Voksenskolen for Undervisning og Kommunikation søger uddannet musikterapeut til en fuldtidsstilling pr. 1. januar 2025 eller snarest derefter. Ansættelsessamtaler forventes at finde sted i uge 51.
Om os:
VUK-Aalborg er et kompetencecenter indenfor specialundervisning til unge og voksne. Vi udbyder STU (særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse), kompenserende specialundervisning til voksne og uddannelses- og ressourceforløb for unge, som er tilknyttet jobcentrene. Vores forløb henvender sig til flere forskellige målgrupper indenfor specialområdet, og vi dækker både massive og generelle vanskeligheder.
På VUK varierer jobbet som musikterapeut i forhold til den enkelte elevs behov, men overordnet set arbejdes der med at skabe kontakt og kommunikation med og mellem mennesker. Dette gælder især for de af vores elever, der anvender alternativ kommunikation, hvor kontakten og kommunikationen alene foregår gennem musikalske aktiviteter. Alle slags lyde er en del af ’musikken’ – der kræves således ingen musikalske forkundskaber hos vores elever.
Arbejdet som musikterapeut kræver både musikalske færdigheder og psykologisk forståelse. Du skal have lyst og mod til at kunne improvisere og indgå i en musikalsk dialog, og du skal have evne til at opfange og sætte ord på, hvad der sker i improvisationer.
Derudover skal du have lyst til at arbejde musikalsk med elever, hvor samspil, sang og populærkultur spiller en stor rolle samt kunne se dig selv som frontløber på et øget fokus på drama/teater.
Arbejdet som VUK’s musikterapeut sker i tæt samarbejde med de andre ansatte faggrupper på VUK, ledelse samt eksterne samarbejdspartnere som fysioterapeuter og talepædagoger.
Stillingen er således præget af høj grad af kompleksitet – og derfor er det vigtigt, at du kan sætte flueben ved ALLE nedenstående kompetencer:
- Uddannet musikterapeut (cand.mag.)
- Formår at se et udviklingspotentiale, selv i det små.
- Evner at koble musikterapien og det pædagogiske arbejde – og kan dokumentere dette.
- Erfaring med undervisning af unge mennesker på specialområdet.
- Stærke kommunikative færdigheder samt blik for det gode samarbejde – og er opsøgende herpå.
- Accept af at intet på VUK er stationært – dermed er forandring et grundvilkår.
Vi tilbyder:
- En stor grad af selvstændighed og høj grad af indflydelse på egen opgaveløsning.
- Engagerede og dygtige kollegaer i et godt arbejdsmiljø.
- Teamsamarbejde ud fra PLF-tanken, hvor bl.a. kollegial sparring står centralt.
- Høj grad af værdsættelse af gode ideer og opbakning til projekter.
- God tid til forberedelse, samarbejde og skriftligt arbejde.
- Gode muligheder for efter- og videreuddannelse samt supervision.
- En rammesættende og præcis ledelse, der leder med dialog og ordentlighed som pejlemærker.
Ansættelse på VUK-Aalborg er under Børne- og Ungeforvaltningen i Aalborg kommune.
For yderligere spørgsmål kan forstander Katja Kjær Rask kontaktes via skolens nummer 99825252.