Spin-in Ignite forløbet, som hjælper iværksættere og etablerede virksomheder med at møde hinanden og samarbejde”
”Else var med til vores første møde med City Manager Jes Asmussen fra Aalborg City. Det var godt at have en erfaren konsulent med til det møde. Og det har været supergodt at få hendes hjælp til at skabe struktur på, hvordan vi følger op på kundemøder og feedback”, fortæller Nicklas Krogh Lynge.
”Sikkerhed er en fælles opgave. Det er også med til at knytte vores butikker sammen”, fortæller Jes Asmussen, som sammen med Nicklas har været på rundtur hos Cityforeningen medlemmer for at fortælle om mulighederne med app’en og tryghedsknappen.
På nuværende tidspunkt er 15 butikker omkring Algade nu en del af netværket, der nemt alarmerer hinanden, hvis der er butikstyve på spil. En af de butikker er Profil Optik, hvor butikschef Mikkel Jørgensen forklarer:
”Tyveri er ret udbredt, når det kommer til solbriller. Vi er derfor glade for at være en del af samme netværk, som vores nabobutikker, så vi kan hjælpe hinanden. Det er jo heller ikke alle butikker, der har mange ansatte, og man kan derfor godt komme i en situation, hvor man føler sig alene i en uvelkommen situation”.
Feedbacken fra de butikkerne har været god indtil videre, fortæller Nicklas Krogh Lynge og understreger, at de bruger feedback meget aktivt i videreudviklingen af Linucare:
”Vi bruger feedback fra butikkerne til at videreudvikle vores produkt. Vi vil også rigtig gerne kunne videregive den information, som opsamles direkte til politiet, for på den måde at gøre det nemmere for politiet at respondere på og opklare butikstyverier”.
Samarbejdet med blandt andre Mikkel Jørgensen fra Profil Optik blev iværksat gennem Jes Asmussen fra Aalborg City. Her ses også Nicklas Krogh Lynge sammen med Else Bech fra BusinessAalborg.
Aalborg som business case for internationalt gennembrud
En måned efter opsætningen hos butikker i Aalborg City har Linucare nu også installeret sin tryghedsknap hos fire barer i Jomfru Ane Gade. Knappen blev hurtigt taget i brug flere gange, hvor barerne med ét tryk kunne tilkalde hjælp fra Safehouse Aalborgs frivillige, hvilket skabte ekstra sikkerhed for både personale og gæster. Også her fra spin-in konsulent Else Bech været med til at skabe kontakt.
”Hun er rigtig god til at åbne døre i Aalborg”, understreger Nicklas Krogh Lynge.
Fremtiden kan han ikke spå om, men han håber på, at nye døre også kan åbne sig i Sverige og Holland, hvor de har modtaget en forespørgsel fra cityforeninger i stil med Aalborg City.
”På den måde kan Aalborg være en business case for at gå internationalt, slutter Nicklas Lynge Krogh.
Startup virksomheden Quality by images har gennem BusinessAalborgs Spin-in Ignite forløb fået mulighed for at samarbejde med Polar Seafood - et samarbejde med fokus på at optimere virksomhedens kvalitetskontrol.
En del af kvalitetskontrollen i fiskeindustrien foregår nemlig normalt gennem manuel visuel inspektion. Det kan gøre det vanskeligt at standardisere bestemmelse af kvaliteten. Samtidig er en nøjagtig bestemmelse af kvaliteten betydningsfuld i forhold til både prissætning og den bedst mulige anvendelse af fisk og skaldyr.
Polar Seafood er både producent og leverandør af fisk og skaldyr og ejer dermed selv hele værdikæden fra fangst med trawlere i Grønland til salg af slutprodukter. Der er derfor flere kontrolpunkter og procedurer i løbet af kvalitetskontrolprocessen.
Thomas Holstrup, der er sælger i Polar Seafood, forklarer:
"Det er uhyre vigtigt for Polar Seafood, at vi anvender Grønlands ressourcer på den bedste og mest nænsomme måde".
Han suppleres af Karin Simonsen, kvalitetschef hos Polar Seafood:
"Med Quality by images avancerede billedanalyse får vi en præcis bestemmelse af kvaliteten, hvilket har allerhøjeste prioritet for vores virksomhed".
Else Bech fra BusinessAalborg, Thomas Holmstrup fra Polar Seafood og Karla Deza fra Quality by Images
Et kvalitetsstempel
Samarbejdet mellem Polar Seafood og Quality by images kom i stand gennem spin-in konsulent Else Bech. Hun matcher startup virksomheder med mere etablerede virksomheder med det formål at styrke innovation og vækst hos begge virksomheder.Læs mere om mulighederne i Spin-In Ignite
Startup virksomheden Quality by images effektiviserer og standardiserer en præcis visuel kvalitetskontrol af fødevarer via billedanalysealgoritmer og cloud teknologi, hvilket gør det betydeligt lettere at bestemme kvaliteten.
Om udbyttet af samarbejdet fortæller Thomas Holmstrup, sælger hos Polar Seafood:
"Business Aalborgs facilitering har været smertefri, og det er et kvalitetsstempel for os, at jeres spin-in team indledningsvis har valideret startup produktet, da vi bliver kontaktet af mange, der vil samarbejde med os, og det er svært at finde ressourcer til at vurdere relevansen af de mange gode henvendelser.
En kærkommen validering
Gennem Spin-in Ignite har Quality by images mødt og samarbejdet med Polar Seafood.
De to virksomheder har i de seneste måneder testet kvalitetsløsningen på ét af Polar Seafoods produkter. Det er gået så godt, at de begge har besluttet at fortsætte samarbejdet efter endt forløb, fortæller Spin-in konsulent Else Bech.
Fra Quality by images fortæller stifteren Karla Deza:
"Som startup er det afgørende for os, at virksomheder som Polar Seafood er villige til at co-create og bidrage til validering af vores produkt. I kraft af vores samarbejde får vi uvurderlig feedback, så vi kan tilpasse produktet til de behov, som vores målgruppe har. Samtidig har virksomheden indflydelse på udviklingen af vores produkt.
"Business Aalborgs Spin-in Ignite er en unik mulighed for B2B startups. Sammen med spin-in konsulent Else Bech har jeg gennem det sidste år fået sparring på alt fra salg, markedsføring, investering til personale med videre. Hun har også åbnet døren til blandt andre Polar Seafood".
I Aalborg Kommune har vi arbejdet med Spin-in Ignite og den type facilitering af samarbejde på tværs af virksomheder siden 2018. Vi tror på, at det kræver mere end et match i sig selv at løse udfordringer og realisere potentialer på tværs af virksomheder. Spin-in Ignite tager derfor skridtet videre og faciliterer samarbejde, forløb og samskabelse mellem iværksættere og etablerede virksomheder. Her handler det blandt andet om at åbne op for ressourcer, viden og erfaring, fordi innovation gror bedst i mødet med forskelligheden.
At arbejde med Spin-in Ignite kan være lidt af et detektivarbejde og kan begynde i såvel den veletablerede virksomhed som i den en unge iværksættervirksomhed. Processen og slutresultatet giver altid fordele for begge parter.
Else Bech Barndorff
Spin-in konsulent
24 79 61 64
elsebech@aalborg.dk
Kontakt
BusinessAalborg
Boulevarden 13, 2. sal 9000 AalborgRing til os
99 31 15 70Skriv til os
Husk ikke at dele følsomme eller fortrolige oplysninger via mail.