Socialpædagogen Betina
Jeg elsker at se, hvordan de mennesker, jeg arbejder med, udvikler sig og hvordan de opdager, at de kan meget mere end de nogle gange selv tror, blandt andet fordi vi på Lejbjergcentret tror på mennesker og ser ressourcer i alle. Jeg elsker at arbejde som pædagog.
Hvad er du ansat som, og hvad laver du?
Jeg har siden 2005 været ansat som socialpædagog på Lejbjergcentret, som er et aktivitets- og samværstilbud. Mine kollegaer og jeg samarbejder tværfagligt for at skabe de bedste rammer, forudsætninger og muligheder for de mennesker, der kommer på Lejbjergcentret. I 2022 vandt vi Socialpædagogernes pris, for den måde vi arbejder på.
Jeg har en faciliterende rolle, hvor jeg støtter, guider og samarbejder med borgerne i forskellige grupper eller aktiviteter. Rent praktisk giver jeg for eksempel støtte eller hjælp til spisning, medicin, toiletbesøg og forflytninger.
Hvilken målgruppe arbejder du med?
Jeg arbejder med mennesker med erhvervet hjerneskade og fysiske handicaps. Funktionsniveauet er meget forskelligt, og dermed er samarbejdet med og støtten til den enkelte også meget forskelligt. Jeg skal skifte mellem mange tilgange, når vi samarbejder i en gruppe. Det er noget af det, jeg synes gør mit arbejde spændende og udfordrende.
Hvad kan du godt lide ved at arbejde med den her målgruppe?
Jeg elsker at se, hvordan de mennesker, der er her, udvikler sig. Det er specielt at se, hvordan de opdager, hvor meget de kan, når de får de rette hjælpemidler. Hos os kan alle bidrage, og alle er en del af et fællesskab og arbejdsfællesskab, hvor vi sammen løfter de daglige opgaver.
Er du specialiseret inden for noget?
Jeg er uddannet neuropædagog og har løbende deltaget i forskellige kursus- og temadage, hvilket har givet mig viden om mange forskellige tilgange og metoder, som jeg gennem årene har implementeret i mit arbejde.
Hvad er det bedste ved dit job?
At mit job giver mening. Jeg bliver dagligt bekræftet i, at alle kan noget uanset handicap, og sammen kan vi alt. Jeg drives af at se mennesker “vokse”, opleve at de bidrager og tager ansvar for at hjælpe andre. Og så elsker jeg, når mine dygtige kollegaer og jeg understøtter, at borgerne skaber noget sammen. Vores hverdag med borgerne er struktureret med mulighed for at gribe idéer. Det gør, at jeg aldrig helt ved, hvor vi ender, idet vi er i processen sammen med borgerne. Det synes jeg er en fed måde at arbejde på.
Hvad er det mest spændende ved dit arbejdsområde?
Dét er at se, hvordan mennesker udvikler sig ved at blive mødt, som den de er, være en del af et fællesskab samt opleve at have en plads her i verden. At vi sammen skaber mulighed for et meningsfuldt hverdagsliv samt en oplevelse af at være en betydningsfuld del af et fællesskab.
Hvad er du mest stolt af ved dit fag og dit arbejde?
Jeg er stolt af at være med til at give muligheder for mennesker med handicaps. Jeg gør en forskel for og sammen med andre mennesker i mit arbejde, både med min person og min faglighed. Jeg er med til at skabe værdi i hverdagen, i fællesskabet samt forandring og udvikling i andre menneskers liv.
Har du én bestemt succeshistorie med en borger?
Jeg har mange succeshistorier, store som små, hver dag. Vi havde en borger med en svær hjerneskade, der flere gange blev motiveret og introduceret til at udføre en opgave sammen med en anden borger. Når de to så udfører opgaven sammen, og borgeren med den svære skade stråler af stolthed, er det så berigende at se. Når han så efterfølgende selv byder ind på opgaven og spørger den anden borger om de skal gøre det sammen, så giver mit arbejde bare så meget mening.
Hvad er det bedste ved din arbejdsplads?
At vi gør os umage for at skabe rammer og muligheder for de mennesker, der kommer på Lejbjergcentret. At vi er nysgerrige, nytænkende, insisterende på at se og møde hver og én, der kommer på Lejbjergcentret, at vi alle arbejder i samme retning og at vi har verdens bedste leder, hvis motto er: “Hvad er det værste der kan ske”.
Hvad er vigtigt for dig i dit arbejde?
Faglighed, samarbejde, indflydelse, refleksion, udvikling, rummelighed, menneskesyn, omsorg, etik mm. Det er vigtigt for mig, at jeg kan blive ved med at udvikle mig samt være en del af en arbejdsplads, der er i bevægelse. Det gør, at jeg kan være den bedst mulige pædagog for de mennesker, jeg arbejder med.
Hvad giver dig energi i hverdagen?
At være med til at skabe små og store succeser for borgerne, at samarbejde med kollegaer, at blive anerkendt, at skabe og være i et godt arbejdsmiljø, at tage pauser og koble af, at cykle til og fra arbejde og at komme hjem til min familie og pleje mig selv, er alt sammen noget, der giver mig energi i hverdagen.
Hvad vil du sige til dem, der overvejer pædagoguddannelsen, der alligevel kan være skræmt af de historier og normer, de hører?
Hvis du brænder for at arbejde med mennesker, er arbejdet som pædagog et spændende fag. Og trods alt det man hører, findes der nogle fantastiske arbejdspladser med de dejligste mennesker, og det er måske det, man skal fokusere på.
Jeg går hver dag hjem med særlige øjeblikke, som rører og motiverer mig til at blive ved med at gøre mig umage i mit arbejde. Det bekræfter mig i, at jeg har valgt den rigtige profession, og at jeg er, hvor jeg skal være i mit arbejdsliv.