Rengøringsteknikeren Charlotte
Jeg er ansat her på Gl. Lindholm Skole som rengøringstekniker. Jeg lærer eleverne om hygiejne og bæredygtighed. Jeg har vundet Danmarksmesterskabet i rengøring for Vest Danmark.
Hvad du er ansat som, og hvad du laver i dagligdagen?
Jeg er ansat her på Gl. Lindholm Skole som rengøringstekniker. Jeg gør rent i indskolingen ved første til tredje klasse, og jeg står for at klasselokalerne, gangarealer og DUS er rene.
Er du specialiseret inden for noget?
Jeg har faktisk tre uddannelser: Jeg er uddannet salgsassistent, serviceassistent og rengøringstekniker. Jeg stod på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg ikke helt vidste, hvad jeg ville. Så fandt jeg frem til uddannelsen som rengøringstekniker gennem Google, og så startede jeg på grundforløbet og blev færdiguddannet i 2020.
Hvad er det bedste ved dit job?
Det er forskelligheden. Der er aldrig to dage, der er ens. Derudover får jeg lov at give børnene forståelse for, hvorfor man gør rent, og at det ikke skal være en sur pligt.
Jeg får også nogle rigtig gode samtaler med en masse skønne børn, når jeg gør rent. Det giver mig energi i min hverdag, at eleverne kommer og viser, at de er glade for det, jeg laver.
Hvad er det mest spændende ved dit arbejdsområde?
Det er helt klart at arbejde med børnene, og være med til at give børnene viden om, hvordan vi agerer bæredygtigt.
Derudover er jeg ret optaget af at bryde med forestillingen om, hvad og hvem en rengøringstekniker er. I samfundet har vi har en idé om, at folk der gør rent enten er udlændinge, der ikke kan finde andet arbejde, ældre mennesker eller folk, der er ‘dumme’. Jeg arbejder bevidst på, at vi kan bevæge os væk fra den opfattelse, for man er ikke dum, når man gør rent. Jeg synes, det er spændende at bryde forestillingen om hvilke stereotyper, der gør rent.
Hvad er du mest stolt af ved dit fag?
Jeg er stolt af at arbejde inden for faget, og jeg er stolt af at sige og fortælle, at jeg gør rent. Dertil også fortællingen om, at jeg ikke ‘bare’ gør rent, men at jeg er et helt menneske, der også gør rent.
Det er et vanvittigt fedt job, og jeg vil rigtig gerne have, at vi bryder fordommene, at det ikke kun er for ældre damer.
Hvad er det bedste ved din arbejdsplads?
Det er de forskelligartede dage, samt at jeg har så stor frihed til at udføre mine opgaver. Jeg har nogle faste opgaver, men jeg kan selv bestemme, hvornår på dagen, det passer bedst ind.
Det giver mig ligeledes plads til små, men vigtige ting, såsom at huske børnene på at tælle ned til 1. december, inden de går ind i klasselokalet. Jeg synes, det er fedt at have plads til sådanne ting. Jeg synes også, det er skønt, når forældrene kommer og hilser og siger “Ej, hvor var det bare dejligt, at du gjorde mit barns dag lidt ekstra god den anden dag - og så videre”.
Hvad er vigtigt for dig, når du arbejder?
Det er ergonomi og hygiejne. Hvis man vrider en klud gentagne gange, ødelægger man brusken i sin hånd, og hvis man ikke bruger sikkerhedsbriller, når man for eksempel arbejder med toiletrens, så kan man skade sine øjne - og så videre. Jeg skal jo være på arbejdsmarkedet mange år endnu, og jeg skal passe på mig selv.
Du vandt for nylig Danmarksmesterskabet i rengøring for Vest Danmark: Kan du fortælle lidt om din oplevelse til DM?
I år har jeg stillet op i Danmarksmesterskabet i rengøring for Vest Danmark, og i 2022 vandt jeg DM i Skills. Det er to ret forskellige konkurrencer, men jeg synes, det er sjovt at være med til konkurrencerne.
Ved DM er kravet, at man skal have uddannelsen som rengøringstekniker, og jeg kom med ved, at min chef kontaktede mig, og spurgte om jeg ville med, fordi han også viste, jeg havde været til DM i Skills året inden. Herefter begyndte jeg at træne, hvilket primært består af at læse op på stoffet og teorien bag rengøringen. Jeg har læst op derhjemme og repeteret for min kæreste.
Til selve konkurrencen skulle jeg vise, hvordan jeg samlede en gulvmaskine, og hvad der er vigtig i forbindelse med det ergonomiske. Jeg fik derudover vist et billede af et rum, hvorudfra jeg skulle fortælle dommerne, hvor tit jeg skifter handsker og klud, hvor mange sider jeg bruger af en klud, og hvad jeg vil bruge til at gøre rent.
Har du noget, du brænder for i din fritid?
Lige nu brænder jeg mest for at bruge tid med mine tvillingedrenge på et år og min kæreste. Der er nok at se til. Derudover elsker jeg eksempelvis at bruge tid på at bage.
Det er forskelligheden. Der er aldrig to dage, der er ens. Derudover får jeg lov at give børnene forståelse for, hvorfor man gør rent, og at det ikke skal være en sur pligt. Jeg får også nogle rigtig gode samtaler med en masse skønne børn, når jeg gør rent. Det giver mig energi i min hverdag, at eleverne kommer og viser, at de er glade for det, jeg laver.