Skip til hoved indholdet
    Hjem Job og karriere Vis job
Socialfaglig medarbejder ved Kirkens Korshærs Herberg i Aalborg

Kirkens Korshærs Herberg og Bostøtte i Aalborg søger 2 socialfaglige medarbejdere til aftenfunktion

På grund af personale opnormering søger Kirkens Korshærs Herberg to medarbejdere til faste stillinger i aftenfunktionen på fuld tid med tiltrædelse den 1. oktober 2024 eller efter nærmere aftale.

Kirkens Korshærs Herberg er et selvejende socialt tilbud under landsorganisationen Kirkens Korshær. Herberget drives under servicelovens §110 og Bostøtte under §85a m.fl. og Herberget har en samarbejdsaftale med Aalborg Kommune. Herbergets normering tæller ca. 40 borgerforløb fordelt på akutdøgnpladser på Forchhammersvej 13 og Hobrovej 600 samt bostøtte i borgerens eget hjem. Personalenormeringen er pt. ca. 20 årsværk.

Herberget tilbyder midlertidigt akutophold og efterfølgende bostøtte til mennesker, som er ramt af sociale/psykiske/rusmiddelsproblematikker samt hjemløshed. Rummelighed overfor anderledes adfærd er et mål i sig selv. Herberget arbejder ud fra ”Housing First” tilgang, hvor målet er at komme fra hjemløshed til en permanent boligform. Herbergets opgave er derfor at yde personlig støtte/hjælp til den enkelte og samtidig fastholde/muliggøre ansvaret for eget liv, så borgeren udrustes bedst muligt til at skabe egen fremtid i egen bolig.

Arbejdet defineres som bostøtte, hvilket betyder at samarbejde, vejledning, hjælp og samvær med borgeren omkring almindelig daglig livsførelse og livsindhold er centralt.

Samtidig er det højt prioriteret at forestå udarbejdelse af udredning (problemer og støttebehov) og realisering af opholdsplan (hvordan kommer du videre) for den enkelte borger. Det sker i et tæt samarbejde med borgeren, med internt kontaktpersonteam og med eksterne samarbejdspartnere (sagsbehandler, jobrådgiver, læge, kriminalforsorg m.fl.).

De 2 ledige stillinger er i aftenfunktionen, hvilket betyder at arbejdet primært er ift. akutpladserne på Forchhammersvej og Hobrovej (ikke bostøtte i eget hjem).

Kørekort (B) vil være en fordel ift. ovennævnte opgaver.

Vi søger en medarbejder som kan byde ind på følgende:

  • Arbejde ud fra Kirkens Korshærs kristne livssyn og være en del af organisationen. Den kristne tro og det kristne menneskesyn er vores inspiration i ønsket om at vise Nærvær, Omsorg og Respekt over for de mennesker, vi møder i arbejdet.

  • Kompetencer ift. arbejdet med målgruppen – socialt udsatte medmennesker, hvor hjemløshed, psykisk sygdom og alkohol/hash/stofmisbrug er en del af livet (på Herberget tolereres borgerens indtagelse af alkohol og euforiserende stoffer). I målgruppen findes mange mennesker med anden kulturel baggrund (primært grønlandsk).

  • Være den skabende part i relationen mellem det andet menneske og sig selv. Have lyst til samarbejdet med borgeren omkring opholdsplansarbejdet og praktiske opgaver som madlavning, rengøring mv.

  • Rummelighed ift. et miljø, hvor komplekse problemer er en del af hverdagen og hvor en anderledes adfærd og konflikter kan opstå og skal håndteres. Man skal som personale kunne evne at forstå og se sig selv som en del af situationen og kunne reflektere over egne (følelsesbetingede) reaktioner i den og omsætte refleksionerne til faglig begrundet handling.

  • Udføre praktiske opgaver som madlavning, rengøring, indkøb og vedligehold af hus og have på herberget samt diverse opgaver ifm. med borgernes indflytning i egen bolig. Disse opgaver foretages i samarbejde med borgeren, - men det er vigtigt, at medarbejderen er indstillet på at ”gå foran”, når dette er nødvendigt.

  • Deltagende i et omsorgsfuldt og refleksivt fagligt fællesskab og samarbejde med andre dygtige kollegaer. Bl.a via gruppesupervision, teamsamarbejde, praktikanter, efteruddannelse, sociale arrangementer mv.

  • Relevant socialfaglig uddannelse (pt. har vi ansat pædagoger, diakoner, socialrådgivere, sygeplejersker, psykomotorisk terapeut, fysioterapeut, lærer).

  • Fleksibel, da vi er et døgndækket tilbud. Denne stilling tilhører Herbergets AFTEN funktion og indeholder primært arbejdstid i tidsrummet 15-24, - med arbejde hver 2. weekend. Arbejdet organiseres med 2 faste hverdagsvagter og 3 weekendvagter hver anden weekend. Der vil fremadrettet kunne opstå behov for ændringer i sammensætningen af vagter og funktioner.

I ansøgningen beder vi om, at du forholder dig til ovennævnte punkter og til hvordan du kan bidrage til Herbergets virke ud fra dine kvalifikationer.

Herberget afholder informationsmøde onsdag den 14.08.24. kl. 17.00-18.00 på Forchhammersvej 11. Yderligere oplysninger om stillingen gives gerne ved henvendelse til forstander Gerhard Larsen eller souschef Lars Andersen på tlf. 98 13 18 54.

Stillingerne er omfattet af lokalløn. Løn og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst mellem KL og de forhandlingsberettigede organisationer (SL og FOA).

Ansøgningsfrist: onsdag d. 21.08.24 kl. 12.00. Ansættelsessamtaler afholdes i uge 35.

Kirkens Korshær er 450 ansatte og 9000 frivillige, som blandt andet driver varmestuer, herberger og genbrugsbutikker med glæde. Vores arbejde er baseret på det kristne menneskesyn og støttes af stat og kommuner, men finansieres grundlæggende af private midler, doneret af mennesker, som tror på den store værdi af de små, gode øjeblikke. Læs mere om organisationen på www.kirkenskorshaer.dk

.
Send ansøgning
Du sender din ansøgning ved at trykke på knappen "Send ansøgning" og udfylde den formular, som kommer frem. Det er også muligt at vedhæfte bilag som f.eks. ansøgning og CV i begrænset omfang.

Bemærk

Ansøgningsfrist

21.08.2024

Kontaktperson

Gerhard Rask Larsen 98131854 25200309

Stillingskategori

Social og sundhed

Arbejdstid

Fuldtid

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang