”Uden andre, er vi ingenting”
Det er vores pejlemærke og hvis du kan genkende dig selv i det, så er du måske vores kommende kollega.
Specialbørnehaven Væksthuset er organiseret i Dagtilbud Nordvest og er en del af et fællesskab med de øvrige specialbørnehaver (Birken, Barnets hus og Stampe). Specialbørnehaven Væksthuset er et kommunedækkende specialbørnehavetilbud og børnene visiteres hertil.
Målgruppen er børn i alderen 0-6 år med betydelig og varig nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne, der har behov for særligt tilrettelagt hjælp og støtte. Børnene er kendetegnende med udviklingsforstyrrelser indenfor autismespektret og/eller ADHD eller beskrevet med forstyrrelser/vanskeligheder indenfor disse områder. Der kan dog fremadrettet også visiteres børn med andre diagnoser. Børnehaven er normeret til 16 pladser.
Om specialbørnehaven:
Tilgangen til det pædagogiske arbejde i Specialbørnehaven Væksthuset er relationelt, anerkendende og ressourceorienteret.
Der arbejdes i hverdagen ud fra en visuelt understøttet tilgang med vægtning af genkendelige rutiner, forudsigelighed og en kendt struktur. Der er fokus på udvikling af sociale kompetencer i små børnefællesskaber, så det enkelte barns trivsel, udvikling, læring og dannelse understøttes bedst muligt og der er et særligt fokus på at udvikle mestringsstrategier til gavn for fremtidslivet.
Det pædagogfaglige miljø i Specialbørnehaven Væksthuset planlægges ud fra viden om relationskompetence, Teacch, Neuropædagogik/psykologi, narrativ teori, ”mind mime”, at adfærd ses som invitationer, samt central kohærens og kontekstforståelser. Fokus er at give sikkerhed og kontinuitet samt udviklingsmuligheder for det enkelte barn.
I Specialbørnehaven Væksthuset har vi et særligt fokus på at arbejde med et udvidet forældresamarbejde. Dette forældresamarbejde handler om at tilbyde en tidlig indsats til forældre med små børn med særlige behov og grundtanken er, at det er i samarbejdet mellem institution og forældre, at der skabes grundlag for en positiv trivsel og udvikling hos barnet.
Derudover er vi særlig optaget af den ”gode overgang”, både ved start og slut i Specialbørnehaven Væksthuset.
Specialbørnehaven Væksthuset er, i samarbejde med de andre specialbørnehaver, en del af en udgående funktion, som handler om at give råd og vejledning omkring hvordan special pædagogik kan tænkes ind i almenområdet.
Vi tilbyder
- Et teoretisk og fagligt miljø hvor faglig refleksion og meningsskabelse er i fokus
- Et miljø hvor der planlægges ud fra viden om forudsigelighed, struktur, diverse støttesystemer, anerkendelse, glæde og respekt for det enkelte barns udviklingsniveau
- Et team, hvor der er fokus på det gode arbejdsmiljø. Bl.a. ved at være opmærksom på at hjælpe hinanden og være nysgerrig på intentionerne bag en handling. Hvor alle glædes over den enkeltes succes og hvor vi alle arbejder ud fra aftalte mål
- Et fagligt fokus på det udvidede forældresamarbejde og de udgående funktioner
- En ledelse, som er tydelig, anerkendende og har tæt kontakt til den pædagogiske praksis
Vi søger en pædagog, som
- Er stabil og fysisk og psykisk robust
- Er omsorgsfuld, rolig og deltagende, i det pædagogiske arbejde og som kollega/medarbejder
- Formår at arbejde som en del af et fællesskab, men også at arbejde selvstændigt
- Forstår grundtanken i det at skabe udviklingsmuligheder gennem en positiv relation samt forudsigelighed, genkendelige dagsrytmer og meningsskabelse
- Møder barnet positivt og anerkendende og forstår at barnet gør det bedste det kan, i den givne situation
- Har viden og erfaring indenfor både almenpædagogik og special pædagogik. Her ønskes særligt viden indenfor autismespektrumforstyrrelser
- Kan sikre/understøtte en mangfoldighed i læringsmiljøer. Herunder, at betragte udelivet som et af mange læringsmiljøer
- Er reflekterende i det pædagogiske arbejde og er i stand til at opstille faglige mål, arbejde systematisk med dem, samt evaluere på dem
- Betragter refleksion, både over egen praksis men også fællesskabets praksis, som nøglen til at skabe udvikling hos barnet
- Arbejder målrettet og loyal i henhold til de beslutninger, som tages ledelsesmæssigt og i teamet
- Har gode kommunikationskompetencer, både skriftligt og mundtligt
- Vægter et udvidet forældresamarbejde – inddrager forældrene i at finde meningsfulde løsninger
- Har interesse i at udbrede den specialpædagogiske viden til almenområdet
- Forstår betydningen af, og kan se det spændende i, at være ansat i en politisk ledet organisation
Yderligere information om stillingen kan du få hos pædagogisk leder Susanne Gude (Sus) på 99823383. Bedst mellem kl. 10 og kl.11.
Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst mellem KL og BUPL.
Forud for endelig ansættelse indhentes der referencer og børne- og straffeattest.
Samtaler forventes afholdt uge 50.
Opstart 1. januar 2025 eller snarest muligt derefter.
Arbejdsstedets adresse
Svenstrupvej 33
9200 Frejlev
Send ansøgning
Du sender din ansøgning ved at trykke på knappen "Send ansøgning" og udfylde den formular, som kommer frem. Det er også muligt at vedhæfte bilag som f.eks. ansøgning og CV i begrænset omfang.
Kom og arbejd sammen med os
Mangfoldighed skaber værdi, og vi opfordrer alle til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap eller etnicitet.
Du bliver en del af et stærkt fællesskab med 17.000 kolleger, og du kan glæde dig til en rummelig arbejdsplads med gode ansættelsesforhold, gode muligheder for kompetenceudvikling og fokus på trivsel.
Se alle fordelene ved et job hos os og bliv klogere på ansættelsesprocessen trin-for-trin.https://www.aalborg.dk/job-og-karriere