Høring
Butikker og erhverv, Vodskov
Høring om forslag til Kommuneplantillæg 5.042 Udvidelse af bymidten i Vodskov og Lokalplan 5-2-116 Butikker og erhverv, Vodskovvej og Følfodvej, Vodskov
Planforslag
Aalborg Byråd har den 26. august 2024 (punkt 13) godkendt forslag til Kommuneplantillæg 5.042 og Lokalplan 5-2-116 og besluttet at sende planerne i offentlig høring.
Den offentlige høring løber fra den 4. september 2024 til og med den 30. oktober 2024.
Miljøscreening
Samlet set vurderes det, at gennemførelse af planlægningen ikke vil have en væsentlig indvirkning på miljøet i lovens forstand. Der udarbejdes derfor ikke en miljørapport i henhold til "Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)”.
Screeningen viser, at planlægningen vil resultere i nogle få sandsynlige miljøpåvirkninger, der dog vurderes ikke at være væsentlige. Miljøpåvirkningerne falder i følgende emner:
Bymiljø
Den eksisterende bebyggelse i lokalplanområdet er opført i 1 etage. Lokalplanen muliggør, at der i delområde B må opføres bebyggelse i 1 etage med udnyttet tagetage eller 2 etager med en maks. højde på 8,5 meter. Den maksimale bygningshøjde er ikke ændret. Lokalplanens bygningsregulerende bestemmelser sikrer, at bebyggelse vil have en sammenhæng til det eksisterende bymiljø.
Trafikafvikling og fremkommelighed
Der er eksisterende vejadgange samt fortov, cykelsti og krydsningshelle på Vodskovvej. Lokalplanen fastsætter bestemmelser for, at der skal etableres en forplads i begge delområder, som skal fungere som ankomstareal for bløde trafikanter. Det vurderes, at planerne ikke har en væsentlig indvirkning på trafikafviklingen i området.
Oversvømmelse fra grundvand
Der er indikationer på højtstående grundvand i området, hvor screeningsdata viser, at grundvandshøjden nogle steder kan forventes at stå 0,5 meter under terræn. Som afværgeforanstaltning indeholder lokalplanen bestemmelse om, at der ikke må etableres kælder i området.
Støj
Syd for planområdet ligger et eksisterende erhvervsområde, hvor der i tilknytning til erhvervet er enkelte boliger. Lokalplanen giver mulighed for at etablere støjafskærmning langs områdets sydlige grænse, hvis det er nødvendigt for at overholde miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj fra virksomheder. Lokalplanen stiller krav om beplantning på støjafskærmningen.
Desuden vurderes det, at planlægningen ikke kan påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde (Natura 2000) negativt, og at planlægningen ikke kan beskadige, ødelægge eller påvirke yngle- og rasteområder for bilag IV-arter.
Hele miljøscreeningen findes i afsnittet "Miljøscreening", som kan ses sammen med den digitale plan.
Klage over afgørelse om miljøscreening
Hvis du ønsker at klage over denne afgørelse om miljøvurdering, kan du klage til Planklagenævnet. Klager skal være indsendt senest 4 uger efter, at afgørelsen er offentliggjort, som er den 4. september 2024. Det vil sige, at du skal klage senest den 2. oktober 2024.
Det
koster et gebyr at klage. Læs mere om klageregler og gebyrer på
https://naevneneshus.dk/start-din-klage/planklagenaevnet/
Du skal være klageberettiget for at kunne klage, dvs. have en væsentlig retlig interesse i sagens udfald. Derudover kan du kun klage over retlige spørgsmål.
Du sender klagen til Planklagenævnet via Klageportalen. Efterfølgende kommunikation om klagen sker også gennem Klageportalen. Du kan finde Klageportalen via https://naevneneshus.dk/start-din-klage/planklagenaevnet/
Hvis du er undtaget for digital selvbetjening og derfor ønsker at klage uden at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Aalborg Kommune, Byudvikling og Byggeri, Stigsborg Brygge 5, 9400 Nørresundby. Eller via kontaktformular: www.aalborg.dk/kontakt. Kommunen videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.
Hvis du ønsker at lave en formel klage over selve planen, kan dette gøres til Planklagenævnet, efter at planen er endelig godkendt. Det er udelukkende afgørelsen om miljøscreening, der kan klages over på nuværende tidspunkt.
Informationer
Links
Abonnér på Høringsportalen
Abonner på afgørelser, høringer og anden dialog og få direkte besked på mail, når der er nyt.