Pædagog Claus Martin
Jeg er pædagog og arbejder i Børnehaven Troldhøj i Storvorde. Jeg er meget passioneret omkring natur og udeliv, og det er der lige præcis plads til i Børnehaven Troldhøj. Det mest spændende ved mit job er at skabe et godt fundament for hvert barn, som de kan tage videre med sig i deres liv.
Hvad er du ansat som, og hvad laver du?
”Claus Martin går i Børnehave” sådan sagde et af børnene, da vi besøgte Claus Martin i børnehaven.
Jeg er faktisk pædagog og arbejder i Børnehaven Troldhøj i Storvorde.
Jeg er meget passioneret omkring natur og udeliv, og det er der lige præcis plads til i Børnehaven Troldhøj, som ligger i et meget naturskønt område.
Børnehaven har haft besøg af døde dyr – rådyr og muldvarp – for at finde ud af, hvad der sker med dem, når de går i forrådnelse, og nu er rådyret forsvundet, og det er måske blevet slæbt væk af en andet dyr. Hvem ved? Det er vi nu netop nu ved at undersøge sammen med børnene.
Hvad er det bedste ved dit job?
Det bedste ved mit job er, at jeg kan gøre det, jeg brænder for. Det, som jeg synes, er sjovt, nemlig natur og udeliv, det smitter af på børnene. Det hele bliver meget mere autentisk for børnene, når vi voksne lever os 100 procent ind i vores roller. Jeg oplever også, at der er plads til frihed her i børnehaven. Det sætter jeg rigtig meget pris på. Er jeg i gang med et arrangement med børnene, så kan jeg gøre det færdigt og bliver ikke afbrudt. På den måde spiller vi hinanden gode i vores team her i børnehaven.
Hvad er det mest spændende ved dit arbejdsområde?
Det mest spændende er at lave et godt fundament for hvert barn, som de kan tage videre med sig i deres liv. Jeg vil gerne være med til at udvikle livsduelige børn, for eksempel give børnene grundstenen til at gå i skole. Jeg tænker meget på den sociale del, hvor de allerede i børnehaven lærer at bidrage til fællesskabet, som de møder i skolen, hvor lærerne kan fortsætte med at bygge på.
Hvad er du mest stolt af ved dit fag?
Jeg er stolt af, at vi pædagoger kan give børnene redskaber videre i livet. Vi kan bidrage til, at børnene får et godt liv. Det handler om at give børnene en god start på livet her i vores børnehave.
Hvad er det bedste ved din arbejdsplads?
Det bedste ved min arbejdsplads er, at vi kan gøre det, vi er passionerede omkring, så vi kan gøre det godt for børnene. Jeg synes, at Troldhøj er den bedste arbejdsplads og børnehave i Aalborg Kommune. Jeg er mega stolt af min arbejdsplads.
Hvad er vigtigt for dig i dit arbejde?
At vi finder plads til hinanden som medarbejdere her i børnehaven, og at vi giver børnene gode fundamenter at tage med sig senere i livet.
Hvad giver dig energi i hverdagen?
At jeg kan lave det, som jeg synes er sjovt, og det jeg er passioneret omkring, så det smitter af på børnene.
Det bedste ved mit job er, at jeg kan gøre det, jeg brænder for. Det, som jeg synes, er sjovt, nemlig natur og udeliv, det smitter af på børnene. Det hele bliver meget mere autentisk for børnene, når vi voksne lever os 100 procent ind i vores roller.