Højvangskolen søger ny teknisk serviceleder
Højvangskolen søger en ny teknisk serviceleder snarest muligt og senest pr. 1. januar 2025. Vi søger en teknisk serviceleder, som har en bygningshåndværksmæssig baggrund, og da du både har personaleledelsesansvar og håndværksmæssige opgaver, må du gerne have erfaring med teknisk serviceledelse, men det er ingen betingelse.
Lidt om skolen
Højvangskolen er beliggende i den sydvestlige del af Aalborg Kommune i området mellem Godthåb og Svenstrup. Vi er placeret i et vækstområde med mange børn, og skolen ligger fysisk i grønne omgivelser tæt på både by og land. Vi har de seneste år været igennem flere større renoveringer, og bygningerne fremstår i god stand. Vi har en almenafdeling med to spor og en specialklasserække og et samlet elevtal på ca. 500. Medarbejdergruppen består af omkring 80 dygtige voksne med vidt forskellige opgaver. Vores mål er at skabe en attraktiv arbejdsplads, hvor den enkelte medarbejder får mulighed for at udvikle sig sammen med fællesskabet. Vi er også en arbejdsplads, hvor hver enkelt medarbejder i høj grad har mulighed for at have indflydelse på sin egen arbejdsdag og sit eget arbejdsindhold.
Lidt om opgaven
Tillid på alle niveauer er et omdrejningspunkt på Højvangskolen. Tillid mellem medarbejdere og leder er en betingelse for at kunne løse opgaven, og derfor er det vigtigt, at du som leder på Højvangskolen går til arbejdet med en forventning om, at alle medarbejdere udnytter deres kompetencer til det yderste og med de bedste intentioner for at lykkes.
Som teknisk serviceleder er du en del af skolens ledelsesteam, som består af tre afdelingsledere, teknisk serviceleder og skoleleder, og du har ansvaret for drift og vedligehold af skolens bygninger og inventar, ligesom vedligeholdelse af udendørsarealer og kontrol og drift af tekniske installationer også er en del af opgaven. Du vil have det overordnede ansvar for daglig drift, vedligehold og rengøring og er ansvarlig for økonomi og indkøb på det tekniske område. Som teknisk serviceleder er du leder af medarbejdere og har ledelsesansvaret for skolens serviceteam med otte medarbejdere. Denne del af jobbet indeholder blandt andet arbejdsplanlægning og afholdelse af årlig medarbejderudviklingssamtale, ligesom det er dit ansvar, at serviceteamet indgår på lige fod med skolens øvrige team om at løse den fælles kerneopgave, som er at gøre vores elever så dygtige og livsduelige som overhovedet muligt.
Højvangskolen er vigtig for mange brugere, både inden- og udenfor elevernes mødetid, og derfor indeholder jobbeskrivelsen også et tæt samarbejde med flere eksterne. Du vil blandt andet skulle koordinere med foreninger omkring lån af lokaler både på skolen og i Højvanghallen, og du skal sørge for, at skolen er åben, når det er nødvendigt, men lukket, når der ikke er nogen til stede.
Lidt om dig
- Du har håndværksmæssig flair og kan selv løse mange vedligeholdelsesopgaver
- Du er en dygtig og dedikeret leder, som finder glæde ved at lykkes gennem andre
- Du har en synlig og anerkendende ledelsesstil
- Du kan lide børn og lader dig ikke forstyrre af, at der ofte sker uforudsete ting i løbet af dagen
- Du værdsætter og prioriterer det gode arbejdsmiljø
- Du kan arbejde både selvstændigt og sammen med andre
- Du tager initiativ til at løse udfordringer
- Du sætter en ære i, at de fysiske rammer, som du har ansvaret for at skabe, altid er optimale
- Du er mødestabil og har en positiv indstilling til livet
Lidt om os
- Du vil møde en skole, som har fokus på, at eleverne bliver så dygtige, som de overhovedet kan. VI er hele tiden i forandring og tilpasser os den elevgruppe, som vi lige nu har ansvaret for at lykkes med
- Du vil møde en engageret skolebestyrelse, som holder et vågent øje med alt, hvad der foregår i skolen, og som altid er parate til at give en hånd med, hvis det er påkrævet
- Du vil møde en forældregruppe, som betragter skolen som en væsentlig del af deres lokale samfund, og som hver dag trygt overlader os det vigtigste i deres liv
- Du vil møde et ledelsesteam, som har respekt for opgaven, og som hver dag bestræber sig på at udvide rammerne for hele personalet, så de får så gode muligheder som overhovedet for at gøre det, som de er bedst til
Arbejdsstedet
Højvangskolen
Bautastenen 21
DK-9230 Svenstrup
Kontakt
Vi håber, at du har mulighed for at aflægge skolen et besøg inden ansøgning. For aftale kan du kontakte skoleleder Claus Aabel Østergaard på telefon 3199 4343/9982 3488. Vi glæder os til at hilse på dig.
Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønning sker i henhold til gældende overenskomst på området
Ansøgningsfrist
Der er ansøgningsfrist onsdag den 20. november 2024. Samtaler afholdes i uge 48.
Forud for endelig ansættelse indhentes der straffe- og børneattest samt reference.
Send ansøgning
Du sender din ansøgning ved at trykke på knappen "Send ansøgning" og udfylde den formular, som kommer frem. Det er også muligt at vedhæfte bilag som f.eks. ansøgning og CV i begrænset omfang.
Kom og arbejd sammen med os
Mangfoldighed skaber værdi, og vi opfordrer alle til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap eller etnicitet.
Du bliver en del af et stærkt fællesskab med 17.000 kolleger, og du kan glæde dig til en rummelig arbejdsplads med gode ansættelsesforhold, gode muligheder for kompetenceudvikling og fokus på trivsel.
Se alle fordelene ved et job hos os og bliv klogere på ansættelsesprocessen trin-for-trin.https://www.aalborg.dk/job-og-karriere