Skip til hoved indholdet

Ansøg om grundvandssænkning og udledningstilladelse

Søg tilladelse før, du sænker grundvand ved bygge- og anlægsprojekter for at holde byggegruben tør og bortskaffer det oppumpede grundvand.

Søg tilladelse til grundvandssænkning og udledning

Ansøg om tilladelse i god tid

Du skal indhente tilladelse til grundvandssænkning og efterfølgende håndtering af grundvandet. Overvej, om du skal tage særlige forholdsregler med tanke på påvirkning af miljøet. Herunder om:

  • grundvandet som følge af eventuel jordforurening er forurenet
  • der er risiko for sætningsskader på bygninger
  • det påvirker vådområder med videre.

Alle grundvandssænkninger skal screenes for VVM-pligt.

Find VVM-ansøgningsskema under nyttige links på Miljøstyrelsens hjemmeside

Hvis du vil vide mere

Tjek, om du skal søge om accept eller tilladelse til grundvandsænkning

Det kommer an på vandmængde, varighed af oppumpning med videre, om du enten skal anmelde eller ansøge om tilladelse til grundvandssænkning.

Grundvandssænkning, der kræver anmeldelse/accept:

  • midlertidig grundvandssænkning, der varer mindre end 2 år
  • midlertidig grundvandssænkning, hvor udledningen ikke overstiger 100.000
    m3 per år
  • inden for 300 meter fra grundvandssænkningen er der ikke anlæg til indvinding af
    grundvand.

Grundvandssænkning, der kræver ansøgning/tilladelse:

  • midlertidig grundvandssænkning, der varer mere end 2 år
  • midlertidig grundvandssænkning, hvor udledningen overstiger 100.000 m3 per år
  • inden for 300 meter fra grundvandssænkningen er der anlæg til indvinding af
    grundvand.

Det betyder, at de fleste anlæg til bortpumpning af grundvand under støbning af bygningsfundamenter vil falde uden for tilladelsessystemet. Tilladelseskravet til bortledning efter vandforsyningsloven omfatter ikke permanent bortpumpning for at holde en bestående bygning tør.

Den samlede mængde bortledt vand per år kan være behæftet med en vis usikkerhed. Er du for eksempel i tvivl, om du skal oppumpe 95.000 m3 per år eller over 105.000 m3 per år, bør du overveje at ansøge om 105.000 m3/år. Så er du sikker på, at arbejdet ikke skal stoppe, fordi du mangler den korrekte tilladelse.

Hvis du ikke ansøger om og opnår tilladelse, inden arbejdet/byggeriet igangsættes, vil vi kunne nedlægge påbud om stop for oppumpningen, indtil accepten/tilladelsen til oppumpning af grundvandet er givet. Det samme gælder, hvis den oppumpede mængde grundvand overstiger 100.000 m3 per år eller varigheden overstiger 2 år.

Modtag "Vejledning om grundvandssænkning" på mail 

Skriv til os, så sender vi materialet som pdf.

Du kan også bestille materialet ved at ringe på telefon 99 31 20 50.

Ansøgning om/anmeldelse af grundvandssænkning skal indeholde: 

  1. Angivelse af, om du ansøger om en A-boring (filter) eller B-boring/sugespidser.
  2. Forventet boredybde ved A/B-boringer og ellers dybde sugespidsindtag skal ligge i.
  3. Pumpestørrelse (m3/time).
  4. Den samlede mængde bortledt vand i m3 per år.
  5. Formål med boringen og beskrivelse af det ansøgte.
  6. Tidspunkt for start af projektet.
  7. Tidspunkt for afslutning af projektet.
  8. Varighed af grundvandssænkningen.
  9. Angivelse af projektmager.
  10. Angivelse af brøndborer/entreprenør.
  11. Placering af grundvandssænkningen/boringen på kort.
  12. Udgravningsdybden i meter. 
  13. Grundvandsspejlet i ro.
  14. Afsænkningen i grundvandsspejlet.
  15. Sænkningstragtens udbredelse, kort der viser sænkningstragtens fulde rækkevidde. Dette anvender vi til vurdering af grundvandsindvindingens påvirkning af omgivelserne.
  16. Et udfyldt VVM-ansøgningsskema.
  17. Tidspunkt og metode for sløjfning af boringen.
  18. Er der kendte forureninger i nærheden.
  19. Er der anlæg til indvinding af grundvand inden for 300 meter fra grundvandssænkningen.
  20. Er der risiko for sætninger på sætningsfølsomme bygninger/konstruktioner eller mobilisering af jordforurening. Hvis ja; hvilke foranstaltninger iværksættes for at hindre dette.
  21. Skal der etableres moniteringsboringer for at dokumentere sænkningens udbredelse og dermed dokumentere, at der ikke sker sætningsskader eller mobilisering af en jordforurening. Du skal oplyse og begrunde ved hvilke sænkning (i meter), der skal iværksættes foranstaltninger.
  22. Ligger det ansøgte areal i nærheden af våde naturtyper eller internationale beskyttelsesområder.
  23. Hvor ledes det oppumpede grundvand hen, recipient/kloak.

Inden du grundvandssænker, skal du afklare, hvordan det oppumpede grundvand skal håndteres. I de fleste tilfælde er det udledning til et vandområde og i sjældne tilfælde reinfiltration eller afledning til spildevandskloak.

Tilladelse til udledning af grundvand til vandområder

Der er generelt forbud mod at tilføre vandmiljøet forurenende stoffer. Dog kan oppumpet grundvand tilføres vandløb, søer eller havet, efter vi har givet tilladelse hertil. Tilladelsen sikrer, at udledning af oppumpet grundvand ikke forhindrer, at målsætninger for vandområderne kan blive opfyldt.

Du skal søge om udledningstilladelse til vandområde ved:
  • midlertidig grundvandssænkning, hvor grundvandet indeholder stoffer, der
    ikke uden tilladelse må tilføres vandmiljøet

eller/og

  • midlertidig grundvandssænkning, der varer mere end 2 år
  • midlertidig grundvandssænkning, hvor udledningen overstiger 100.000 m3 per år.

Du skal som ansøger undersøge projektområdet grundigt, inden du indsender en ansøgning. Sammen med ansøgningen skal du indsende både jord- og vandanalyser.

Tilladelse til reinfiltration

Reinfiltration er en alternativ løsning til udledning af oppumpet grundvand til vandområde i forbindelse grundvandssænkninger. Reinfiltration er omfattet af reglerne om VVM, og der skal i forbindelse med ansøgningen udarbejdes en VVM-screening.

Tilledning af oppumpet grundvand til offentlig kloak

Hvis du vil søge om tilslutningstilladelse, skal du gøre det særskilt til Miljø og Ressourcer. 

Modtag "Vejledning om grundvandssænkning" på mail 

Skriv til os, så sender vi materialet som pdf.

Du kan også bestille materialet ved at ringe på telefon 99 31 20 50.

Ansøgning om tilladelse til udledning af oppumpet grundvand til vandområder skal indeholde: 

  1. Generel beskrivelse af projektet, herunder lokalitet og formål med grundvandssænkningen.
  2. Estimerede vandmængder (m3 i alt) herunder vandføring (m3 per time eller liter per sekund)
  3. Estimat på periodens længde for grundvandssænkning.
  4. Lokalisering af lokale jord- og grundvandsforureninger der kan få indflydelse på udledningen.
  5. Vandanalyser med parametre udvalgt på baggrund af de kendte forureninger.
  6. Forslag til analyseprogram i perioden for pumpningen (løbende kontrol).
  7. Udstrækningen af sænkningstragten.
  8. Risikovurdering af berørte vandområde(r).
  9. Placering af boringer.
  10. Placering af udløbspunkt(er) – angivelse af UTMkoordinater (EuRef 89).
  11. Beskrivelse af renseforanstaltninger.
  12. Fyldestgørende kortmateriale, hvor placeringerne af alle relevante informationer er indtegnet, alle former for kort enten elektronisk eller papirformat, dog ikke AutoCad-filer.
  13. Et udfyldt VVM-ansøgningsskema.

Aalborg Kommune har pejletidsserier for grundvandsspejlets beliggenhed på op til 74 år.

Følg udviklingen i grundvandsstanden time for time på 3 lokaliteter i Aalborg Kommune på grundvandsstanden.dk

Se, om der er en pejleboring i nærheden af en specifik adresse ved at zoome ind eller søge på kortet og finde DGU-nummer på de nærmeste pejleboringer:

Se kort over pejleboringer i Aalborg Kommune

Søg boringerne frem i Jupiter og find de konkrete pejledata for boringen i GEUS:

Se pejledata på GEUS' hjemmeside

Kontakt

Klima og Miljø

Stigsborg Brygge 5 9400 Nørresundby

Ring til os

99 31 20 50

Skriv til os

Det med småt

Sagsbehandlingen for tilladelse til grundvandssænkning og udledningstilladelse kan tage 2 måneder, eksklusiv høringsfrist på 4 uger. Vi anbefaler, at du ansøger i god tid, da der i perioder kan være lange sagsbehandlingstider.

Måske er du også interesseret i

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang